Plader

Efterklang: Piramida

Skrevet af Durita Dybczak

Efterklang skaber på deres fjerde album et nærmest filmisk og magisk univers, hvor lytteren drages med ind i historien om spøgelsesbyen Piramida.

Efterklang er blevet et bandmedlem fattigere siden deres sidste album, Magic Chairs, som udkom i 2010. Bandet har siden deres debutalbum i 2004 været mestre i at levere ambitiøse og storladne, men samtidig nærværende og rammende musikalske oplevelser. Som trio er Efterklang nu tilbage med endnu et stærkt udspil.

Piramida er det fjerde fuldlængdealbum i rækken. Selvom der på ingen måde er tvivl om, at det er Efterklang, der står bag udgivelsen, har de igen formået at tage deres karakteristiske, magiske lydunivers med på nye opdagelsesrejser. Siden debuten har Efterklang bevæget sig ned ad forskellige kunstneriske stier, men har altid taget udgangspunkt i det storladne, symfonisk-orkestrerede blandet med lidt elektroniske islæt, og det holder de fast i.

Historien bag tilblivelsen af Piramida er eventyret om en forladt landsby, som tidligere var en russisk bosættelse kaldet Piramida og ligger på den norske øgruppe Svalbard i Barentshavet, 1.000 km fra Nordpolen. Den tidligere mineby var engang hjem for mere end 1.000 mennesker, men blev i 1998 pludseligt forladt og står nu tilbage i forfald. Efter at have set billeder fra den forladte landsby besluttede Efterklang sig for at rejse derop sidste sommer. Trioen kom tilbage med en masse lydbidder optaget i forladte bygninger, tomme benzintanke m.m. Lyde af blandt andet verdens nordligste flygel, som stadig står i Piramidas koncertsal, og glaslamper, olietønder og andre sjove ting, som de så har taget med sig i studiet og har behandlet.

Åbningsnummeret “Hollow Mountain” lægger an med lyden af trommen på tomme glas, som stammer fra de førnævnte glaslamper. Jeg bliver bragt ind i en mørk drypstenshule et fjernt sted med lyden af dryp og ekko. Et overvældende, men samtidig underspillet korunderlag vokser sig større og akkompagneres af store, dybe trommer og Casper Clausens vokal. Sammen med strygere opbygges et dramatisk arrangement, der lægger tonen an for en lidt sørgmodig fortælling om spøgelsesbyen Piramida.

En gennemgående egenskab ved albummet er, at Clausens vokal har fået en mere central plads i arrangementerne. Der bliver skabt rum til at fortælle historier, og det giver en effekt af nærvær. Der bliver samtidig også skruet ned for det storladne i numre som eksempelvis “Sedna”, der efter en kort intro med det føromtalte flygel akkompagneret af kvindelige korstemmer skifter lydbillede og bliver til en stille ballade bygget på en simpel, men effektiv guitarfigur sammen med Clausens vokal. Gåsehudsfremkaldende.

Brugen af specielle lyde er gennemgående på albummet, og det skaber et nærmest filmisk univers, hvor lytteren drages med ind i historien. “Dreams Today” starter med lyden af en person, der løber. Hastige fødder bevæger sig nærmere, flyglet kommer ind og tilføjer et tempofyldt, halvstresset element, men stilner så hen og bliver i stedet mere legende. Kvindekoret giver en intens fornemmelse af umiddelbarhed og tilstedeværelse nu og her. Stærkt.

Efterklang har om muligt formået at overgå sig selv og imponerer med et fantastisk nærværende og velafrundet album, hvor de bruger pauserne og fraværet af lyd i lige så høj grad, som de skaber storslåede og fyldige lydbilleder, der kan vælte én omkuld. Meget smukt.

★★★★★★

4 kommentarer

  • Før det første er det det dårligste Efterklang har præsteret i deres musikalkske liv: Åbenlyst for få melodier som kan huskes mere end 6 sekunder og alt for mange prætentiøse konservatoriemusikalske udskejelser som sikkert har været fede at bikse sammen, men som taber den kritiske lytter prompte. Mange flere gennemlytninger hjælper ikke det store.
    For det andet er er Casper Clausens vokal blevet rykket længere væk fra musikkens epicenter igen – desværre – han har en fantastisk røst som fortjener ligeså meget opmærksomhed som på Magic Chairs. Tjek hans falset-stykke på den her plade – Justin Vernon ville tabe i en duel!

Leave a Reply