Nyheder

Frank Ocean tripper igen

Skrevet af Fie Neergaard

Stortalentet med den fløjlsbløde stemme går surrealistiske oplevelser i møde i videoen til debutalbummets førstesingle.


Damer og stoffer har før bragt den følsomme Frank i problemer, som vi så det videoen til “Novacane”, og det ser ud til, at oplevelsen ikke viste sig lærerig, da han nu endnu en gang bliver involveret i nogle trippy settings. Denne gang er det Channel Oranges næsten 10 minutter lange nummer “Pyramids”, der står for skud. Nummeret, der mere eller mindre er delt i to kapitler, har i videoen fokus på den sidste del og med soundtracket om stripperen Cleopatra, der gør sig klar til at arbejde på The Pyramid, følger vi Odd Future-sangerens start på en aften, der indebærer absint og pistoler, og den nedtur kan kun kureres med strippere og gutiar-solo fra John Mayer.

Den længe ventede opfølger til det skamroste mixtape Nostalgia, ULTRA. kom i sommers endelig i form af Channel Orange, der har begejstret over hele linjen. Også hos Undertoners anmelder, der kastede et fuldt hus U’er af sig. Så mangler vi bare en live-dato fra soulstemmen.

Deltag i debat