Koncerter

Fun., 27.09.12, Store Vega, København

Skrevet af Andreas Overgaard

Amerikanske Fun.’s danske debut startede som another day at the office, men endte med at blive én af årets største koncertoplevelser.

Efter det fremstormende elektro-rockband Walk the Moon havde leveret fyrre minutters veloplagt opvarmning, var det et Store Vega summende af forventning. Fun. er på rekordtid gået fra at være et forholdsvis ukendt alt.-pop band til at være en af årets største, og ikke mindst overraskende, succeser. Overraskende i den forstand, at Fun. er det første band, de tre hjerner bag – forsanger Nate Ruess, guitarist Jack Antonoff og pianist-med-mere Andrew Dost – har brudt igennem til det store publikum med, trods deres forholdsvis lange musikalsk baggrunde.

Musikalsk set er Fun.’s succes dog forståelig, da bandets teatralske, poppede arrangementer besidder en storladenhed, der så absolut hører til på de største spillesteder. De er ofte blevet beskyldt for at være inspirerede lige lovligt meget af  det  teatralske band over dem alle, nemlig Queen. Men især debutalbummet Aim and Ignite har faktisk langt mere musikalsk tilknytning til en musiker som Mika. Bandets anden plade Some Nights – der i øvrigt netop har solgt guld i hjemlandet USA byggede dog videre på Aim and Ignites bombastiske arrangementer med en mere hiphop-inspireret lyd, nok som følge af deres samarbejde med Kanye West-produceren Jeff Bhasker. Det resulterede dog også i mere regulære popsange som det uundgåelige megahit ”We Are Young”, som dog er begyndt at få kamp til stregen af titelnummeret fra Some Nights, der også er klatret op ad hitlisterne verden over.

Torsdag aften åbnede den kommende single ”Carry On”  koncerten. Et valg, der skabte lidt forundring, da bandet besidder langt mere festlige sange, der kunne have fået dansen i gang fra start. Den kom så i anden sang, ”One Foot”, men det virkede stadig som om, at bandet var trætte. Kontakten til publikum var sparsom, og det føltes som om, at det bare var endnu et job, der skulle overstås. Dette led ”All the Pretty Girls” og ”Why Am I the One” også under, og Ruess forklarede det med, at bandet normalt er meget seriøst under deres optrædener. En påstand der kan komme som en overraskelse, når man så den transformation, der kom i bandet, efter at ”At Least I’m Not as Sad (As I Used to Be)” fik gang i fællessangen. Resultatet var et helt andet band; et band med spilleglæde, smil og en overvældende energi.

Herfra gik det kun opad. ”All Alone” fik en god respons, og selv Some Nights’ eneste misfoster, ”It Gets Better”, lød acceptabel i en live-udgave uden alle de forfærdelige, robot-agtige effekter, der gør den så ulidelig på pladen. Et af aftenens største højdepunkter kom i ”Barlights” fra Aim and Ignite, hvor nummerets soul-inspirerede »I feel alive« fik klistret sig fast i baghovedet. ”All Alright”  fulgte op og satte gang koncertens afdæmpede fase. De tre medbragte tourmusikere forlod scenen, hvorefter Ruess og Antonoff, i et underholdende forsøg på at få Dost til at spille en trompetsolo, startede en improviseret version af Paul Simons ”Me and Julio Down by the School Yard”. De endte med at spille hele sangen, som var en hyggelig og velkommen tilføjelse. Den smukke ballade ”The Gambler” afsluttede det akustiske sæt, hvorefter koncertsalen blev henlagt i mørke. Antonoff satte gang i den velkendte trommeintro til ”We Are Young”, og med ét blev samtlige smartphones i salen løftet i sky, og 1600 stemmer sang i kor til det storslåede, melodiske omkvæd.

Et ganske vellykket cover af The Rolling Stones’ ”You Can’t Always Get What You Want” afsluttede første sæt, og som forventet kom bandet tilbage og afsluttede aftenen med ”Some Nights” som ekstranummer. Resultatet var den samme som til “We Are Young” – en kogende sal, der klappede, sang og hoppede med til sangens jungletrommer. Ét enkelt ekstranummer var dog alt, hvad det blev til, og efter en time og et kvarters sjov, sagde bandet godnat og farvel til stor jubel. Bandet virkede oprigtigt taknemlige for den massive support, de havde fået, og det var også en Nate Ruess med et kæmpe smil på læben der sang “Some Nights”‘ mest deprimerende linje, »so this is it«. Det virkede i hvert fald ikke som om, at han var særlig ked af at have solgt sin sjæl og savnet sine forældre for aftener som denne.

Auditivt var det perfekt: lyden klar, instrumenterne spillet til punkt og prikke, og Ruess’ kraftige vokal var en klasse for sig selv. Jeg må erkende, at jeg savnede sange som ”Be Calm”, ”Walking the Dog”, og ”Light a Roman Candle with Me” fra debuten, men alt i alt var Fun.’s danske debut en stor succes, og de må meget gerne holde deres løfte om at vende tilbage hurtigst muligt.

★★★★★☆

Fotos: Maiken Høst Hansen

1 kommentar

Deltag i debat