Plader

Glen Hansard: Rhythm and Repose

Store følelser, stormvarsler og x-kæresten på kor. The Frames-frontmand Glen Hansard har netop kastet endnu melankolsk og folket plade af sig til glæde for alle med hang til hjerteknusende lyrik og nostalgiske ballader. Denne gang står han alene, dog uden at skille sig synderligt ud fra sine tidligere projekter.

Glen Hansard er blevet 42, moden og erfaren. Og dog stadig klassisk teenage-heartbroken. Hans solodebut, Rhythm and Repose, rummer lidt fra begge verdner – fra fine, livskloge og simple sange uden omsvøb og dramatik til stort arrangerede numre, der med bulder og brag bøjer budskaberne i neon for lytteren. Pladens røde tråd er den gennemstrømmende melankoli og nostalgien, som både er tydelig i Hansards tekstunivers og det folkede lydbillede.

Åbningsnummeret er repræsentativt for hele pladen med sine spinkle strygere, det klimprende fingerspil og Hansard i front med en langsommelig, introvert sørgmodighed i både vokal og tekst. Og med eks-kæresten Markéta Irglová på kor fornemmer man, at der raser storme af store følelser under den stille overflade. Et simpelt, men egentlig virkningsfuldt nummer, der ikke efterlader nogen som helst tvivl om pladens grundstemning.

Og dette er egentlig både pladens styrke og svaghed. For nok er Rhythm and Repose en sjældent homogen og gennemført udgivelse med hjertet på det rette sted. Men det er også en udgivelse, der mangler liv, spænding og gåpåmod. Som lytter savner man udfordring – man trænger til at gå selv frem for at blive båret så ubesværet og bekvemt gennem musikken. Melankolien kan godt tåle modspil – ellers risikerer de store følelser at drukne i sig selv.

For selv om Hansards stærke side helt klart er de langsomme, indadvendte ballader om livet på kanten af kærligheden som “High Hope” og “Bird of Sorrow”, er det befriende med numre som det mere uptempo og poppede “Love Don’t Leave Me Waiting” og det foruroligende “Talking With the Wolves” som afveksling. Og det grænsende til corny, men ret charmerende pop-nummer “Maybe Not Tonight2 fungerer godt som en sød, lille sag, der byder op til en kinddans – og lidt mere end bare kindkys.

Har man lyttet til Hansards andre projekter, The Frames og The Swell Season, vil man ikke blive overrasket over stilen på Rhythm and Repose. Solo-debuten fortsætter nemlig i høj grad i samme spor som Hansards udgivelser: pæne sange i mol om kærlighed og alt det, der følger med. Pæne tekster leveret af en pæn, blød stemme og et musikalsk arrangement, der ikke kan sættes én ærlig finger på. Det lyder måske en smule kedeligt (og er det til dels også), men det reddes hjem af Hansards evne til at få sangene til at lyde indfølte og ægte. Man tror simpelthen på, at manden har noget på hjerte.

Personligt kunne jeg godt tænke mig en mere modig udgivelse fra den dygtige og musikalske irer. At han ville sprænge rammerne eller bevæge sig lidt uden for skabelonen. Men når det så er sagt, er Rhythm and Repose en følsom, stærk og ærlig udgivelse, der er, hvad den giver sig ud for at være, og leverer varen lige til hoveddøren.

★★★★☆☆

Deltag i debat