Koncerter

Graham Coxon, 13.09.12, Lille Vega, København

Skrevet af Jonas Hjortdal

Blur-medlemmet, der aldrig blev voksen, men til gengæld en særdeles habil guitarist og soloartist – Graham Coxen – gav koncert i København, hvor han på fornøjelig vis spillede sine instrumenter i sænk.

Der har været god tråd i overflod i denne uge i København. Først  lagde en vis Mr. White Falconer Salen ned mandag, og blot tre dage efter var det så blevet tid til endnu en af generationens største guitarister. Denne gang fra vores side af Atlanten i form af Blurs enfant terrible: Graham Coxon. Godt nok foran en mere udvalgt skare i Lille Vega, men til gengæld med endnu mere tråd.

Nærmere bestemt havde han fire assisterende strengeinstrumenter udover naturligvis sin egen guitar, da han indtog scenen klokken 22 sharp. Ikke noget at sige til, at trommerne til tider faldt noget i baggrunden. Koncerten blev skudt i gang på demonstrativ vis med “Advice” fra det ganske glimrende 2012-album A + E. En tight sag om det kedelige tour-liv, leveret i et tempo og med en energi, der fremhæver den tunge ironi. Den ironiske distance er et gennemgående tema fra den musikalske altmuligmand, der egenhændigt har indspillet samtlige lydspor på de otte soloplader.

Efter et kompliment til publikum og et drag æblemost, fortsattes der i samme tempo på den lidt ældre “Spectacular”, og efter endnu et par sager fra den aggressive solo med svulstige soloer, var den første guitar allerede spillet færdig, hvilket gav et kærkomment break og første mulighed for at vise evnerne som entertainer. Et job Coxon, at dømme efter publikums reaktion, også løfter. Og så skadede det nok heller ikke, da han meddelte, at »turen i øveren« ville komme til at række ud over de afsatte halvanden time.

Efter den korte puster blev tempoet taget bare et lille nøk ned på en tredobbelt servering fra A + E. Først en udvidet version af nummeret “City Hall” med en spacy intro og endnu en blæret solo, så nummeret “The Truth”, der blev præsenteret som en sang om at blive tævet til ukendelighed i en fremmed by. Herefter fulgte et af de numre, der at dømme på reaktionen var blevet set mest frem til hos de fremmødte: Det svært catchy singleudspil “What’ll It Take”. Også her blev der spillet på alle showmanshippets tangenter, da Coxon i et nær-epileptisk rysteanfald gnider guitaren mod maven og messer »What’s wrong with me?« ud i rummet. Havde det været en session hos psykologen, var der helt sikkert nok skeletter i skabet at tage fat på, men på tidspunktet er det svært ikke at glæde sig over, at vi ikke står over for et af guds bedste børn.

Koncerten var på en og samme tid nærværende og leveret med den britiske cool distance. Endnu et holdepunkt fandt man godt midtvejs i “You And I”, der brillerer ved at være et af få oplagte numre til taktfaste klapsalver.

Graham Coxon symboliserer den del af Blur, der aldrig er blevet voksen. Al den sen-pubertære socialrealisme samlet i én person. Og med baghistorien med rigelige mængder alkohol og det, der er værre, er det ikke svært at forestille sig, at de mindre sofistikerede dele af bagkataloget er selvbiografiske. Det er på samme tid Coxons store styrke og svaghed. For selvom der er noget befriende uprætentiøst over sange som “Bottom Bunk”, der bliver præsenteret råt for usødet som »a song about wanking«, så savner man i et sæt på mere end 100 minutter lidt flere pusterum og lidt mere variation. Især når man ved, at hans sangskrivning rummer det. Tag for eksempel sjæleren “All Over Me”, der blev leveret som et af hele fem ekstranumre.

Med “Sorrow’s Army” lukkede og slukkede Coxon festen med en lydside, der læner sig op af netop Jack Whites Midwest-inspirerede sideprojekt The Raconteurs. Selvfølgelig stadigvæk holdt i skak af den umiskendelige britpop-vokal. Mere end halvanden times amokløb mod trommehinderne blev vi forkælet med, og det kunne garanteret være blevet til mere, hvis ikke Graham Coxon og co. havde spillet instrumenterne i sænk. I bogstaveligste forstand. I stedet forlod han scenen på samme måde som han ankom. Med en billedlig langemand efter at have holdt sit løfte og være gået 10 minutter over tid.

★★★★½☆

3 kommentarer

Deltag i debat