Det slår mig gentagne gange undervejs i gennemlytningen af Jens Lekmans nye album: ”Jeg burde ikke være så ubetinget vild med det her”.
Lekman er vel om nogen kendt (og elsket, men måske også hadet) for sin uafviselige kitsch-faktor. Som Undertoners anmelder udtrykte det om ep’en An Argument With Myself fra 2011: ”Mine tanker søger i retning af kitschede tv-reklamer, gamle 50′er-croonere, easy listening, charterrejser og ventetoner på kommunale telefonlinjer”. Det er naturligvis – og heldigvis – også tilfældet med I Know What Love Isn’t.
Og mærkværdigt nok siger alt i mig, at jeg elsker det. Den bløde saxofonsolo i ”Erica America”, det kække fløjtespil i ”Some Dandruff on Your Shoulder”, jeg kunne blive ved – der er så meget guilty pleasure i svenskerens univers, at det meget vel ville have været til at få kvalme af, hvis det ikke havde været så genialt udført.
Der er dog meget mere end kitsch og croon at komme efter. Som alle, der har stiftet blot et minimum af bekendtskab med Jens Lekman, vil vide, er han ikke blot en meget sikker stilist. Han evner også at fortælle historier som de færreste sangskrivere i dag. Som albumtitlen antyder, har vi denne gang at gøre med et rendyrket kærlighedstema – af den ulykkelige slags. Baseret på en virkelig historie, fra dengang Jens selv blev forladt.
Naturligvis tilsat en god portion humor, for Jens Lekman er jo bare virkelig sjov, selv når han er ked af det. Hvis ikke det er en glittet saxofon, så er det træfsikre verselinjer som »I started working out when we broke up / I can do one hundred push-ups« eller titler som ”I Want a Pair of Cowboy Boots”, der hiver den værste patos ud af de kuldslåede kærlighedshistorier. Alligevel er teksterne i bred udstrækning mindre fjollede denne gang. Humoren betyder ikke en distanceret ironisering over det forliste forhold. Dette er en både underfundig og nøgtern skildring af kærlighedens veje og vildveje, meget velformuleret og frem for alt meget personlig. Den knugende alvor er ikke til at tage fejl af på for eksempel den helt uimodståelige “She Just Don’t Want to Be With You Anymore”.
Med titlen “Every Little Hair Knows Your Name” i hver ende af albummet, instrumental som åbning og med tekst til slut, fremstår det som en perfekt afrundet helhed, et værk, hvor det forrige (glimrende) album, Night Falls Over Kortedala, var mere fragmentarisk i sit udtryk. Man kunne kalde dette et konceptalbum i allermest positive forstand – og det fra en mand, der tidligere har udtalt, at han hader betegnelsen album. Det tematiske flow understøttes elegant af de glidende overgange internt i de enkelte numre: Det er ofte ikke rigtig til at høre forskel på vers og omkvæd, ingen pludselige temposkift eller elementer, der skriger til himlen; det hele blender sammen i en fløjlsblød produktion, der kæler for din øregang.
”The End of the World Is Bigger Than Love” er glasuren på kagen, hvor jeg overgiver mig totalt til fællessangen og det fortrøstningsfulde budskab – ja, verdens undergang er større end både dit forliste forhold og aktiemarkedet. Alle med kærestesorger vil have godt af at klappe med på den her. Et andet sted lyder det: »You don’t get over a broken heart / You just learn to carry it gracefully.« En konstatering, der kunne stå som undertitel for hele albummet, med en melankoli, der er Morrissey værdig.
Det er hele fem år siden, Lekman sidst udsendte et fuldlængdealbum, og hvor er det dejligt at have ham tilbage. I Know What Love Isn’t er på én gang til at grine og græde over. Nye lyttere kan med fordel stå på her, og gamle fans vil ikke blive skuffede. Jens Lekmans fintfølende evne til at udfordre, underholde og overraske sit publikum er imponerende, måske mere end nogensinde før.
