Plader

JJ DOOM: Key to the Kuffs

Skrevet af Niklas Kiær

Efter sit 2009-album Born Like This tog DOOM på Europa-turné, men da han ville hjem igen til USA, sagde myndighederne nej. Eksileret i London har han samarbejdet med produceren Jneiro Jarel, og resultatet er godt og rummer overraskelser.

DOOM og Jneiro Jarel er måske ikke navne, der får enhver musiklytters klokker til at ringe, men de to herrer, der til sammen udgør JJ DOOM, er veteraner i rappens undergrundsmiljø. I en tid, hvor hiphop-fans har en sygelig trang til at fokusere på det nye, har de to herrer formået at holde sig relevante gennem en længere årrække. Således har de begge startet deres respektive karrierer i slut-80’erne, men først rigtigt fået hul på bylden efter årtusindskiftet som henholdsvis superskurk og alternativ beatsmed. Det er ikke det eneste, de to har til fælles. De er begge både producere og rappere, begge har tendens til personlighedsspaltninger gennem utallige aliasser, og de har begge tidligere lavet samarbejdsprojekter med andre. Det giver derfor også rigtig god mening, at de to slår pjalterne sammen og skaber et fælles album. Key to the Kuffs er heller ikke deres første samarbejde, idet DOOM rappede med på Jarels Shape of Broad Minds-album Craft of the Lost Art, og adskillige af DOOMs numre er siden røget i remix-maskinen hos Jarel.

Inspirationen til albummets tekster kommer fra en lidt besynderlig situation, som DOOMs civile alter ego, Daniel Dumile, endte i efter en Europa-turné med det sidste album, Born Like This. Rapperen er født i Storbritannien, men har boet i USA hele sit liv. Da han forsøgte at komme tilbage til USA, blev han nægtet adgang, og han har derfor måttet bruge de sidste år i London. Tidligere har DOOM karakteren hintet til disse angelsaksiske bånd, men isolationen har givet mulighed for at dykke længere ned i disse aner. Således har flere af numrene samples fra britiske serier, nogle er baseret på britiske talemåder, og generelt er superskurken nu på færde i Storbritannien.

Det første, man lægger mærke til på Key to the Kuffs, er den noget lettere stemning ift. det dystre og depressive Born Like This, som led under sin lidt for mørke stil. Humoren har altid været et af DOOMs stærkeste kort, og den er endnu mere i fokus på dette album end tidligere. Generelt lyder det, som om rapperen har haft godt af pausen siden sidst, og med dette album er DOOM tilbage i den form, der gjorde ham en af de mest velanmeldte rappere op gennem 00’erne. Det er lang tid siden, der er blevet rappet med samme sjæl som i “Winter Blues” og med samme energi som i “Banished”.

Lyden på albummet adskiller sig også fra tidligere DOOM-projekter. Jneiro Jarel formår med en skæv elektronisk lyd at udfordre rapperen til at finde nye sider af superskurken frem. Dette har blandet andet resulteret i et af de første rendyrkede kærlighedsnumre fra den ellers så hårde og overlegne karakter. I førnævnte “Winter Blues” er produceren og rapperen helt på bølgelængde, og det resulterer i en rørende fortælling om det savn, Dumile har oplevet siden sin eksilering, hvor han har måttet lade familien blive hjemme i USA. DOOMs høje lyriske niveau, sammensat med den rette lydbaggrund og det uventede emne giver et af pladens helt store lyspunkter.

Ikke alt er dog positivt. På de enkelte numre, hvor DOOM ikke selv rapper falder niveauet. Jneiro Jarel forsøger sig på “Dawg Friendly” uden at gøre særligt væsen af sig, og det samme kan siges om “Still Kaps”, hvor Jarels tidligere samarbejdspartner i Willie Isz-projektet, Khujo Goodie, får snakket sig gennem et vers uden noget særligt fokus. Derudover kunne man som producer også godt have fået mere ud af bidragene fra så store navne som Damon Albarn og Portisheads Beth Gibbons.

Som JJ DOOM når hverken rapper eller producer topniveauet. Det lykkes dem dog stadig at føje et opfindsomt og nytænkende album til deres lange og imponerende katalog. Selvom træerne aldrig gror ind i himlen, er der stadig eksempler på noget af det, der altid har adskilt DOOM fra andre rappere og gjort ham til en favorit blandt rapnørder verden over. Evnen til konsekvent at vælge det mest uventede og usandsynlige rim er en konstant underholdningsværdi i en genre, som normalt spiller på genkendelighed. Et perfekt eksempel er de første linjer på åbneren “Guv’nor”: »Catch a throatful / From the fire vocal / Ash and molten glass / like Eyjafjallajökull.« Ingen anden rapper kan dette, og derfor er DOOM stadig overskurken.

★★★★½☆

Deltag i debat