Plader

Lawrence Arabia: The Sparrow

New Zealandske James Milne følger hæderligt op på forgængeren med charmerende og snedige melodier. Popblusset er dæmpet en smule til fordel for et ekstra symfonisk lag.

Skærer man ned på saltet i madlavningen, vil mange nok ty til en ekstra ingrediens. Måske et skud chili eller et fed hvidløg for at give lidt mere smag. Chefkokken, James Milne alias Lawrence Arabia skruer på The Sparrow ned for den harmoniske og klassiske popmelodi, der prægede hans to første albums. Milnes svar på at bevare den gode smag er at skrue op for den symfoniske pop og drysse en håndfuld 60’er-nostalgi i gryden. De rene popmelodier er dog langt fra udkogte. De ligger stadig og simrer i overfladen.

The Sparrow er kendetegnet ved klaverbaserede numre akkompagneret af stilfulde strygerarrangementer. Værket indledes med den elegante og violinbårne ”Travelling Shoes”, der snildt får tåspidserne til at vrikke i takt. Et nummer, der også fungerer som førstesinglen fra albummet. Det lyder på ingen måde som 2012, men leder nærmere tankerne hen på et gammelt Roy Orbison-nummer.

“The Listening Times” er fløjlsblød, let og svævende. Havde man vinger, så fløj man. ”The 03” er legesyg og peaker sådan cirka der, hvor tælleren runder 2:13. Forbandet smukt!
“Dessau Rag” er en instrumental jazzet spadseretur hjem ad storbyens boulevard en sen nattetime. Lydmæssigt ville den uden videre passe ind på Tom Waits’ Heart of Saturday Night fra 1974.

Milne lever delvist i fortiden og lyder umiskendeligt som en popsmed fra en svunden æra. Vokalmæssigt mestrer han flere stilarter. Han nærmer sig flere gange John Lennon, og falset er han heller ikke bleg for at kaste sig over. En musiker, der spiller på mange tangenter, men dog ikke så mange som sidst. På forgængeren, Chant Darling, spillede han nemlig selv samtlige instrumenter, mens han denne gang har allieret sig med Connan Mockasin og Elroy Finn.

Det symfoniske lag med strygere en masse klæder Milnes lyd og giver en ekstra dimension til hans i forvejen flerstrengede talent. Albummet bygger videre på en nostalgisk lyd, der oser af god atmosfære. Det dufter mere end godt og brænder aldrig for alvor på. Men det ville give lidt mere smag, hvis han turde kravle op over simrestadiet – bare på et enkelt nummer – for The Sparrow holder konstant låget på. En anelse mere saft og kraft, tak!

The Sparrow smager på mange måder af mere. Den er godt krydret med ingredienser, der pirrer ens sanser. En bemærkelsesværdig styrke ved albummet er, at hvert af de ni numre har en kvalitet i sig selv. Der er ligesom ikke rigtig noget i vejen, ikke rigtig noget at pege fingre ad. Albummet er som sådan klart til servering og vil være letfordøjeligt for de fleste – overvejende ligetil og umiddelbar. Men skal hovedretten helt op at ringe, så mangler den dér sidste ingrediens, der kan være svær lige at sætte ord på. Måske et skud chili faktisk ikke er så tosset endda.

★★★★½☆

Deltag i debat