Plader

Morten Skou Andersen og de mennesker han normalt sammenligner sig med: Varme hænder koldt hjerte

Skrevet af Jens Blendstrup

Morten Skou Andersen giver den på sit nye album som rablende protestsanger, og han tager fat, dér hvor det gør ondt: i globaliseringen, i den korset-stramme fornuft omkring os, i tanken om verdens undergang.

Jeg har fået en enorm plade. Nej, jeg har fået to plader og en sanger. Hele to cd’er med protestsange og viser. For det er vel viser, det her. Eller fortællinger sat på lyd. Det længste nummer, “Ansigt”, varer 21 minutter.

Og lad mig sige det straks: Fra første nummer var jeg fanget. “Den 21. maj 2011” er et 12 minutter langt nummer om en Facebook-opdatering, der sender fortælleren ud på en rejse mod undergangen. Det er ekstremt inspirerende. Morten Skou Andersen er bestemt ikke karrig med sin historie. Den mærkelige påstand om verdens undergang i et lille menneskes hoved. Det er som at høre Skousen og Ingemanns “Knud Lavard” fra Herfra hvor vi står, bare opdateret eller udfordret. Jeg forstår ikke alt, men det gjorde jeg heller ikke på “Knud Lavard”. Og anelser må gerne besynges uendeligt.
På sin vis er det også dommedagens mest irriterende træk, at alt kan bruges som varsler. Og fortællingen har en meget fin lille historie om to unge menneskers forelskelse midt i det hele. Man fornemmer, at pigen Johanne er godt træt af drengen Mortens uendelige mantra om, at den 21. maj i år falder dommedag. Ja. Jeg kan mærke det. Der er en sær 60’er-ånd over det her. Men det er 60’er-ånd strakt ud i en meget, meget lang armslængde, der sine steder nærmer sig ren ironi og besk humor. Ikke ufarlig. Men heller ikke uudholdeligt bedrevidende eller langskægget naive, som dengang visernes forfædre spillede dem.

Et sted har jeg læst, at Morten Skou Andersen debuterede som 10-årig. Måske er det denne 10-årighed, der gør hans univers let tilgængeligt og underholdende. Han har faktisk en del til fælles med en anden sanger, som jeg sætter højt, Peter Butzback Larsen, som heller ikke er bange for at skrive tekster, der overhovedet ikke overholder vers og sang-lyriske formler. Morten Skou Andersen er mindre poet. Mere debattør.
Faren ved Skou Andersens univers er, at det indimellem tenderer en slags referat om “Byfornyelsen” af Enhedslistens gruppemøde i Albertslund refereret klokken 04 af suppleant Leif Mogensen på Bobi Bar. Men jeg synes altså, det er charmerende og fedt. Det er en slags lakune-skriveri, han bedriver. Der er hele tiden sammenhænge, der kommer til syne.

I “Byfornyelsen” foregår der tilmed et fantastisk musikalsk spring fra vise til decideret tango for en enkelt guitar. Musikalsk kunne det sagtens være en plade, der var optaget på Christiania i 1977. Og nu får jeg nærmest koldsved, for jeg ved ikke, hvorfor det altid er mig, der får de her plader! Men det rammer jo fint ned i den mærkelige retro-hippie-bølge, som i de her år kører sideløbende med forbudspis og papir og kæft, trit og smertefuld korsetfornuft a la 50’erne. Og begge dele mødes virkelig fint i skumsprøjt på den her plade.

Efterhånden som man kommer ind i pladen, fornemmer man en rablen, som stiger. Skou er protestsanger. “Branding Danmark” er en pragtfuld ond skildring af en samtale mellem brandingdanmark og globalisering, som ender i en slåskamp. Det er pragtfuld overtydeliggørelse og drillesyg omgang med døde ord.  Sådan skal moderne samfundskritik lyde. Man ler og forstemmes. Og musikken stikker godt.

“Jeg mødte fremskridtet på en natklub” er atter en dejlig konkretisering af fremtiden, som drejes og vrides og plastificeres, så ingen aner, hvad de betyder andet end noget, der lyder godt og ‘voksent’ og, hmm, fremtidsikret. Det er Cæsar og Niels Hausgaard i ét.
Men faktisk er der også – det bliver tydeligere på cd 2 – tekster, der peger mod digtere som Nikolaj Zeuthen, når han er mindst akademisk. Ikke særligt sexfikseret, men meget sexet omgang med døde ord og faste vendinger.

Jeg kan rigtig godt lide, når Morten Skou Andersen har kor på. Men han skal passe på, at der ikke går vikingespil i sangene. Det var nemlig meget moderne i 70’ernes venstrefløj at sammenligne nutidens krige med f.eks. mord i middelalderen og den slags. Jeg har fuld forståelse for projektet, men det bliver meget let en slags tørvemose-poesi. Firkanter, der holder, men ikke gider høres, fordi de stinker af velmenende fornuft og fattig, men solid tørv.

Det vil være synd, for på de bedste numre har hr. Skou fat, hvor det gør ondt. Som i “Rytterstatuen af Christian den V på Kongens Nytorv”. Hvor teksten også udfordres lidt af musikken. I det hele taget, når Skou Andersen lader guitaren svinge, skæres teksterne naturligt og kommer derved også mere rundt i nye retninger. F.eks. i “Forbandede slægter”, hvor han står på skuldrene af gamle bøger. Eller “Ræter” – om en dues forfærdelige dødskamp, hvor Skou magisk og koldt skildrer due og ufornuft og kærlighed og taglægning tilsat idiotisk opgravning af moselig – det er superskarpt. Her rammer han helt rent. Han er mere illusionsløs og ind til benet. Og hvor det er fedt.

Skal jeg være ærlig, foretrækker jeg faktisk de sange, der går helt ind i en hverdagssituation: Facebook, Netto eller udgravning af due, som så kastes ind i den større verden. Der har han sin virkelige styrke. “Ritualer”, waw. En tæt, tæt ond skildring af en iagttaget elsket tilsat en næsten Vaya Con Dias-agtig musikalsk indpakning.

Varme hænder koldt hjerte er Morten Skous tredje udspil, og jeg vil rigtigt gerne høre mere.

★★★★★☆

2 kommentarer

  • Kære Blenstrup

    Jeg er helt enig i tildelingen af de mange U’er! Jeg synes dog, det er en skam, at du lægger vægt på Morten Schou Andersen som protestsanger og debattør fremfor poet. Personligt ser jeg mere protest-aspektet som rammen for Morten Schou Andersens fantastiske, finurlige, ondskabsfulde, smukke og yderst velskrevet lyrik som de fleste der går under betegnelsen poet ikke når i nærheden af.
    Men det ene udelukker selvfølgelig ikke det andet. Og helt fair at man fokuserer på forskellige aspekter i musikken. Synes blot det skulle nævnes…

  • Velfortjent flot og meget rammende anmeldelse.
    Modtog pladen (som blev vundet i jeres fantastiske julekalender) i går og er allerede grebet af universet. Fantastisk. Intet mindre.

Deltag i debat