Plader

Neil Young & Crazy Horse: Americana

Skrevet af Pladeklubben

Neil Young har fundet sammen med Crazy Horse for første gang i ni år på Americana. Det er ikke decideret vellykket, men det har en vigtig pointe alligevel.

Neil Young er en mand, der får mange idéer. Tit og ofte fører disse indfald til nogle af de væsentligste udgivelser, rocken har set. Andre gange styrter de brændende til jorden og har mest af alt den effekt, at lytterens tæer kommer i direkte kontakt med hans hæle. Når han har Crazy Horse med som backingband, er det allermest tydeligt.

Crazy Horse er ellers som sådan et af de absolut bedste bands, en mand kan have i ryggen, og lad os lige dvæle lidt ved det. For når Dylan har The Band med sig, eller når Nick Cave har Bad Seeds som opbakning, er der garanti for højt, højt teknisk niveau og et swing, der har inspireret vidt og bredt i årtier.
Crazy Horse er muligvis ikke det bedste band i verden, målt på ren teknisk kunnen. Det er heller ikke nødvendigvis det bedst swingende backingband, man kunne ønske sig. Men bandet har noget andet, de har nemlig nosser. Store, svedige bagekartofler, der dasker tungt fra side til side, når de griber deres instrumenter og løfter Youngs sange frem. Og det har de stadigvæk på deres første møde siden det besynderlige konceptalbum Greendale fra 2003.

I virkeligheden er det det bedste, der er at sige om Neil Youngs seneste udgivelse, Americana; at den beviser, at Crazy Horse stadig er en af de saftigste druer i klasen, når det kommer til den ædle kunst at rocke som bare fanden.

Desværre er det ikke nok til at gøre Americana til en særligt mindeværdig plade. Neil Young har grebet fat om en række traditionelle amerikanske folkesange som “Oh Susanna”, “Clementine” og “This Land is Your Land” og giver dem en ny indpakning.

Det er en som sådan en ganske god idé. Der er masser af gode grunde til at tage fat på den amerikanske folkearv og vride dens arm om på ryggen, flå den fra hinanden og se på, hvad der ligger tilbage. Men i tilfældet Neil Young er det bare endnu en af de der idéer, der måske kunne have trængt til en kærlig kritik, inden den kom så vidt som til pladestudiet. Uden sammenligning i øvrigt, er her langt mere af arven fra Weld, Arc og Trans, end der er fra Everybody Knows This Is Nowhere, After the Gold Rush eller Rust Never Sleeps. Man fornærmer næppe nogen ved at skrive, at førstnævnte kræver en velvoksen portion kærlighed at lytte sig igennem, mens sidstnævnte er formidable værker, der er kanon i enhver pladesamling, der tager sig selv alvorligt.

Americana er Neil Young, der har fået en idé, ringet til Crazy Horse, der beredvilligt er stillet op – og ud er kommet en lidet mindeværdig plade, som dog tjener et særdeles vigtigt formål, nemlig at bevise, at Crazy Horse ikke har fået bedre plads i bukserne i løbet af de ni års pause. Nosserne buler stadig voldsomt derinde, og Crazy Horse har stadig det, der gør dem så fantastiske.

Frank Sampedro, Ralph Molina og Billy Talbot spiller stadig med al den vilje og energi, der har gjort dem og deres udgivelser til det, de er, og der er ingen alderdomssvækkelse at spore på Americana.

Så er det bare ærgerligt, at Neil Youngs versioneringer af klassikerne er halvkedelige eller sine steder endda decideret bøvede. Som “Oh Susanna”, hvor sangen er så omskrevet, at den ikke levner en fjert af originalen og således nærmest er en ny sang – skabt med den dovenskab, det er, at man ikke har gidet at skrive sin egen tekst. Eller på “Tom Dula”, hvor sangen om soldaten, der slog sin kæreste ihjel, har fået masser af strøm og liv fra Crazy Horse, men stadig står som en underlig mellemregning i Neil Youngs karriere.

Americana lyder ikke så meget som en helstøbt plade, men snarere som en fiks idé og en opvarmning til det kommende album, Psychedelic Pill, der kommer til oktober. Og set som sådan lover Americana rigtig godt. For Crazy Horse har stadig sine nosser – og Neil Young har helt sikkert også adskillige gode sager i sig endnu. Americana er bare ikke en af dem.

Mads:

★★★☆☆☆

Bertel:

★★★☆☆☆

Deltag i debat