Koncerter

Newbees Festival 2012, 28.-29.09.12, Stakladen, Studenterhus Aarhus

Undertoner har været på Newbees Festival i Aarhus, og er blevet klogere på morgendagens danske musikscene. Det blev til en weekend med indierock og drømmepop en masse. Og så en meget festlig afslutningskoncert.

Den lille Aarhus-festival, Newbees, har siden 2008 år efter år præsteret at forudse, hvilke af de mange dygtige bands på den danske upcoming-scene, der har haft potentiale til at være lidt mere end bare upcoming. Festivalen har således kunnet præsentere navne som Bodebrixen, Spejderrobot, Quadron, The Rumour Said Fire, Penny Police og Ulige Numre – mange af dem lige inden de for alvor slog igennem. Newbees Festival er altså et godt sted at kigge forbi, hvis man vil have et glimt af morgendagens musikscene herhjemme.

Homewrecker på scenen fredag.

I år var programmet ikke mindre spændende. Det bød på varme navne som de rock’n’rullende Homewrecker, 80’er-hitmagerne i Dig & Mig, ep-aktuelle Jetsi Kain, drømmepopduoen We Were Born Canaries og Lucy Loves hårdeste konkurrent i dansk grime, Linkoban. Det var derfor med spænding, at jeg begav mig mod Studenterhuset i Aarhus fredag og lørdag aften, for at få et indblik i hvad der rører sig i undergrunden.

Schultz and Forever, fredag kl. 22.35

Schultz and Forever er den kun 17 år gamle Jonathan Schultz’ soloprojekt. På et år er han gået fra blot at være uprøvet hobbymusiker til et seriøst og spændende navn, leverandør af fine fingerspilsballader og snart ep-aktuel. Til januar udgiver Schultz and Forever nemlig fire sange, som han netop har skrevet under et besøg i hjerternes by, Paris.

Det mest karakteristiske træk ved Schultz and Forever er helt klart Jonathan Schultz’ vokal, der er brægende som Bob Dylans, men med det følsomme tvist, man kan høre hos f.eks. Bright Eyes’ Conor Oberst. I koncerten virkede det til at begynde med lidt skabet og unaturligt. Men i virkeligheden skulle denne lytters ører nok bare lige indstilles på lyduniverset. For den lidt for følte vokal passede unægteligt godt ind i de fine, følsomme numre, som Schultz har vist sig at være stærk i. Det var stemningsfuldt og ærligt fremført.

Desværre er det sådan med ballader, at de ofte står stærkere, når de får lidt modspil. Ikke at der skal være festlige numre eller guitarfræs på alle musikeres repertoire, men det er nu ærgerligt, når smukke numre drukner i ensformige numre, fordi forskellen er så lille. Det bliver hurtigt en pæn, men lidt søvndyssende sang-suppe. »I’m on fire now,« sang Schultz flere gange på et af numrene. Det havde været fedt, hvis man som publikum også kunne mærke, at det rent faktisk var tilfældet. At der var noget på spil.

Når det så er sagt skal Schultz and Forever have ros for at være et band, der tager musikken seriøst. De er dygtige, og de spillede sig flot igennem det korte sæt. Rammerne var ikke til deres fordel. De havde gjort det bedre på et mindre, mere intimt sted. Men de formåede alligevel at skabe en stemning og et rum for bare at lytte og falde ind i sig selv og musikken.

De mest velfungerende numre lod til at være af Jonathan Schultz’ nyere produktioner, og det tegner jo godt for den unge mands fremtid i dansk musik. Jeg glæder mig i hvert fald til at høre, om der kommer lidt mere liv og energi i numrene på den kommende ep.

★★★☆☆☆

Dig & Mig, fredag kl. 00.30

Dig & Mig holdt en fest sent fredag aften.

Festen var godt i gang allerede inden Dig & Mig gik på, fornemt programsat til at slutte fredag aften af med bulder og brag.

Og placeringen som afslutningsnavn levede de i hvert fald op til. Der var distortion på guitaren, håret var sat og attituden sagde ikke så meget andet end ‘fyr den af’. Det lignede og lød som noget fra 80’erne – og det helt sikkert med fuldt overlæg.

Man må jo rose dem for at være fuldstændig sikre i deres udtryk, både i musik og optræden. Men jeg synes faktisk, at det er en lidt småkedelig karikatur.

Dertil kom at lyden ikke var helt på toppen, og det hele derfor kom til at fremstå endnu mere skramlet og gymnasieagtigt. Og som hos et godt gymnasieband var energien jo fed, men musikken blev jappet væk i et højt tempo uden den store indlevelse. Jeg er med på, at genren ikke lægger op til al for meget følsomhed og intensitet. Men jeg synes godt, at man – selvom man laver festlig 80’er rock’n’roll – må tage sin egen musik seriøst. Man må gerne mene det lidt. Ellers bliver det rent balleband.

Men bandet havde en fest og det smittede selvfølgelig af. Så hvis ambitionen bare er at lave fest og ballade, er målet jo nået. Jeg synes godt, at Dig & Mig kunne sætte overlæggeren lidt højere, og stadig lave en fest.

★★½☆☆☆

Age of Giants, lørdag kl. 21

Age of Giants, der før har været beskrevet i Ugens Undergrund her på siden, var efter min mening et af de mest interessante navne, Newbees havde på programmet. Bandets debut-ep, Mellow Fruitfulness fra januar 2012, vidner om et band, der har potentiale til mere end at skælve i undergrunden. Flotte kompositioner, der giver drømmeren lov til at drømme og lytteren lov til at lytte.

Den københavnske kvintet var sat på som lørdagens første navn, og det var egentlig ærgerligt, for gulvet var på det tidspunkt stadig lidt tyndt befolket i forhold til, hvad musikken egentlig kunne trække. Stemningen blev simpelthen lidt tam, selvom musikken næsten ikke kunne være mere stemningsmættet. De mange, der ikke havde fået taget sig sammen til at vende næsen mod Stakladen omkring kl. 21, gik glip af noget. Her blev der nemlig spillet drømmepop, der formåede at være søgende uden at være udefinerbart. Shoegaze, der var sløvt uden at være kedeligt. Og det er en sjældenhed.

Det var nok en fordel for Age of Giants, at de denne aften kun skulle spille et relativt kort sæt. For bandet havde ikke energi til at løfte den lidt søvnige stemning i salen, og det selvom de spillede nogle af numrene lidt mere rocket, end de fremstår på indspilningerne. Men fordi koncerten var så kort, blev den tamme atmosfære heldigvis aldrig rigtig et problem.

De fem musikere virkede som om de hvilede godt i sig selv og havde styr på deres egen musik. Sidstnævnte lyder måske let nok, men jeg synes faktisk, at lige præcis det er dét, mange undergrundsbands mangler: Den solide, gennemgående sammenspillede lyd, der ellers kendetegner bands, der har været i branchen i mange år. Bestemt ikke dårligt for et så forholdsvist nyt projekt.

★★★★½☆

We Were Born Canaries, lørdag kl. 21.45

Jeg havde selv den ære at anmelde drømmepopduoen We Were Born Canaries’ debutplade af samme navn i foråret 2012. En rigtig fin plade, som jeg stadig lytter en del til, men som jeg samtidig synes, er en lille smule kedeligt pæn.

Smukke gæster på Newbees Festival.

Derfor var jeg spændt på, om de, når de spillede live, kunne få musikken til at fremstå mere nærværende og vedkommende. Om der virkelig var noget på spil for dem med det her projekt.

Lad mig sige det med det samme: Det var der. Forsanger Stine Grøns vokal var knivskarp, og hun var fuldstændig til stede på scenen. Jeg kan heller ikke sætte en finger på bandets lyd – de spillede fornemt sammen og havde den instinktivt gode kontakt mellem hinanden, der kendetegner dygtige musikere.

I øvrigt viste det sig, at debutpladens numre egnede sig særdeles godt til liveoptræden. Mange af dem blev mere rå og levende, mindre svævende og diffuse. Særligt spillede de en fed version af ”Go Cold Turkey”, der var meget intens og næsten fik lidt præg af stammemusik. Lækkert. Også balladen ”I Still Like Too” sad lige i skabet.

We Were Born Canaries fremstod bestemt som et mere modent band, end mange af de andre på programmet. De havde styr på dynamikken i koncerten, de gav publikum afveksling i lydbilledet og de havde en energi, der nåede langt ud over scenekanten. Jeg er helt sikker på, at vi kommer til at høre mere fra We Were Born Canaries, og jeg kan kun anbefale at få hørt dem spille deres numre live. Der gør de det bedst.

★★★★★☆

Linkoban, lørdag kl. 00.25

Linkoban er blevet lidt af en it-girl inden for dansk undergrundsmusik med sin poppede grime, sine vilde moves og sin no bullshit-attitude. Hun er før blevet kaldt »Danmarks svar på M.I.A« – og det er bestemt ikke uden grund. I et program fyldt med indierock og dreampop skilte hun sig klart ud med sin mere aggressive, udadvendte stil. Alligevel virkede det som den perfekte afslutning på to dages indie-festival at få fyret op for dansegulvet med noget solid festmusik.

Selve showet på scenen var sindssygt karikeret med to fimsede, mandlige dansere og Linkoban i midten, der på bedste divamanér dikterede, at nu var det slut med at hænge ved bordene over de halvtomme fadøl. Og havde det ikke været for de fadøl, havde man måske syntes, at hun var lidt for meget af det gode. Men Linkoban havde virkelig publikum i sin hule hånd fra start til slut. Overraskende professionelt.

Stort set hvert eneste nummer, hun spillede, havde umiddelbart hitpotentiale i stil med ”Wipe Your Mouth” og ”Super Into On It”. Der var ingen afveksling i typen af numre, det var lige på og hårdt hele vejen igennem. Egentlig lidt intetsigende og musikalsk ikke specielt interessant. Men ros til Linkoban for at være overraskende dygtig på rap-stykkerne, og for at være en fuldstændig materialisering af begrebet ‘partystarter’.

★★★★☆☆

Fotos: Janus Engel Rasmussen

Deltag i debat