Plader

Purity Ring: Shrines

Skrevet af Lise Christensen

Med stærk inspiration fra hiphop skaber Purity Ring fængende pop, der slet ikke er så artig, som bandnavnet lægger op til.

Min veninde drømte engang, at hun skulle have en kosmetisk vaginaloperation i Sverige. I lufthavnen bliver hun samlet op af en taxachauffør, som skal køre hende til hospitalet. Sådan går det dog ikke. I stedet drejer taxaen fra motorvejen og kører ud af byen. Hun spørger forbavset chaufføren, om de ikke skal til hospitalet, hvortil han kækt svarer: »Næ, du skal i Helvede – og btw, det er et forsamlingshus ude på landet.«

Man kan kun forestille sig den ondsindede latter, der har lydt efter den melding. Unheimlich drøm? Det tror jeg nok. Eller som Megan James fra Purity Ring synger det på “Obedear”: »Oh my dreams come back to me / Oh my wrinkles build on me.«

Hverken det anatomiske, antitesen til den landlige “idyl” eller det uhyggelige er fremmede for den canadiske duo Purity Ring. Derfor kan det også lyde som en kærlighedserklæring, når personaen i “Fineshrine” beder om at blive sprættet op og lade den anden svøbe sig i hendes ribben og krone sig med hendes lunger. Det er James, der står for de lettere surreelle tekster, mens duoens anden del, Corin Roddick, leverer et solidt samplearbejde. Sammen skaber de fængende pop, der på én gang giver dig gåsehud og lyst til at danse, til sveden springer.

Shrines er trinnet videre end den normale pennevenudveksling. Roddick har de sidste to år sendt melodier til James for derefter at lege kreativt med de sange, han fik tilbage. Resultatet er et album med en sammenhængende og karakteristisk lyd, der placerer sig et sted mellem Holy Other og oOoOOs spøgelsesvokaler, Clams Casinos mutation af hiphop og pop og det catchy ved pladeselskabskollegaen Grimes elektroniske pop.

Purity Rings synthbaserede melodier er blevet tilsat adskillige effekter fra southern hiphop og dens langsommere slægtning, witchhouse. Det er nærmest ikke til at finde en vokalstump, der ikke er blevet behandlet eller brugt som lydlige twists; prøv blot at lytte til starten på numre som “Fineshrine” og “Ungirthed”. Der er også nedpitchede vokaler som på “Obedear”, der giver en drugged stemning, trap-elementer som trommerne på “Saltkin” og letbenet rap på “Grandloves”. Roddick er også glad for at køre instrumenterne gennem side-chain, hvilket får synthtonerne til at blusse op og fade ud og bassen til at gå som en sonisk svupper. Det giver musikken en spændende dynamik, at den i så høj grad er baseret på negative rum og brud på lyde. Denne dynamik får en ekstra dimension live, hvor musikken spilles på et hjemmebygget sampleboard af farverige lamper, der som tonerne lyser op og går ud igen.

Musikken er ofte lige så lys som Roddicks samplelamper, hvilket stiller den i opposition til James’ mørke tekster, der udfolder en romantisk gotik, som kryber ind under huden på lytteren. Den musikalske undtagelse er “Cartographist”. Her bliver synthlyden forvandlet til en hurtig vejrtrækning gennem maske, understøttet af en pulserende bas og slag, der runger som gennem stalaktitfyldte huler. Pænt ildevarslende. Det er dog et nummer, der virker bedre som udstillingsvindue for, hvilke effekter Purity Ring kan skabe, end det fungerer som en god melodi.

Den lyriske uhygge udfolder sig bedst, når musik og James’ vokal stikker den helt anden vej. Selv når James synger om at dræbe folk på “Lofticries”, er det, som om hendes stemme lyder gennem et filter af Bambi-øjne, regnbuer og enhjørninge. Selv samme stemme giver “Lofticries” og “Belispeak” en lillepigesensualitet, der er Nabokovs Lolita værdig, og markerer sig som en tvetydig kommentar til det seksuelt afholdende bandnavn.

Purity Ring har skabt et debutalbum, der har en overbevisende særegenhed i lyden, samtidig med at det tilgængelige bevares. Modsætningerne mellem melodi, tekst og vokal skaber aldrig for alvor en ambivalens, der fjerner det fængende og club-egnede i musikken. Der er sange som “Grandloves”, der giver en fornemmelse af, at Purity Ring kan udvikle sig til en one-trick pony, der forsøger at versionere en bestemt lyd i for ens en indpakning. Men så er der bestemt også poppletskud som “Fineshrine”, “Saltkin” og “Obedear”, der som drømme kunne give dig mangen en panderynke, men som i Purity Rings hænder giver dig lyst til at komme ud og danse uhyggen væk.

★★★★½☆

Leave a Reply