Koncerter

Reportage fra åbningen af Henning Young, 29.09.12, København

Skrevet af Anna Møller

I går lagde Svendborg-kollektivet Af Med Hovedet Amager ned og åbnede det nye spillested Henning Young på Krimsvej. Undertoner var med i billeder og snøvlende ord.

Ølkortet koster 50 kroner, og for dem får vi 11 øl. Hver af dem markeres ved, at et nummer prikkes ud på bagsiden, så det foto, der er på forsiden efterhånden er fuld af huller. På vores er et ældre ægtepar afbildet, og de er snart indkredset af elleve udbulede huller.

Lørdag den 29. september bredte musikkollektivet Af Med Hovedet sig fra de svendborgske øvelokaler til et nyt spillested og værksted på Amager, Henning Young Society. Musikprogrammet for aftenen var langt og lettere fabulerende i sine farverige beskrivelser, der mildt sagt bøjede sandheden. Yoyooyoy-musikeren Andreas Führer (and the New Brown) blev beskrevet som et »hiphoporkester m. billig soulklaver og topmotiveret band,« mens de larmende impromusikere i MX Orkester skulle spille »sart og tranceagtig folkerock«. Rimelig lempelig omgang med sandheden – og rimelig morsomt.

Og hvorfor hedder det så Henning Young Society?

Emil Elg fra Synd og Skam forklarer det med, at Af Med Hovedet havde et hus, de overtog efter Hells Angels i Svendborg, og det kaldte de Hennings Angels. I København er der vist et kollektiv, der hedder Neil Young Society, og så kaldte de stedet her for Henning Young Society eller bare Henning Young.

Stedet på Krimsvej på Amager er lørdag fyldt med unge mennesker til åbningen af spillestedet og værkstedet, og en bunke bands på plakaten fra både musikkollektivet, Yoyooyoy og andre steder i undergrunden. Gryderne ude i køkkenet serverer en brun masse med ris, der er velsmagende og kun koster 15 kr, og klokken 22 ruller Af Med Hovedets faste indslag, snaps & sild, ind.

Mange synes at have samme tilgang til musikken. Det er legende, uhøjtideligt, udtryksfuldt og til tider naivt i udtrykket. Flere bands synger på dansk, og der er en løs opfattelse af vigtigheden af at synge rent, skabe harmonier og producere almen velklang. Tværtimod synes et af præmisserne at være en fascination af det smadrede, skramlede og lo-fi i ægte punk/Ungeren-ånd. Men ikke nødvendigvis med den destruktive energi, man ofte finder til en punkkoncert.

Det resulterer i øjeblikke, hvor det kan være svært at finde musikalsk helle eller i det hele taget holde ud at være i lokalet, men andre gange er det interessant. Ikke mindst, fordi Henning Young synes at tegne det forsigtige omrids af en ny bølge af sort punkromantik, der er fyldt med både kærlighed og smerte.

Søren fortolker Broby-Johansens voldsomme digtsamling “Blod” fra 1922 iført Troldmand-t-shirt og gentager »baktier, bakterier, bakterier« – vistnok fra digtet “Livsanskuelse”. Broby-Johansen var trotskist, og det politiske islæt går igen ude på det fælles toilet, hvor der hænger en artikel fra Information. »Selv EL er nyliberale«, står der. Knagerækkerne er hængt op med krogene ind mod væggen.

Ude i koncertlokalet spiller Far. Han præsenterer sig ved at sige: »Det her projekt hedder Far. Eller jeg hedder Far. Jeg kunne ligeså godt have heddet Mor.« Hans numre handler primært om naturen og får en biologistuderende til at udbryde: »Han lyder sådan, som jeg gerne vil være, når jeg er ude på Amager Fælled, men det har jeg slet ikke entusiasmen til.«

Far synger: »Svampe i sindssygt mange farver«

Andre bands som Niklas Adam er langt mere abstrakte og spiller en slags minimal avantgarde med til tider så højfrekvente toner, at enhver hundefløjte bliver gjort til skamme. Boujeloud er tuba og blæsere galore og næsten dansabelt, mens Haxholm Okholm Poulsen er en anelse ekstremt og ikke helt får Okholms vokal til at blomstre, hvis man kan sige det. Okholm sang/skreg/mumlede/fabulerede sammen med Spost på Festival of Endless Gratitude i 2011, og der var det dejligt larmende. En eller anden citerer Spost i min notesbog. »Er det et dyr? Er det et dyr? Er det et dyr? Er det et dyr?«

MX Orkester og Andreas Führer smelter sammen i en herlig pærevælling med repetitive og krautede passager, flotte guitarfigurer, og festen ender i køkkenet. Fotodokumentationen bliver løbende mere og mere rystet.

Ideen med at lade en notesbog gå rundt og bemale synes som en strålende ide efter tre stærke screwdrivers, men dagen derpå er det mere det generøse vodkaforhold i drinken, der står skærende skarpt. En veninde laver parkour på tagene, og jeg går mod cyklerne inden det, der vel er en slags hovednavn, Synd & Skam, har spillet. I min notesbog er en opfordring om at danne punkbandet ‘Tuba & Fleece’ med musikernavnene Koks, Gaffel og TB.

Aftenens sidste ølkort er lavet bag på en storsmilende syvårigs skolebillede. Jeg kører ind i et busskur på vej hjem.

Fotos: Anna Møller

1 kommentar

  • »Hiphoporkester m. billig soulklaver og topmotiveret band,« er ellers en temmelig rammende beskrivelse af store dele af Andreas F’uhrer & The New Brown. Bob Dylan-coveret i Wu-Tang-stil var f.eks. fremragende.

Deltag i debat