Nyheder

September-koncerter I: Dum, vævet hånd med fjer er hvid som elfenben og Graham

Skrevet af Camilla Grausen

Undertoner har samlet de mest anbefalelsesværdige koncerter til første halvdel af september. Der er tre gange »ham fra det der band«, én kvinde-støjpopkvartet, én Undertoner-koncert og så lidt ungdomsrock fra London.

Mens Trailerpark Festival så smukt binder august og september sammen denne weekend, ser vi nu fremad mod de to kommende ugers koncerter. Og lommelygtens lyskegle skal ikke række langt, for allerede mandag den 3. september skal der lyde en varm anbefaling af koncerten i Lille Vega med den kvindelige, amerikanske kvartet Dum Dum Girls. Bandet blev dannet i 2009 med inspiration fra The Vaselines-albummet Dum Dum og Iggy Pops ”Dum Dum Boys”. Selv spiller de fire damer støjpop med en vis kærlighed til 60’er-poprytmer. En ny ep, End of Daze, er på trapperne, og herfra kan du gratis downloade nummeret ”Lord Knows” via bandets hjemmeside. Efter koncerten i København, rykker Dum Dum Girls videre til Aarhus, hvor de optræder tirsdag den 4. september på Voxhall.

En scene fra en Tim Burton-film eller Jack White på scenen? Foto: Jo McCaughey.

Torsdag den 6. september får Lille Vega besøg af David Eugene Edwards, som du måske husker fra 16 Horsepower. Eller måske husker du ham simpelthen under hans nuværende alias Woven Hand. Ligesom i 16 Horsepower, spiller Edwards her dyster folkrock med spirituelle temaer. Koncerten udgør en form for forpremiere på Woven Hands’ nye album, The Laughing Stalk – opfølgeren til The Threshingfloor – der udkommer dagen efter koncerten. Opvarmningen denne aften i Lille Vega leveres af det lovende danske garagerockband Ring Them Bells, der bl.a. også varmede op for The Drums i foråret.

Man skulle da være en underlig Undertoner-koncertredaktør for ikke at anbefale vores eget arrangement i denne måned. Lørdag den 8. september er Undertoners koncertsamarbejde med Beta nemlig tilbage efter sommerferien. Her præsenterer Undertoner Blood on a Feather, et spændende samarbejde mellem Sarah Hepburn og Mikkel Elzer, samt Own Road, Simon Skjødt Jensens roste enmandsband. Det sker på Beta på Amager og er inkl. dj’s fra Undertoners redaktion. Læs mere om koncerten her og husk, at du indtil den 5. september kan nå at vinde billetter lige her.

Den gotiske guitarprins, der udgjorde 50 % af The White Stripes, 25 % af henholdsvis The Raconteurs og The Dead Weather, udgør nu omsider 100 % af Jack White, efter han er gået solo med albummet Blunderbuss. Det er kun to måneder siden han lagde Orange Scene ned på Roskilde Festival, og nu er vi så heldige igen at være beæret med hans besøg. Denne gang sker det i Falconer Salen på Frederiksberg mandag den 10. september. Detroit-drengen Jack White har allerede et imponerende CV i en alder af 37, og hans blues- og garagerock skal nok begejstre publikum i Falconer Salen, der i dagens anledning har droppet stolene og gjort plads til at rocke med på både solonumre og numre fra Whites andre bands. Eksempelvis har The Raconteurs’ ”Broken Boy Soldier” og White Stripes’ ”Black Math” for nylig været at høre ved Whites amerikanske koncerter. Vi krydser fingre for, at det også bliver tilfældet på Frederiksberg.

Trænger du derimod til en dosis uforfalsket ungdomsenergi og indierock fra London i stil med hvad Libertines, Bloc Party og Arctic Monkeys i sin tid kunne give dig, så prøv at tage til koncert med den nye, britiske trio New Ivory. Det er der mulighed for den 13. september på Beta eller den 14. på Voxhall. Debutalbummet er på vej, og indtil videre kan du lytte til de to singler “Something You Should Know” og “A Knight” og se om du ikke får lidt lyst til at være 18 år, drikke pints og slingre af sted med cool solbriller i Brixton og Islington.

Torsdag den 13. er godt nok også dagen, hvor Graham Coxen giver koncert i Store Vega, og det må bestemt også kategoriseres som en anbefalelsesværdig koncert. Touren med Blur, hvor de bl.a. besøgte Danmarks Smukkeste Festival, er slut, og Coxen er nu på tour alene. Den stille fyr fra Blur er ikke så stille endda, og manden bag guitarerne har nu adskillige soloalbum bag sig. Her udforsker han den poppede rock, som også Blur gjorde, blot med flere eksperimenter, men stadig med en sikker fornemmelse for uptempo britrock – seneste på albummet A + E, der udkom i foråret. Varm op med den decideret dansable ”What’ll It Take”.

Hvad med Lady Gaga, Jens Lekman og Spleen United, spørger du? Ja, de var altså ikke heldige nok til at blive udvalgt i denne måned, men så er det jo godt, at du kan se datoerne for deres koncerter – og flere anbefalelsesværdige af slagsen – i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat