Nyheder

September-koncerter II: Omar, gudmoderen og australieren er taknemlige for lemonade og sjov

Skrevet af Camilla Grausen

Brug for et koncerttip til resten af måneden? Undertoner har fundet seks koncerter og en enkelt festival, der især er dine koncertkroner værd.

Her i den første efterårsmåneds anden del starter vi på Undertoner vores samling af koncertanbefalinger med at foreslår en mandagstur på Voxhall i Aarhus eller en tirsdagstur på Loppen i København. Nærmere betegnet den 17. eller 18. september. Her kan du nemlig høre den tidligere The Mars Volta- og At the Drive-In-guitarist Omar Rodriguez-Lopez, der sammen med sit band og sangerinden Teri Gender Bender giver koncert under navnet Omar Rodriguez-Lopez Group. Den puerto ricanske guitarist og sangskriver står for en eksperimenterende, til tider både hård og psykedelisk rock, som Undertoners Daniel Niebuhr dog var ikke helt tilfreds med Rodriguez-Lopez’ og resten af The Mars Voltas seneste album, Noctourniquet. Men mon ikke Omar Rodriguez-Lopez Group gør det bedre live?

Sjove skæg og briller. Amerikanske Fun. ER sjove. Foto: Elizabeth Weinberg

Godmother of Punk, sangskriver og nu også forfatter, Patti Smith, var for nylig i Danmark til litteraturfestivalen Louisiana Literature, hvor hun trak mange fans til kunstmuseet for at høre hende blive interviewet, læse højt og også give en lille koncert. Med erindringsbogen ”Just Kids” fra 2010 og dette års ”Drømmespinderi” (”Woolgathering”) er hun blevet en anerkendt forfatter, men heldigvis er det ikke lig med en afslutning på Smiths musikalske virke. Hun har netop udsendt albummet Banga, som Undertoners anmelderduo Pladeklubben belønnede med hhv. fire og fem U’er. Nu kan musikeren Patti Smith opleves live i København – det sker torsdag den 20. september i Store Vega. Pt. er der venteliste til billetter til koncerten.

Dagen efter, fredag den 21. september, er der til gengæld endnu billetter at få til en herre, der – trods et imponerende CV – fortjener mere opmærksomhed: Mick Harvey. Australieren dannede i sin tid The Bad Seeds sammen med Nick Cave, og Harvey var en del af bandet indtil for tre år siden, hvor han valgte at lægge kræfterne hos familien og i sin solokarriere i stedet. I løbet af årene har Harvey også været en tro væbner for PJ Harvey, som han trods efternavnene dog kun er i familie med rent musikalsk. Senest har han haft en finger med i spillet hendes meget roste Let England Shake. Men Mick Harveys soloalbums er bestemt også værd at lytte til, senest Sketches from the Book of the Dead. Du kan komme tættere på hans egen musik denne aften i Lille Vega, efter en opvarmningskoncert med Kasper Kaae fra Cody, der også pt. turnerer med resten af sit band. Se disse datoer i Undertoners koncertkalender.

Fra torsdag den 20. til lørdag den 22. september kan du imidlertid også finde din taknemlige side frem og høre god musik samtidig til Festival of Endless Gratitude. Den lille festival med det hjertevarme navn løber af stablen for fjerde gang i Danmark, og er i år rykket fra Vesterbro til nye rammer på Refshaleøen. Festivalen byder både på musik, litteraturoplæsninger, kunstinstallationer, happenings, god mad og meget mere. Programmet prydes især af det tyske Cluster- og Harmonia-medlem Hans Joachim Roedelius og Jean Hervé Péron fra 70’ernes Faust, det indflydelsesrige industrial/krautrock-orkester. Du kan bl.a. også opleve det danske folkband Sun River og franske TwinSisterMoons stemningsfulde, sagte sang. Læs mere om festivalen og hør numre fra festivalens optrædende kunstnere her, hvor Undertoner har sammensat en playliste særligt til formålet.

Trænger du derimod til lidt mandagsenergi, skulle du hellere tage i Musikcaféen i Huset i Magstræde i København den 24. september og høre den amerikanske trio Lemonade. De tre medlemmer er inspireret af dels 90’er-dansegulvspop og moderne psykedelisk, elektronisk pop. På trioens andet album, Diver, er der med numre som ”Ice Water” og ”Neptune” vist gang i et vandtema, og bandets pop er er i grunden også ganske… ja, læskende. Friendly Fires og Architecture in Helsinki møder PM Dawn under en let prise i palmerne og med kølige bølger mod stranden. Hør, hvordan det lyder live på en mandag, for kun 80 kr.

Torsdag den 27. september skal det til gengæld være SJOVT i Store Vega. Her kommer det fremadstormende amerikanske band Fun. (sammen med deres efterfølgende lille punktum) nemlig til byen på deres første europaturné. Koncerten er flyttet fra Lille Vega til Store Vega, og det siger noget om den store interesse der er for trioens bombastiske 70’er-inspirerede pop. Nummeret ”We Are Young” med Janelle Monáe på gæstevokal har hittet gevaldigt, men er måske et lidt atypisk nummer for bandet. Prøv i stedet at lytte til ”Some Nights”, der også giver en smagsprøve på forsanger Nate Ruess’ nærmest Freddy Mercury-agtige vokalpræstationer.

Find flere gode koncerter til september i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat