Plader

Serengeti: C.A.R.

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Med lige dele tunge og dystre beat toner Serengeti frem på sit 11. soloalbum, der er blevet til sammen med Yoni Wolf fra Why?, Dee fra Thee More Shadows og Daddy Kev. Resultatet af deres anstrengelser er et skævt hiphop-album, der med mørk undergrundsstemning betager, men også kræver sit af lytteren.

Chicago-rapperen David Cohn, der bedre kendes under kunstnernavnet Serengeti, er en yderst aktiv musiker. Han debuterede tilbage i 2002 med pladen Dirty Flamingo, og siden da er det blevet til intet mindre end 20 albums. Heraf 10 solo, tre med produceren Polyphonic og syv med andre artister, der tæller prominente navne som Sufjan Stevens og Son Lux. På sit nye album, C.A.R., er Cohn dog alene, og med stort kunstnerisk overskud og et døsigt flow tegner han et dystert billede af samfundet.

»I have burned every bridge I know,« fortæller Serengeti os i åbningsnummeret “Greyhound”, der indkapsler, hvad man kan forvente sig af albummets lydbillede. Et sløvt og søvnigt beat lægger grundstenene til sangen. Derefter kommer der en lidt lettere trommerytme oven på det tunge beat, mens Serengetis flow nærmer sig højtlæsningshastighed. Under ordene ligger en manipuleret kontrabas og vugger sangen. De fire faktorer danner til sammen en skæv melodi, der på forunderlig vis får én til at nikke til rytmen. Hen mod slutningen af sangen brydes strukturen. Med sirenelyd, scratch og forpinte vokaludbrud bliver det hele blæst ud i en eksplosion af boblende beats. Et effektivt punktum på en ellers næsten monoton lydrejse.

Rent stemningsmæssigt er det ikke just lyse sommertoner og solskinsbestrålet lyrik, man lægger ører til. Eksempelvis bliver der i “Amnesia” rappet om at glemme det hele: »If I could get amnesia, I wouldn’t have to fake my death.« Det lyriske bliver her serveret på en bund af lidt mere festlige uptempo-beats. Et af de andre steder, man fornemmer en natlig og fordrukken atmosfære, er i “Talk to Me”, hvor Cohn hen over et fængende beat nævner kokain og midnatsture i byen. Lidt af det samme får man i “Peekaboo”, hvor et euforiserende hashtåget beat kobles sammen med et dovent flow. Denne hjemsøgende stemning fungerer rigtig godt, selvom det i modsætning til “Talk to Me” bliver lidt for døsigt i længden.

Det er svært at nævne opløftende momenter på C.A.R., hvor det meste af lydbilledet er baseret på dystopiske beats. Et af de steder, hvor det træder tydeligst frem og er allermest succesfuldt, er i “Go Dancin”. Eskapisme blandes med melankoli, mens et knitrende beat klaprer derudaf. Men det, der sætter trumf på det hele, er den truende og depressive synth i baggrunden. Hen over dette rapper Cohn »let’s go dancing and leave these times,« og man får da næsten også lyst til at danse ind i mørket og forlade nuet et kort sekund.

Det meste af C.A.R. er undergrundshiphop, hvor eksperimenterende impulser og uskønne rytmer dominerer, og rapflowet er også distanceret og ligger ikke så tight på beatet. Men i “Cold” nærmer vi os noget, der minder om mainstream-hiphop. Beatet er her mere tilgængeligt, og Serengetis ord falder taktfast. Det er dejligt at lægge ører til efter syv numre med instrumentale omveje og lyriske krøller.

Efter endt lytning runger melankoli, dystre nætter og mørke fester stadig i ørene, og hjertets pulsslag er gået ned i takt til det langsomme flow. Så hvis man skule bedømme pladen ud fra, om dens atmosfære sidder i en bagefter, burde C.A.R. få topkarakter. Men der er desværre nogen tidsler i blomsterbedet, hvor den mest markante er, at Serengeti ikke rapper særligt overbevisende, og nogle gange bliver produktionerne også for spartanske.

★★★★☆☆

Deltag i debat