Plader

The Great Dictators: Horrorscopes EP

Skrevet af Durita Dybczak

Det alternative folkkollektiv har lagt det dystre og dunkle lidt på køl på deres anden ep og lukker i stedet op for fyldige og popprægede lydbilleder med klokkespil og harper.

Det unge og syv mand høje musikerkollektiv The Great Dictators blev dannet sidste sommer og har allerede udgivet deres anden ep. Horrorscopes er midterste del i den ep-trilogi, som det alternative folkband udgiver før deres første fuldlængdealbum. Horrorscopes er som den forrige fem numre lang, men trods den frygtindgydende titel er den præget af en mere udadvendt og opløftet stemning.

Diktatorerne er ledet af Dragut Lugalzagosi på vokal, og det er ikke uden grund, at bandet bliver sammenlignet med navne som The National og Tindersticks. Lugalzagosis dybe røst kan nemlig meget nemt lyde både som Matt Berninger og Stuart Staples, og til tider måske endda en anelse Cohensk. Faktisk er ligheden mellem The National og The Great Dictators ret så stor. I modsætning til debut-ep’en er The Great Dictators med opfølgeren mere i fare for at blive forvekslet med andre allerede eksisterende bands i stedet for at markere sig med noget nyt og særegent.

Selvom bandet hævder at være et folkband, befinder Horrorscopes sig i den poppede ende af skalaen. Med den Sarafelina Simonsens blide gæstevokal på flere af numrene bliver popeventyret hjulpet godt på vej, eksempelvis i “Pride”. Akkompagneret af Lugalzagosis vokal, der forsigtigt og på skrøbelig vis bevæger sig op mod de højere luftlag, nærmer vi os en happy ending med klokkespil og harper, hvis det ikke havde været, fordi Lugalzagosis vokal egentlig befinder sig bedst i de dybere tonelejer, hvor dens intensitet godt kan røre ved noget i lytteren.

Med en alsidig orkestrering med alt fra sav, trædeorgel, synthesizer og banjo er der et fyldigt lydbillede. Det er Morten Bue, som har arbejdet med navne som Mew og Figurines, der har stået for at mixe ep’en. Overordnet set er Horrorscopes en velarrangeret lille sag, der, trods sine 21 minutters spilletid, både rummer et dystert nummer som “Kitty Can’t Breathe” og fængende popballader som eksempelvis min personlige favorit “One of Us” med linjerne »Don’t worry, I won’t spill drugs on you anymore / or piss on your wrists when you sleep«. Tekstuniverset er skævt og præget af følelser formuleret i sjove vendinger, og selvom musikken for det meste er udadvendt og uptempo, kan ordene godt afspejle de lidt mere dunkle sider af følelsesspektret.

Horrorscopes formår at holde intensiteten hele vejen igennem, og med veldisponerede temposkift og varierende lydlandskaber er jeg egentlig godt underholdt. Anden del af ep-trilogien trænger dog ikke lige så godt igennem debuten. Det er, som om ønsket om at komme med tre meget forskellige ep’er inden for kort tid ikke kun har udfordret drengene, men også har ført dem ud på dybt vand, hvor ønsket om fornyelse kan blive forvekslet med rodløshed. Måske vil man, når de efter trilogien har fået løbet hornene af sig, kunne fornemme en lidt fastere musikalsk identitet.
Den grafiske identitet har de derimod helt på plads. Små stickers med sort/hvide minimalistiske blyanttegninger af en hjort og en hval, illustreret af Rasmus Hedeman også kendt fra bl.a. Hell Is in Hello, væltede ud af coveret, da jeg ville finde cd’en. En sjov gimmick, men også en måde at stedfæste en lidt flygtig identitet på. Gad vide, hvad sidste del i trilogien vil bringe?

★★★★☆☆

Deltag i debat