Nyheder

Wagner-inspirerede, slovenske industrial-pionerer indtager Statens Museums for Kunst

artFREQ arrangerer en aften i selskab med kultfænomentet Laibach og sætter spot på slovensk techno-art.

I samarbejde med artFREQ giver Statens Museum for Kunst lørdag den 15. september publikum en unik mulighed for at komme helt ind under huden på det excentriske, slovenske kunster- og musikensemble Laibach.

Gruppen er en del af kunstnerkollektivet Neue Slowenische Kunst og har siden 80’erne iklædt sig en selv-ironisk, postmoderne identitet, der på kryptisk, men helt bevidst vis, har benyttet nazistiske, nationale og religiøse symboler til at prædike anti-autoriativ propaganda. Dette har affødt voldsomme protester mod deres virke, og gruppen er, som følge af deres diffuse udtryk, blevet anklaget for både at være fascister og kommunister.

Aftenen vil udforme sig som en begivenhed, hvor Laibach både giver en visuel 30-års jubilæumskoncert under navnet We Come in Peace (som for øvrigt er den eneste i Skandinavien på denne tour), samtidig med at publikum ser den finske nazi-sci-fi film “Iron Sky”, hvortil gruppen har komponeret hele det originale soundtrack. Under overskriften ’Radical Talk’ får man desuden mulighed for at opleve frontmand Milan Fras i sin første samtale nogensinde foran et livepublikum. Manden er ellers kendt for aldrig at udtale sig offentligt, så her forekommer altså en chance for at få et ekstraordinært indblik i Sloveniens største kultureksport og et østeuropæisk kunstfænomen.

Eventet starter klokken 20, og billetter kan købes på Billetnet.

Om skribenten

Mathias Eggert Wadsholt

Biografi:
Jeg vælger nok mere musik til, end jeg vælger musik fra. Det er af min klare overbevisning, at det er i tilvalget, at belønningen findes. Jeg ville have ærgret mig enormt, hvis jeg i sin tid ikke havde tilføjet Madlib og J Dilla til min daværende lidt snævre Radiohead-betonede musiksmag. Eller hvis jeg nu fuldstændig afskrev r'n'b. Nej, det ville være for tåbeligt. Dertil er Janelle Monae for sublim. Og Lianna La Havas' stemme en anelse for 'what-is-that-sound'-agtig. Eller hvis jeg nu virkelig kategorisk nægtede at give mig i kast med Tom Waits. I så fald, ingen tønder, bulder og brag. For lidt uforudsigelighed. Det er måske der, den ligger. Jeg har brug for lidt uærlighed i musik. Musik der måske antyder at ville noget, men ender med at gøre noget andet. Det storslåede, det finurlige, det smukke, men kun hvis det stritter en lille smule imod. Hvis det farer vild i mit hoved, og ikke skyder nogen genveje.

 

Fem favoritalbums:
Radiohead: Kid A
Blur: Think Tank
Tom Waits: Small Change
J Dilla: The Shining
Beach Boys: Pet Sounds

Skriv et svar