Plader

Zelienople: The World Is a House on Fire

Skrevet af Mikkel Arre

Albumtitlen varsler drama, men på Zelienoples 11. album er uroen snarere underspillet. Man skal lytte nøje for at høre den – og når man gør det, træder bandets formidable samspil også frem. Talk Talk-fans kan roligt træde ind i trioens tusmørke.

”Vokalen skal ikke dominere. Den skal bare være der i ‘landskabet’ sammen med resten,” forklarede Talk Talk-frontmanden Mark Hollis i 1998 i et af sine meget sjældne interviews.
På sit 11. album har Chicago-trioen Zelienople helt samme tilgang, og forsanger Matt Christensens ord tåger ud, så de ofte er vanskelige at afkode. Det er blot en af lighederne med Talk Talks to sidste plader, de enestående Spirit of Eden og Laughing Stock.

The World Is a House on Fire er traditionelle vers/omkvæd-opbygninger forment adgang, og strukturen er underordnet stemningen. Som hos Talk Talk suppleres guitar-bas-trommer-instrumenteringen af synth-/orgelflader og pletvis ru saxofon, og der er en tydelig fornemmelse af improvisation. Der er godt nok ingen vilde freak-outs, men Brian Hardings basspil og Mike Weis’ trommer har så meget nærvær i deres konstante variationer, at de syv numre på pladen næppe kan være blevet planlagt helt ned i detaljen.

På linje med Bark Psychosis, der var anledning til opfindelsen af termen postrock, spejler Zelienoples udflydende kompositioner sig i et diset lydbillede. Her er det ikke bare Christensens næsten hviskende vokal, der er gnidret i konturerne – også guitar, saxofon og orgeltoner kan være svære at skelne fra hinanden. Resultatet er et ekstremt fortættet udtryk, der sammen med det moderate tempo fremmaner billeder af bandet i et tomt lagerlokale. Belysningen er så svag, at tusmørket næsten er lige så altomsluttende indenfor, som det er uden for de tynde, gulnede ruder. Der må være højt til loftet, for Christensens guitar ringer længe i rumklangen.

»I’m afraid to move,« lyder de første ord på pladen, og uden at være stillestående er The World Is a House on Fire en langsom, tilbageholdende plade. Der er en nærmest meditativ ro i de blidt pulserende melodi-cirkler, der kredser under og over Christensens stemme, og tankerne kan sagtens drive væk.

Samler man sig imidlertid om pladen, begynder roen at vakle. Gæstemedlemmet Donn Has tynde, diskante orgelflader dirrer på kanten af det ildevarslende, og deres kulde kontrasterer det organiske samspil mellem Christensen, Harding og Weis. Nærlytter man Christensens vokal, mærker man også dens strejf af apatisk tristesse, der giver teksterne et ubehageligt skær. Netop da der i “Colored” bliver plads til lysere toner, synger han let opgivende »enough, enough / It’s all I can take for now.« Og i ”The Chemist” klangfarver han også åbningslinjerne, så de glider i ét med tusmørket: »There’s a chemist in the doorway / He can wait a thousand years.« Læst for sig selv har ordene ikke den store følelsesmæssige effekt, men sunget af Christensen hænger de som en trussel over hans hoved.

Der er dog også andet end uro at hente, når man får sporet ørerne ind på detaljerne. Frem for alt bliver det tydeligt, at bandet spiller fremragende sammen, og der er hele tiden finesser at opdage: Rundgange vikler sig ind i hinanden på nye måder, Christensen finder de rigtige tidspunkter at skrue lidt op for guitarstøjen, og Weis’ trommespil er blændende varieret: østerlandsk i ”Island Machine” og som fjern torden i ”Colored”. Han spiller ganske stilfærdigt, så kantslagene og de lidt skæve rytmer aldrig stjæler opmærksomheden, men alligevel er de afgørende for, at musikken føles mere bevægelig, jo bedre man lærer den at kende.

Udsvingene på spændingskurven er sparsomme i de syv tålmodigt malende numre, men hen over pladen er der til gengæld en klar struktur: Indledningen er afdæmpet, hvorefter numrene hen over midten skruer lidt op for varmen, intensiteten og tempoet (uden dog at blive meget mere end luntende), inden ”Out of It” ender i mørket med en hvæsen.

Netop den langsomt voksende distortion-storm, der afslutter pladen, er en kærkommen afveksling. The World Is a House on Fire er så imponerende stemningsmættet, at grænsen mellem postrock og ambient toner lige så meget ud som instrumenteringen. Nogle steder – hovedsageligt i løbet af de første to numre – bliver repetitionen dog så beroligende, at det er vanskeligt at samle sig om musikken. Og diset som den er, kan heller ikke Christensens vokal holde én fast.

★★★★½☆

Hele albummet kan høres via Soundcloud.

Deltag i debat