Plader

Benjamin Gibbard: Former Lives

Hovedmanden bag Death Cab for Cutie, Ben Gibbard, står på egne ben på et nyt album med titlen Former Lives. Albummet er et kludetæppe af gamle numre, der ikke har fundet plads i andre af Gibbards projekter. Og det er fornemt strikket sammen.

Det kunne næsten være Simon and Garfunkel, der sang det første nummer, “Shepherd’s Bush Lullaby”. Med yndige flerstemmige harmonier og en nuttet tekst om at gå i regnen under sin paraply og være lykkeligt forelsket.

Og herefter kommer vi stort set alle aspekter af kærlighedslivet igennem – fra de øjeblikke, hvor hun er uendeligt fantastisk til de øjeblikke, hvor hun bare skal forsvinde.

På den måde lyder Benjamin Gibbard som sig selv, som vi kender ham fra hans kommercielle succes, indierockbandet Death Cab for Cutie, eller det mere ukendte, elektroniske og legende sideprojekt The Postal Service. Kærligheden er stadig omdrejningspunktet, om end den her behandles lidt mindre melankolsk end på mange af Death Cab-pladerne.

Og det giver måske god mening, at Gibbard med Former Lives ikke tager springet ud i et nyt lyrik- og lydunivers. Pladen er nemlig, har bagmanden selv udtalt, stykket sammen af gamle numre, som har ligget i skuffen længe og nu er blevet pudset af, samlet sammen og gjort klar til mødet med verden udenfor.

Sådan en kludetæppe-plade kan let blive noget rod, der bare er udgivet for at give musikeren lidt penge på kistebunden eller tid i medierne. Men ikke denne. For den røde tråd holder hele vejen i både lyd og tekst, og samtidig virker det fint, at numrene også sagtens kan fungere hver for sig.

Kvaliteten i selve sangene svinger lidt, måske fordi nogle af dem er skrevet i knapt så inspirerede perioder. Til gengæld har Gibbard på hver enkelt skæring forsøgt at få det bedste ud af råmaterialet, og det er i langt de fleste tilfælde lykkedes.

Som tidligere beskrevet begynder pladen med en lille, yndig a capella-intro – jeg kan ikke bestemme mig for, om den er ligegyldig eller lidt sød. Der kommer først for alvor gang i den på de to næste numre, “Dream Song” og “Teardrop Windows”. Førstnævnte er helt klart det mest interessante med sit lettere listige udtryk og mærkeligt ledende omkvæd.

Next one up er “Bigger Than Love”, en duet med den amerikanske singer/songwriter Aimee Mann. Hun og Gibbard er åbenlyst ikke en god duo: Deres stemmer minder simpelthen så meget om hinanden, at det ikke giver en ny dimension til lydbilledet, at der er to sangere. Derudover er nummeret ikke særligt inspirerende melodisk. Jeg kunne godt have været det foruden.

Til gengæld fungerer den søde, positive “Lily” rigtig godt som et lille simpelt afbræk i rækken af større, mere arrangerede numre. Der er godt med rumklang på vokalen, og guitaren klimprer fint. Mangler der kun en tambourin, siger du? Bare rolig, den kommer også!

Efter den fint underspillede, men ærgerligt uforløste marriachi-sang “Something’s Rattling (Cowpoke)” og den temmelig tunge “Duncan, Where Have You Gone” topper pladens energiniveau med de to mere offensive numre “Oh Woe” og “Hard One to Know”. Her er tempoet er forfriskende og teksterne dejligt direkte. Benjamin Gibbard med selvtillid.

Og så håbede jeg jo til slut, at vi ville få en rigtig Gibbard-god ballade. Men den udebliver, ligesom den gjorde på Death Cabs nyeste album, Codes and Keys. Pladens to sidste numre har ellers potentiale, men af en eller anden grund virker de lidt distancerede. Det melodiske grundlag for “Broken Yolk in Western Sky” er nu ellers rigtig fint, og det lever sangen højt på.

Der er altså dømt blandet landhandel på solodebuten, men trods numrenes forskellighed binder Gibbards åbenlyse talent for god indie-sangskrivning pladen smukt sammen. Niveauet er grundlæggende højt, og jeg kan kun bifalde, at disse fine numre ikke fik lov at rådne op i skrivebordsskuffen.

★★★★½☆

Deltag i debat