Plader

Cemeteries: The Wilderness

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Der er noget uhyggeligt, men alligevel dragende over et af det nyeste skud på stammen for soveværelsesmusikere. Kyle Reigle alias Cemeteries formår på sin debut at blande spøgelsesstemning og dagdrømmeri med et uimodståeligt smukt resultat.

Kender du følelsen af at gå i efterårets vejr, mens blæsten hvirvler gule og røde blade rundt i luften, og jorden er let fugtig efter et lille regnskyl? Du går og tænker på livet, mens naturen stille og roligt dør for dine øjne. Du mærker dine kinder rødme, og dine hænder er kolde, mens dit hjerte er varmt. Den kontrast og det livsforløb, som naturen viser om efteråret, får du også i Cemeteries‘ musik på debuten The Wilderness. Her er døden og melankolien vævet ind i de smukke lydlandskaber, der hovedsageligt tegnes af kolde synthflader og melodiske guitarmønstre.

Manden bag det hele er Kyle Reigle fra New York. Han startede sit projekt i 2009, og der er i høj grad tale om en enmands-præstation. Reigle har haft fuldstændigt frie tøjler til at kreere sin musik, hvor han førhen var bundet lidt mere som medlem af bandet Mutiny on the Belafonte, og denne nye selvstændighed høres tydeligt, da udtrykket i Cemeteries er mere indadsøgende og D.I.Y-præget.

Reigles univers bliver på fornemste vis udfoldet på The Wilderness. En meget sigende titel for et album, der indeholder en stemning af at være faret vild i livets muligheder og ikke mindst være hæmmet af dets grænser. Det hele starter med den fem minutter lange “Young Blood”, som er et meget stærkt første nummer. Sangen virker som en melodisk drømmefanger, der ved hjælp af akustisk guitar og prikkende elguitar følsomt lægger fra land. Sejlturen bliver ikke udfordret meget af andre lyde, men til gengæld bliver der lagt mere på i form af den flotte brug af elguitarens himmelragende toner, lette slag på hi-hatten, stortrommens taktfaste rytme og Reigles stemme, der ligger længselsfuldt og dragende over de sammenflettede kompositioner. Lydbilledet åbner sig aldrig rigtigt før hen mod slutningen, hvor en isblå synth sætter ind og afslutter nummeret perfekt.

Titelnummeret lyder som noget, Wild Nothing kunne have lavet, men med klart mindre brug af fuzzet shoegazer-guitar. Her er det mere simpelt og ligetil. Rytmen er sat af hi-hatten, og melodien styres af den elektriske guitar. En måske lidt kedelig sang, men dem er der heldigvis fåtal af på The Wilderness, som faktisk næsten kun består af slidstærke sange, der følelsesmæssigt balancerer på tristhedens æg.

Blandt de bedste numre står til gengæld “What Did You See”, “Summer Smoke”, “In the Trees” og “A Real Gust of Wind”. Alle formår de at indkapsle melodiens væsen og længselsfuldheden efter det uvisse. “What Did You See” er præget af et fabelagtigt uheldssvangert guitartema, mens “Summer Smoke” er pladens måske bedste skæring. En fremtrædende synthflade, dovne trommeslag og klaver overrisles med smukke guitartoner, der på drømmende vis syr et billede af sjælesyge og længsel. Det hele fremstilles meget godt i lyrikken: »Summer ends / happy feelings tired«. Sangen lyder som noget, Pink Floyd kunne have lavet, bare uden de store armbevægelser og de massive guitarsoli.

Fra “Summer Smoke” går der en flydende overgang til “In the Trees”, der har højere til loftet, og det klæder det ellers til tider lidt indadvendte indtryk. Her kommer Cemeteries virkelig ud over sengekanten, ligesom det også er tilfældet i afslutningsnummeret “A Real Gust of Wind”, der er mere gothpræget og har dødeligheden tæt inde på kroppen. Men sortsynet er ikke så dominerende, at man får lyst til at farve håret sort og male sig hvid i ansigtet. Tværtimod har sangen også en form for tryghed over sig. Et sted høres linjen »let’s take cover,« og præcis dét får man lyst til, når man hører nummeret; at være tæt på en anden under tæppet.

Cemeteries markerer sig med The Wilderness som en kunstner, man virkelig skal holde øje med, for soveværelses- og gothpopklangene smyger sig ind under huden. »Are you feeling this?,« lyder det længselsfuldt i “Summer Smoke”, og svaret er et rungende ja!

★★★★★½

Leave a Reply