Plader

David Byrne & St. Vincent: Love This Giant

Skrevet af Camilla Grausen

To fornemme pop-avantgardister fra hver sin generation, David Byrne og St. Vincent, har byttet noder og stukket hjernerne sammen på et fælles album med en masse blæsere og lidt musical-tendenser. Det kunne have været virkelig godt, men summen af de fælles anstrengelser er ikke større end solo-delene.

»Behold and love this giant,« synger David Byrne på sit og St. Vincents fælles projekt. Et ret ligeværdigt musikalsk samarbejde, hvor der ikke er nogen chef blandt de to. Alligevel fristes jeg til at spørge: Hvem af de to er giganten?

For mange lyttere er det vel den tidligere Talking Heads-forsanger, som de kender ham fra ”Psycho Killer” og ”Burning Down the House” eller måske hans eksperimenterende samarbejder med Brian Eno og Fatboy Slim. Selvom han stadig i dag er en entertainer af Guds nåde og i fuld vigør, var Byrnes storhedstid trods alt nok i 80’erne. For nogle af os, der ikke hørte Talking Heads dengang, fordi vi havde for travlt med at gå i børnehave, men til gengæld har holdt et vågent øje med St. Vincent siden debuten i 2007, er det måske snarere hende, der er »this giant« og trækplasteret på coveret.

Er David Byrne og St. Vincent alias Annie Clark så et umage, musikalsk par? Faktisk ikke. Trods forskellige stilvalg inden for musikken er de begge inderlige pop-avantgardister fra hver sit årti, der begge arbejder med at opbygge og nedbryde popsangen. De laver begge, på hver sin vis, intellektuel og eksperimenterende pop. Gerne med lidt teatralsk rollespil indover – om det så er Clark som finanskriseramt forretningsmand eller livstræt cheerleader eller Byrnes fabuleren over den filippinske præsidentfrue Imelda Marcos liv (hvor St. Vincent i øvrigt også havde en gæsteoptræden).

Den musik, de to har komponeret sammen over en treårsperiode, bærer præg af begge kunstneres stilarter. Dog er Clarks sædvanlige ekspressive guitarers tilstedeværelse reduceret til et minimum, men måske det netop kan være frugtbart for et godt samarbejde at stille nogle af sine typiske værktøjer til side. I stedet har de to allieret sig med et blæserorkester, der hele vejen igennem Love This Giant har instrumental forrang og er lige så fremtrædende som Byrnes og Clarks vokaler.

Åbningsnummeret og singleforløberen, “Who”, ligger umiddelbart mest på Byrnes banehalvdel – og på saxofonernes. Singlen fænger ikke umiddelbart, og i første omgang kan det lyde lidt for meget som en gang avantgardepop fra 80’erne – og nu er vi altså i år 2012. Men ved en del flere lyt rammer nummeret alligevel plet, og nuancer og melodi står klarere frem.

Herefter på “Weekend in the Dust” er det tenorsaxen, der dominerer, men Clark har overtaget den primære vokal i samklang med et tydeligt musikalsk Byrne-fingeraftryk. Nummeret forekommer temmelig rodet og med rigeligt messingtrutteri, men når man har hørt det en række gange, bliver roderiet til dels udredet. Det er imidlertid ikke tilfældet med alle albummets numre, hvor der er lidt for meget pop-formeksperiment og for mange bastante blæsere og opbrudte rytmer læsset på.

Et andet træk, der går igen i mange af Love This Giants numre, er, at de giver mindelser om musical. Det hænger sammen med musikkens pompøsitet og skiftende karakter, der snarere er underlægning til en fortælling end traditionelt opbygget med vers-omkvæd-vers. Men det er især det fortællende element, der beskriver en handling, der får mig til at se Byrne på scenen for mig – gestikulere fortællende mod resten af teaterscenens rekvisitter og skuespillere, som i “Dinner for Two”, hvor han fortæller en handling: »By the time the guests arrived, already it was dark outside«, mens en kvinde er faldet: »Crawling on the floor across the kitchen.« Imens prøver Byrne at fortælle sin elskede noget, man kan ikke komme til det for gæsterne og alle forhindringerne, som man nemt kunne forestille sig udspillet på scenen samtidig. Flere numre har denne musical-tendens, og det svinger lidt mellem at fungere som dramatisk fortællende element og distrahere.

Også til “The Forest Awakes” kunne man se en regnskovsscenografi for sig, mens Clark fortæller om skovens mørke, parfumerede dyb og store dyr. Nummeret er imidlertid et af albummets bedste, især pga. nummerets udvikling, trommemaskinernes puls, de udtryksfulde blæsere og Clarks stemme, der vikler sig ind og ud af messingblæserne.

I det hele taget er det som regel de numre, der har det største præg fra Clark, der er mest vellykkede. Dog kan man savne nogle af de bittersøde finesser, der normalt er at finde hos St. Vincent. I den nye duos samarbejde tromler alt tungt og hastigt af sted, og man bliver ærligt talt noget ør i hovedet af al den saxofon- og trompettrutten. De fleste numre har meget indhold, og selvom det vidner om, at samarbejdet har affødt lyst til at eksperimentere og mange idéer, bliver det lidt overlæsset i længden.

Lidt ro får man endelig til sidst på “Outside of Space and Time”, der igen snildt kunne være afslutningsnummeret på Clark og Byrnes alternative musical, hvor alle statister træder frem på scenen i deres kostumer, hånd i hånd for at bakke de to hovedrolleindehavere op forrest på scenen. Her synger Clark og Byrne både til hinanden og med udstrakte arme mod publikum for at sætte et punktum for forestillingen og afrunde med en lykkelig slutning.

Begge parter kan være godt tilfredse med Love This Giant, men det er ikke det imponerende album, det måske kunne have været, signaturerne på coveret taget i betragtning. Dog er der et højt bundniveau og en del avantgardepop-øjeblikke, der rykker eller rører. For Byrne er det ikke et karrierehøjdepunkt, men Clark synes at have givet ham nye idéer og tilføjer et frisk pust. For hende selv er albummet måske et udviklingsskridt på vej mod noget andet, men alle hendes tre album overgår dette værk. Derfor vil jeg vove en lille spådom om fremtiden: med den rute, St. Vincents karriere er inde på, så kunne hun meget vel være den, der anses for giganten, når de unge i 2032 hiver Love This Giant frem.

★★★★☆☆

Deltag i debat