Plader

Deerhoof: Breakup Song

Skrevet af Durita Dybczak

Deerhoofs 12. plade, Breakup Song, er sprængfyldt med indtryk og udfordrer øregangene med sær, intens, voluminøs, men samtidig både fascinerende og smuk avantgardepop.

Siden 1994 har Deerhoof bestræbt sig på at skabe anderledes musik, kreativ musik, leg med lyd. Det er nu blevet til den 12. selvproducerede plade, Breakup Song, fra kvartetten bestående af Satomi Matsuzaki, John Dieterich, Ed Rodriguez og Greg Saunier.

Lyden er energisk, til tider stressende, som eksempelvis ”Bad Kids to the Front”, der lyder, som om det er taget fra et computerspil fra slut 80’erne med små computermonstre, der jagter én. Selvom lyden i høj grad kan virke støjpræget og overvældende med de mange lag-på-lag-lyde, der skaber et noget bombastisk udtryk, er Satomi Matsuzakis uskyldige stemme med til at give lidt modspil. Med den karakteristiske japanske accent sætter hun også et særligt præg på musikken.

Instrumenteringen på pladen består af lag af elguitar, bas, elektroniske lydmaskiner og alverdens perkussion, der både skaber kaosstemning og samtidig giver musikken en puls og et liv. Der kan sågar også høres piano-klemt og blæsere i eksempelvis “The Trouble with Candyhands”, der tilføjer lidt salsa-feeling. Der er en overordnet hektisk og måske endda til tider retningsløs følelse over lydorgiet, hvilket ikke kun har med de mange lag lyd at gøre, men også med den eksperimenterende rytmiske opbygning af numrene, hvor instrumenterne nærmest kæmper om pladsen i front ved at overdøve hinanden og skære hinandens takter af.

Følelsen af kaos stemmer alligevel meget godt overens med titlen og temaet på pladen, der helt sikkert bør rumme mange og modsatrettede følelsesmæssige tilstande. Temaet er nemlig Breakup Songs. I “Flower” kører Satomis lyse og naive vokal i ring med den trøstende remse »Let it go / leave it all behind« så mange gange, at man ikke kan lade være med at tro på, at det nok skal gå. Og den førnævnte, danseglade “The Trouble with Candyhands” tyder på, at det er ved at lykkes, og at man kommer videre: »Then you bring me flowers / then you bring me flowers.«

Pladen er 11 numre lang, men varer kun 30 minutter, hvilket nok er hensigtsmæssigt, da den er meget kompakt og sprængfyldt med indtryk, der udfordrer øregangene. Det er intenst og voluminøst – lidt skævt, men samtidig fascinerende og smukt. Pladen slutter med den smukke førstesingle, “Fête d’Adieu”, der må siges at være en vaskeægte Deerhoofsk popballade, som kærtegner blidt i stedet for at bombardere med indtryk. Flere af dem, tak.

★★★★☆☆

Deltag i debat