Plader

Dum Dum Girls: End of Daze EP

Skrevet af Alex Nørregaard

Flot ep fra amerikanske Dum Dum Girls vækker med kontrolleret støj og drømmende melodier følelserne hos lytteren, mens minderne er med til at rette blikket fremad.

De fleste kender formentlig følelsen af at blive slynget tilbage i ellers godt glemte og skjulte minder. Det er på en og samme tid forunderligt og ubehageligt, og man begynder straks at reflektere over det hændte. Der skal som regel ikke meget til, og det kan være noget så simpelt som f.eks. en enkelt duft, smag eller lyd, der sætter processen i gang. Da det her handler om det seneste udspil fra amerikanske Dum Dum Girls, nemlig ep’en End of Daze, vil fokus selvfølgelig være på sidstnævnte.

Dum Dum Girls’ andet album, Only in Dreams, var først og fremmest stærkt påvirket af frontkvinden Dee Dees moders død, men også af de utallige timer væk fra ægtemanden Brandon Welchez, som havde travlt med sit band, Crocodiles. De tre første numre på End of Daze blev alle indspillet samtidig med førnævnte album og fungerer derfor i dag som en form for tilbageblik, hvor der ligger en masse minder og øjebliksbilleder gemt. Ep’ens to sidste numre blev indspillet et år senere og bærer tydelige musikalske spor af refleksion, samtidig med at blikket rettes fremad.

Det stærke åbningsnummer ”Mine Tonight” slæber langsomt albummet i gang. Den tunge bas og den forvrængede guitar danner rammen omkring forsangeren Dee Dees tørre vokal, der får lov til at fylde godt i det samlede lydbillede. Det er svært ikke at vippe kroppen frem og tilbage i takt til musikken, og man fristes samtidig til at skrue godt op for volumen. Pludselig glider en kontrolleret, støjende guitar ind fra siden og får nummeret til at eksplodere. Det er i udbrud som dette, at der åbnes op for de dele af hukommelsen, hvor smertende minder opholder sig – såvel hos Dee Dee som hos lytteren selv.

Herefter følger skæringen ”I Got Nothing”, der fremstår som albummets svageste. Det hele er skruet godt sammen, men især omkvædet udbasunerer en noget tynd og påtaget patos, der går hen og bliver en anelse tåkrummende. Noget anderledes er det på det efterfølgende nummer, som udgøres af det rørende og smukke cover af Strawberry Switchblades ”Trees and Flowers”. Der er noget drømmende og foruroligende over såvel vokalen som guitarerne, hvor sidstnævnte er en fornem sammenvævning af rumklang og momentvise, polerede støjindslag. Tankerne ledes her hen på svenske Mixtapes & Cellmates’ album A Retrospective og ikke mindst nummeret ”Stockholm-Karlshamn” herfra. Fælles for de to numre er den tur, som de sender lytteren ud på. Man slynges tilbage til teenageårene og mærker straks følelsen af kulde og ensomhed. Det er smukt.

Herfra ændrer albummet en anelse karakter og især singleudspillet ”Lord Knows” byder på nye toner. Nummeret indledes af nogle tørre, rolige trommer, som straks akkompagneres af en svævende bas, en let ringlende guitar og Dee Dees nærmest forkyndende, gospelagtige vokal. Der er således højt til loftet, hvilket gælder såvel musikalsk som lyrisk. Teksten med de stærke religiøse toner er ikke voldsomt overbevisende, og det ellers velklingende omkvæd bliver i længden noget anstrengende. Jeg kan på trods af store genreforskelle ikke lade være med at sammenligne med Depeche Modes Songs of Faith and Devotion, hvor Dave Gahan på trods af ikke selv at have skrevet teksterne i den grad formår at krænge sin sjæl ud. Det virker, som om Dee Dee enten holder lidt igen eller bare ikke er i besiddelse af en stemme, der er kraftfuld nok.

Heldigvis rundes ep’en fornemt af med den hæsblæsende ”Season in Hell”. Et bragende godt nummer, hvor det tydeligt høres, at Sune Rose Wagner fra The Raveonettes har haft en finger med i spillet. Han har ganske vist i samspil med produceren Richard Gottehrer været inde over hele albummet, men her står det lysende klart. Det er fængende og poppet på den helt rigtige måde. Den gyngende bas, de dansende trommer og de stærke guitarer sørger for det melodiske, og Dee Dees vokal passer perfekt ind. Tekstmæssigt samles der op på ep’en, samtidig med at blikket vendes fremad, hvilket tekstbidder som »Doesn’t dawn look divine« og  »This is the end of daze« vidner om.

Samlet set bliver End of Daze lidt for poleret, og undertegnede kunne godt have ønsket sig lidt mindre kontrol. Dette overskygges dog af, at fokus i stedet bør være på, at End of Daze går to veje: En dør åbnes på klem til Dee Dee og hendes følelsesunivers, samtidig med musikken også flyder den anden vej og sætter gang i følelserne hos lytteren. Det fungerer især godt på ”Mine Tonight”, ”Trees and Flowers” og ”Season in Hell”, hvoraf sidstnævnte understreger musikkens terapeutiske effekt. Der er altid en vej ud trods en årstid i helvede.

★★★★☆☆

Deltag i debat