Koncerter

El-P, 02.10.12, Voxhall, Aarhus

Skrevet af Niklas Kiær

En af den amerikanske alternative hiphops konger besøgte tirsdag aften Voxhall. Vrede, dystopiske fortællinger og syrede lydbilleder præger hans nye plade, men live blev de fremført med lidt for høj kontrol.

Foto 1-5: El-P. 6-9: Despot. Fotos: Ole Lauritsen, Voxhall

Det er sjældent, at prominente hiphop-navne kommer til Aarhus. De tager typisk kun et par stop i Norden og kommer de forbi Danmark, så er det kun København, der bliver valgt. Denne tirsdag aften var der dog fornemt besøg fra Brooklyn-veteranen og Def Jux-skaberen El-P. Han er en herre, som på flere måder har haft sin storhedstid i det foregående årti med opstarten af pladeselskabet Def Jux (eller Definitive Juxtapositions) og dets efterfølgende storhedstid med velanmeldte plader og masser af hæder. I det nye årti har det ikke været helt så glamourøst. Def Jux lukkede som aktivt pladeselskab i 2010 efter El-P udgav et sidste instrumentalt album, det eneste siden nyklassikeren I’ll Sleep When You’re Dead fra 2007.

Efter sin retræte fra posten som labelbestyrer har El-P fokuseret på sin solokarriere igen, både som producer og rapper. Det har i år budt på to af 2012’s bedste hiphop-udgivelser; soloudgivelsen Cancer 4 Cure, som fik 5 U’er her på siden, samt samarbejdet med Killer Mike R.A.P. Music, som er en af mine personlige favoritter. Jeg har fulgt denne genopståen meget nøje, og El-P virker som en person der har styr på det hele nok en gang. Efter de to velanmeldte pladers udgivelse har han rejst USA rundt med sin tro følgesvend, og tidligere ansatte på Def Jux, Despot, samt Killer Mike og upcoming rappere som Mr. Motherfuckin’ Exquire og Danny Brown, der også figurerer på solopladen. Deres koncerter har fået ry for at være energiske, interessante og med rigtig fed attitude på scenen, så det var med høje forventninger, at jeg gik ind på Voxhall denne tirsdag.

Koncertstart kl. 20. Første skuffelse på aftenen var allerede opnået, da jeg ankommer til en tom scene og næsten ingen mennesker. Min egen ledsager måtte aflyse i sidste øjeblik, så det var med hånden på et glas cola og ansigtet mod min smartphone, at jeg tilbragte den næste time foran scenen. Endelig gik Despot på som opvarmning. Mit kendskab til ham som rapper er skabt ud fra hans vers på Cancer 4 Cure, så jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, og det var en styrke. Ind kom en rødhåret og -skægget lille mand, der med en smittende og iskold sort humor fik åbnet lidt op for publikum. Lige så snart han fik startet et beat på sin medbragte iPad (hvorfor da have en dj med?), var attituden dog en anden og leveringen var spot on. Han er stadig uden soloplade, men et længe rygtet projekt, med bandet Ratatat som producere, blev bekræftet på scenen, og det bliver spændende at høre resultatet.

Efter Despot gik af, var scenen igen tom i en lille halv time. Her kedede jeg mig dog ikke nær så meget, for her var Killer Mikes R.A.P. Music strategisk klogt blevet sat på anlægget. Det var dog en ærgerlig substitut for den rigtige vare, men det kommer jeg ind på igen senere. To bandmedlemmer, en keyboardspiller og en multiinstrumentalist gik på scenen sammen med El-P, samt en obligatorisk hypeman. Påklædningen var, modsat den spraglede Despot, klassisk hiphop. Som altid bar El-P en Yankees-cap på skrå, en cigaret over det ene øre og en sort t-shirt. På mange måder er El-P et af de sidste levn af en klassisk tilgang til det at være hiphopper. Det kan han tillade sig i kraft af, at han ikke er styret af en trend, som så mange andre inden for genren, men gennem sin karriere har skabt sin egen lyd. Denne lyd er en syret blanding af sci-fi, boom-bap, overstyrede synths, guitarsoloer, alt sammen med konstante klaustrofobiske fremtidsfortællinger om en dystopisk verden, hvor ondskab og paranoia dominerer hverdagen.

Disse elementer af El-P’s musik fungerede kun til dels live, for publikum blev aldrig helt draget med ind i El-P’s univers. På samme måde som han selv fortæller om overvågning og total kontrol hos ukendte instanser i sine fortællinger, så blev koncerten også en smule for kontrolleret. Adskillige elementer af opsætningen blev redigeret undervejs af rapperen, og det er tydeligt at mærke hans irritation over at miste bare den mindste smule kontrol over situationen. Her er tale om en rapper, der er kontrolfreak på et næsten diva-agtigt niveau, men det er også det, der gør ham så professionel. Det totale fravær af usikkerhed gjorde koncerten næsten klinisk velleveret.

El-P leverede en koncert der passede til mine forventninger til ham. Han var energisk, musikken var god, men der var ingen overraskelser. Sættet varede en time, hvor der primært blev spillet numre fra den nye plade, og han kom ind igen til et enkelt ekstranummer fra solodebuten Fantastic Damage fra 2002. Jeg kunne godt have ønsket mig, at de førnævnte gæsterappere var taget med til Europa. Rappere som Killer Mike, Mr. MFN Exquire og især Danny Brown arbejder i højere grad med det uventede element live og det kunne koncerten godt have brugt. Derudover har de to førstnævnte to af mine yndlingsvers på Cancer 4 Cure, og det var lidt tomt, at de simpelthen bare blev sprunget over. Voxhall og Aarhus fik fint besøg, men for El-P var dette blot endnu en aften, og det var for tydeligt.

★★★★☆☆

Leave a Reply