Koncerter

How to Dress Well, 25.10.12, Pumpehuset, København

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Nogle gange skal der ikke mere end én stemme til for at fylde et helt rum med kærlighed og eufori. Dette talent tilfalder kun få mennesker i verden. En af de mennesker er Tom Krell. Med en stemme som fløde og flere følelser end hjernen kan fatte, viste How to Dress Well torsdag hvor skabet skulle stå.

Love Remains og den nye, Total Loss, er begge forfærdeligt stærke plader, der omfavner lo-fi r’n’b genren på bedste facon. Ikke bare kvalitetsmæssigt, men lige så meget følelsesmæssigt. Ja, nogen steder gør det ligefrem ondt helt ind i sjælen, når Tom Krell aka How to Dress Well krænger sin inderste fortvivlelse ud helt uden filter. Sine steder letter hjertet fra dets ellers vante plads i ens bryst, og lungerne fyldes med livets sorger. Al denne herlighed skulle så forvandles fra plade til liveformat her i Pumpehuset. Tom Krell var sat til at spille på den lille af de to scener, som udgør Pumpehuset, og det gjorde intimiteten større og mere direkte lige i hjertekulen.

Som publikum skulle vi vente 20 minutter over starttid, før at den høje, ranglede herre Krell og hans to medlemmer på henholdsvis keyboard, computer og trommemaskine og så violin og sampler gik på. Den enkle opstilling passede godt til How to Dress Wells spartanske r’n’b-lydbillede. Krell var foran to mikrofoner, og som han stod der og kiggede ud på en overraskende fyldt sal, begyndte folk i ren spænding at dæmpe stemmerne, til der ikke var én eneste, der sagde noget. »Damn it’s cold in here,« sagde Krell så og smilede ud til publikum, herefter han begyndte at hoste. Bekymringen blandt publikum for, at hans unikke vokal ville blive beskæmmet af kulden steg, da Krell oven i købet skuttede sig lidt i sin sorte jakke. Men al denne tvivl om hans vokals formåen og hans parathed, blev gjort til skamme gennem den lige lovligt korte, men fantastiske koncert, der kun varede 45 minutter.

Til at lægge ud med fik vi Krell, der besang, at hans drømme var tabte, og i en kulisse af kolde synths og vemodig violin var håbløsheden fuldkommen. Her skal der lægges tryk på, at Krells vokal på plade er unik, og han lagde ud med at bevise, at dette også er tilfældet live. Ubesværet skiftede hans register fra lys vintersørgmodighed til mørk forårsforelskelse, og hans volumen på stemmebåndet steg og faldt, som var det en leg på glohede kul. Da nummeret var færdigt, begyndte folk at huje, klappe og pifte, som var det en foldboldkamp, vi var vidne til. Begejstringen var total, og beundringen over Krells stemme var brændemærket i panden på alle og enhver.

Næste nummer kom fra den nye Total Loss. “Running Back” havde mere rytme, og trommepad’en dannende et minimalistisk beat, som Krell sang over, som var vi til stede i tekstens handling. Nummeret handlede meget kort om at løbe tilbage til den, man elsker – som ikke vil have én tilbage. En trist historie, men Krell formidlede den så indlevende, at man troede, at der var håb forude. At man en dag kunne løbe tilbage i armene på ens elskede.

Dette limbo mellem ekstatisk benovelse og begejstring over How to Dress Wells numre, og så den indre ulykkelighed man gennemgik, da man hørte de blåt malede sange, fulgte én gennem hele koncerten. Især “Cold Nites” der med dramatisk voluminøsitet satte trumf på sjælesygen og med dertil hørende visuals, bestående af en film, hvor man ser en nøgen ung pige, der skrøbeligt går ude i en skov samt tegner cirkler på sit værelse, ramte plet. Endda i så høj grad, at undertegnede fik små, våde øjne. Den anden sang der havde samme indvirkning, var den gamle “Suicide Dream 2” fra Love Remains. Krells røst nåede her de helt høje tinder med sin skrøbelige lyse stemme, og denne fragile lyd truede med at skære ens hjerte over i to, så man stod med sit eget pumpende liv i hånden. At sjælen nærmede sig selvmord, var ikke utænkeligt i denne stund.

Mere tempo kom der på numrene “& It Was U” og “Ocean Floor for Everything”, begge fra Total Loss. Her kom trommemaskinen ind, og violinen blev næsten en form for himmelragende analog synth. Publikums kroppe startede så småt med at danse i stille eufori, og hver gang Krell gjorde en af sine geniale fraseringer, skulle der meget selvdisciplin til for ikke at huje og klappe af henrykkelse.

Krell er om noget en meget ydmyg herre, og han fik da også pligtopfyldende takket publikum hver gang en sang var færdig. Til gengæld er hans musik meget lidt ydmyg og en af de steder, hvor orkestreringen var aldeles storladen og tragisk, var i sangen “Set It Right” og så afslutningsnummeret. Det gavnede den samlede bedømmelse af koncerten, at Krell fik lidt storhedsvanvid. Han mistede nemlig ikke den blødende sårbarhed, i stedet virkede det mere som om han flåede sit hjerte ud til os som en simpel gestus.

Punktummet for den relativt korte koncert blev ekstranummeret “World I Need You, Won’t Be Without You (Proem)”. Det blev serverede af Krell helt alene på scenen kun bevæbnet med sin nøgne stemme og spinkle krop. Men det var mere end nok, og da hans livsbekræftende hymne var færdig, var applausen altoverdøvende, og Krells ydmyge ansigt blev brudt af et sejerssmil uden lige. Det havde i den grad været hans aften, og det var selvom han var træt, kold og forkølet.

Den eneste anke man kan have ved denne ellers så sublime koncert, var længden på den eller manglen på samme. Hvis bare Krell havde givet 4-5 numre mere, er jeg sikker på, at publikum havde rørt skyerne og smagt himmeriget.

★★★★★½

Deltag i debat