Plader

Iori’s Eyes: Double Soul

Med en minimalistisk lyd, der til tider kan forveksles med fænomener som James Blake og the XX, blander Iori’s Eyes falset-vokal, varme synths og lækre basgange over dejligt tilbagelænede beat. Det er følsomt. Og det bliver aldrig corny.

Efter at Iori’s Eyes’ debutalbum, Double Soul, var dumpet ind ad brevsprækken og havde fået en enkelt prøvetur på cd-afspilleren, stod det hurtigt klart, at brugen af betegnelsen ‘humlebi-effekten’ ikke kun bør tilfalde samfundsdebattører på DR2 og lidt for smarte klummeskribenter i Politikens debatsektion. Dem, der i billeder forsøger at beskrive, hvor åhh-så-unik den danske velfærdsstat er. Betegnelsen bør nemlig i dén grad også tildeles netop Iori’s Eyes. Her er tale om noget så sjældent som en duo bestående af to eks-punkere fra Italien, der er gået sammen om at lave engelsksproget, minimalistisk elektrosoul af den art, som vi kender den fra ikoner som James Blake og the XX. Ligesom velfærdsstatens konstruktion ikke burde kunne lade sig gøre, er Iori’s Eyes i kraft af den konservative italienske tilgang til musik nemlig skabt på et grundlag, der slet ikke velkommer så eksperimenterende en lyd, som gruppen disker op med.

På den 12 numre lange plade formår Clod og Sofia, henholdsvis mand og kvinde, ved hjælp af varme vintagekeyboards, en legende bas og diskante beat at skabe deres egen niche i en stadigt voksende urskov af bands, der barberer alle former for overflødige lag af deres musik med det formål at blotlægge en følsom nerve. Dette virkemiddel er de seneste år blevet skambrugt, som det som oftest er med modebølger i musikbranchen, men når Iori’s Eyes åbner døren til deres spinkle univers, virker det forfriskende ægte.

Den forsigtige lyd præsenteres man allerede for på åbningsnummeret ”Wake Up Friend”, der i kraft af at være en form for digt uden bagvedliggende beat og med kun en simpel melodi som akkompagnement fungerer som en introduktion til noget inderligt. »Paris to Rome / one way / night was made to sleep forever / daytime makes no sense to people like you / morning was near / and you didn’t see it,« hviskes der således om en bekendts liv i overhalingsbanen, mens pianisten, der troskyldigt følger vokalen, til tider spiller forkert og (givetvis mere eller mindre bevidst) blotlægger en uperfekthed, som ellers typisk frasorteres ved studieproduktioner.

Albummet fortsætter ud i de to mesterlige numre ”All the People Outside Are Killing My Feelings” og ”Bubblegum”, hvor et af gruppens allerstærkeste kort, nemlig den eksperimenterende bas, får frit løb. På en bund af en særegen elektronisk slidebas, der udgør nogle unikke basgange, crooner forsanger Clod med flerstemmig falset og en sej, tilbagelænet attitude over et filter af rumklang og skaber et udsvævende udtryk. På sidstnævnte nummer levereres et tilbagelænet, tungt beat med en halvt messende, halvt rappende stemmeføring, der er NME’s årlige ‘Cool List’ værdig.

Referencerne til The xx bliver næsten for tydelige i “Winter Olympics”, hvor gruppens kvindelige islæt Sofia for en stund overtager mikrofonen. Med en melankolsk røst lægger kvindens stemme sig over et beat, som man, på grund af dets simplicitet og lette flirt med dubsteppen, let kunne foranlediges til at tro var blevet produceret af netop Jamie XX. Lukkes øjnene, ser man faktisk næsten Romey stå foran et lysende X med en mikrofon i hånden. Ikke desto mindre er sangen fænomenal, hvilket da også kun kan være tilfældet, hvis man formår at lægge sig så tæt op ad de ombejlede briter, som det her er tilfældet.

Resten af albummet lægger sig meget op ad de første fire numre, hvilket jo, konkluderet ud fra ovenstående kommentarer, ikke er nogen ubetinget dårlig ting. Ikke desto mindre savnes en smule variation undervejs, hvilket er et ønske, som kun indfris på den mere festlige ”In Love With Your Worst Side”, hvor italienerne får tysk modspil i kraft af de Berlin-bosatte Aucan. Her skrues der lidt op for tempoet, mens et nærmest technoinspireret keyboard introduceres. Det klæder i den grad Clods vokal, men er ikke helt nok til at hive albummet op et mesterligt plan. Dertil er manglen på udforskning af minimalismens facetter for stor.

★★★★★☆

Deltag i debat