Plader

Jakob Skøtt: Doppler

Skrevet af Anna Møller

Lydmanipulationer med boblende og rolig bevægelighed driver de cirkulære synthmønstre frem i Jakob Skøtts soloudspil.

Som en del af det ekstremt produktive miljø omkring selskabet El Paraiso (af nogle kaldt syremafiaen) er Jakob Skøtt en mand med mange kasketter. Han er trommeslager i Causa Sui, Sun River og Chicago Odense Ensemble og halvdelen af shoegazeduoen Syntaks, ligesom han er den kreative ophavsmand bag de ultrafede covers i El Paraisos udgivelseskatalog.

Hans eget soloudspil, Doppler, består af lange kæder af lagfyldt synth og effekter, lydmanipulationer med boblende og rolig bevægelighed, der driver de cirkulære mønstre videre. El Paraiso sammenligner selv Skøtt med gyserinstruktøren og komponisten John Carpenter, og det er ret rammende. I sit samarbejde med Alan Howarth skabte Carpenter en række soundtracks til sine film, der rammer samme både dynamiske og gentagelsesprægede komposition, som Doppler gør. Især Carpenters soundtrack til horrorfilmen Christine (1983) rammer nogle af de samme billedskabende og på én gang foruroligende og rolige kompositioner.

Hvor Carpenter i sit musikvirke ofte fremmaner uhyggelige og angstfyldte scenarier, skaber Skøtts blå lp snarere en tristesse i sine lange lydbølger. På pladens tredje nummer, “Rates”, svinger interferenserne i melankolske og næsten klagende rundinger. De blødt stigende frekvenser synes at imitere lyden af, hvordan de sidste, store iltfyldte bobler fra en druknende mand ville lyde, og manipulationerne strækker sig længselsfyldt efter noget, der ikke kan nås.

Det efterfølgende nummer, “Longevity Suite”, fremstår dejligt Cluster-nostalgisk uden at være uoriginalt af den grund og vokser støt i fylde, indtil de mange, bløde synthlag bliver fræset igennem af soniske tidevandsbølger, der slår ind på det bratte lydlandskab. Polyfonien skaber mange tonale veje ind og ud af nummeret, mens melodiøsitet og en sikker struktur holder fast på de friere former.

Begrebet ‘longevity’ kan bruges i talen om, hvordan man kan (og om man bør) forlænge sin levealder, og det virker som en naturlig titel på Skøtts soloudspil. Som på Causa Suis seneste Pewt’r Sessions synes en gennemgående abstraktion at gælde en frigørelse af tidslige former eller måske snarere en bevægen sig uden for de tidsbestemte rammer. Hvor Causa Suis nyere plader indhyller ens tidsfornemmelse i endeløse krautkæder og psychafhoppere og bortfører enhver form for forstand, taler Jakob Skøtts soloprojekt dog langt mere til éns følelsesregister.

Et nummer som “Basrelief” kan statuere eksempel. En gentagen melodiøs tonestige stiger i volumen, mens soniske udsving ligger og syrer ud i baggrunden og skyder lyssværdselektroder ud gennem den dumpe og mørke melodi. Lag af synth lægges til og danner et samlet blødt og analogt udtryk, og adskillige lysere og længere toner lægges til, så udtrykket omkring to minutter inde i nummeret er melankolsk og synes at gribe efter noget, der aldrig bliver opnåeligt for den udstrakte tones hånd.
Sagt på en anden måde er Doppler vældig billedskabende og kan bære på langt mere mening eller indhold, end man ellers kan pålægge meget af den musik, der (kan) skabes via synthmanipulationer. At Skøtt har skabt Doppler ved hjælp af kun to synthesizers og så effekter er imponerende, og det lader i øvrigt til, at mange af numrene er skabt af improvisationer og firsttakes. Teksturen forbliver struktureret uden at fremstå forceret eller overproduceret, men snarere blødt organisk, boblende og længselsfyldt.

★★★★★☆

Deltag i debat