Plader

James Yorkston: I Was a Cat From a Book

Skrevet af Trine Jørck

Den skotske folk-sanger og sangskriver James Yorkston har begået sit sjette studie album. Med en smørblød stemme og et organisk spillende band i ryggen kæler han for øregangene. Mindet om albummets fortællinger og toner fordufter sig dog som dug for solen, når sidste tone ringer ud.

Musikken omslutter sig dig. Danner et blødt tæppe, som lægger sig omkring dig på en kold og blæsende søndag. Kaffen damper på bordet, stearinlysene blafrer sagte, og eftertænksomheden melder sig. James Yorkstons sjette studiealbum, I Was a Cat From a Book er et ganske behageligt søndagsselskab, ligesom jeg gennem tiderne har fundet det i andre melankolske legekammerater såsom Nick Drake, Kings of Convenience, Devendra Banhart, Bonnie ‘Prince’ Billy og Belle and Sebastian. Yorkston har ligesom de nævnte en afdæmpet, organisk og blød lyd, kombineret med en skrøbelighed og melankoli.

Yorkston brænder sig bare aldrig rigtig fast.

Det tegner ellers godt. Det første nummer, “Catch”, åbner sig langsomt og lader alle forårets blomster springe ud om kap. Levende fingerspil, insisterende klaversoloer, luftige trommer og hvinende violiner vokser sig ind og ud mellem hinanden. Yorkstons bløde og luftige stemme smager nænsomt på hvert ord, som om han er bange for at ødelægge dem, og fingrene danser ubesværet over skiftevis en guitars og banjos strenge. Det 10 mand store band The Athletes spiller fortryllende, og det kan mærkes, at bandet har indspillet alle numrene live på mindre end en uge. Udtrykket er spontant, nærværende, umiddelbart og levende.

Yorkston og band viser deres musikalske overskud på pladens dynamik og variation. Der er de helt smukke, sagte numre som “This Lines Says” og “The Fire and The Flames”. Her står Yorkstons vokal mere eller mindre alene, og i sin skrøbelighed kommer den til sin ret. Modsat har numre som “Border Song” og “I Can Take All This” en galoperende eksplosiv energi. Ud over at lade sig imponere af, hvor hurtigt de kan spille, og hvor mange ord Yorkston kan proppe ind i én sætning, virker numrene hurtigt en smule påtrængende i deres iver, og Yorkstons vokal drukner i flere passager.

På numre som “Kath with Rhodes” og “Just As Scared” får Yorkstons vokal kvindeligt modspil i et naivt og let udtryk, som sender tankerne hen på soundtracket til filmen “Juno”. Nummeret “Just As Scared” er pladens absolut mest iørefaldende på den der jazzpoppede, kække måde. Med teksten »Where’s the change when you need some?«, tegnes der et genkendeligt billede af, hvordan tingene hober sig uoverskueligt op, og man venter på, at udefrakommende kræfter skal spille ind. Et på én gang rørende og let nummer, som står stærkt med sin kontrast mellem den glade poppede melodi og det lettere opgivende budskab.

I Was a Cat From a Book har antydninger af noget, som kan give søndagen en ekstra dybde, åbne øjnene for situationer i éns eget liv, være en sparring i natten og eftertænksomheden. Men albummet bevæger sig desværre aldrig derind, hvor det kan mærkes. Den når ikke derind, hvor dens indhold, tone og sindsstemning smelter sammen med den lyttendes, og alting går op i en højere enhed. Yorkston springer tilbage i den bog, hvor han kom fra, og Drake, Banhart og Prince Billy tilbyder mig et bedre selskab.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Trine Jørck

 

Biografi:

På min musikalske rejse har jeg rejst milevidt. Som 2-årig spankulerede jeg rundt i min ble og sang opera, mere specifikt Carmen. Med en opvækst i et hjem med alle de gode gamle klassikere og mere til fejler min musikalske opdragelse ingenting. Der var alt fra Bob Dylan, Neil Young, Led Zeppelin og Jimi Hendrix til David Bowie, Velvet Underground, Leonard Cohen og Paul Simon, fra Nina Simone, Billie Holliday, Jan Johanson og NHØP til Wagner, Beethoven og Vivaldi.

Mit teenageoprør bestod i at vende "den gode" musik ryggen, og kaste mig hovedkulds ud i boyband-sfæren med navne som E17, Take That og Backstreet Boys. Efter i et par år at have købt alle cd'er, bøger, klistermærker og flag og have tapetseret mine vægge med plakater fra Mix, Vi Unge og det tyske Popcorn stødte jeg på Björk. Hun revolutionerede min verden. Hendes måde at sammenkoble så mange musikalske stilarter, æstetiske udtryk og kløgtige tekster med en enormt ekspressiv vokal imponerede mig og imponerer mig til stadighed.

Som en lille skytsengel sidder Björk i mit baghoved. Selvom min musikalske rejse for en stund har ført mig tilbage til rødderne, hvisker hun mig i øret, at god musik ikke er et spørgsmål om stilarter og genrer, men et eller andet andet. Hvad det er, som gør god musik god, er svært at sige, men det er mit mål med dette anmelderi at forsøge at komme det nærmere.

Skriv et svar