Plader

Kitty Wu: Carrier Pigeons

Skrevet af Durita Dybczak

Kitty Wus femte album har sine smukke, melankolske øjeblikke, men er samtidig en fragmenteret størrelse, der trækker tråde til de tidlige 00’erne.

Historien om de danske indierock-katte Kitty Wu går forholdsvis langt tilbage. Bandet startede i 1998 og udgav i 2001 sit debutalbum Privacy, der for alvor fik sat den daværende kvartet på landkortet med dens intense og indadvendte rock. Siden da har bandet udgivet yderligere fire albums, optrådt på Roskilde Festivals Orange Scene, været support for navne som Sort Sol, Kashmir og ikke mindst Muse, ligesom de har arbejdet sammen med bl.a. produceren Rob Ellis, som er kendt for sit samarbejde med P.J. Harvey.

Carrier Pigeons er bandets femte studiealbum, og det lægger ud med et stilhed-før-stormen-tema med titlen “When I Take It Back”. Det korte nummer minder om en western-duel, hvor en guitarstrofe, der bliver gentaget med intense pauser af rungende stilhed, får opbygget en forventningsfuld stemning, som føres videre over i næste nummer, det melankolske “All I Ask”. Her gør tudende, analogt keyboard, legende guitarstrofer og fremaddrivende trommer nummeret både trist og lækkert på en gang.

Pladen rummer i det hele taget mange forskellige stemninger. Fra den hektiske, nærmest faretruende ”Dead Ringer”, der med forvrængede guitarer og automatvåbenlignende trommer kunne være lydspor til en jagtscene i en amerikansk psykologisk thriller, til den energiske førstesingle ”We Go Places” og den frustrerede ”The Grey” med teksten »wanting to stay / needing to go«.

Selvom de to sidstnævnte numre bevæger sig lidt over mod poprock-genren, og på sin vis trækker tråde tilbage til navne som Grand Avenue, er Carrier Pigeons overordnet et mere tungt og dystert album. Titelnummeret har en høj, nærmest hviskende vokal, der sammen med en gentagende guitarstrofe og velplacerede pauser får det til at løbe koldt ned ad ryggen af intensitet.

Det er dog, som om Kitty Wu havde sin storhedstid i de tidlige 00’erne sammen med netop Grand Avenue, Kashmir m.fl., og selvom Carrier Pigeons har øjeblikke med smuk intensitet, er de flygtige og bliver afløst af en fornemmelse af, at bandet ikke rigtigt har formået at udvikle sig og holde gejsten. Som samlet hele er albummet samtidig ret fragmenteret og rodløs, hvilket måske er meget passende for brevdue-metaforen, men ikke helt optimalt for musikoplevelsen.

★★★½☆☆

Om skribenten

Durita Dybczak

Biografi:
Jeg er opvokset i et hjem, hvor der blev spillet alt fra Kim Larsen og Simon & Garfunkel til Procol Harum, Dire Straits, Uriah Heep og Pink Floyd. Min tidlige ungdom var præget af blandt andre Roxette, boyband/girlband bølgen og senere hen tuderock-giganterne Coldplay samt Saybia og Mew, som jeg som teenager kastede min fascination på. Siden dengang har min musiksmag udviklet sig i mange retninger, og jeg nyder at høre musik i mange forskellige genrer: folkrock, singer/songwriter, electropop, indiepop, rap og meget andet. Jeg styrer dog helst udenom metal, klassisk, techno og trance.

Fem favoritalbums:
Susanne Sundfør: The Brothel
Django Django: St.
Antony & The Johnsons: I Am A Bird Now
I Got You On Tape: Spinning for the Cause
Malk de Koijn: Sneglzilla

Skriv et svar

boeger