Plader

Let Me Play Your Guitar: Shoebill Garden EP

Shoebill Garden er et vellykket mellemspil inden danske Let Me Play Your Guitars svære toer, der skal cementere langtidsholdbarheden og potentialet.

Sidst vi hørte til den lovende danske indiegruppe dannet af brødrene Jeppe og Emil Davidsen var sidste år, da de udgav det selvbetitlede debutalbum til generelt rosende anmeldelser. Debuten, og den forudgående selvudgivne ep Doing Rainbows fra 2010, indskrev sig i den blomstrende ny-americana/folk skole, og inspirationen fra Fleet Foxes, The Rumour Said Fire m.fl. var ikke til at tage fejl af. Men udført med så meget selvstændig karakter og finesse, at beskyldninger om plagiat og uoriginalitet blev fejet af bordet.

På ep’en Shoebill Garden er folk-fuldskægget barberet ned, og Let Me Play Your Guitar har delvist lagt skovmandsskjorten på hylden. Med de to nye medlemmer, Asbjørn Storgaard og Birk Abenth, har bandet arbejdet på at revurdere sit musikalske udtryk, og resultatet af dette er fem nye numre. Karakteristisk er de tydelige spor af 60’erne og 70’ernes psykedeliske lydbilleder og ringlende guitarer, og lur mig, om der ikke er blevet lyttet til The Stone Roses i øvelokalet, men ellers lader drengene sig ikke så let fastlåse i en genreboks og fremstår som et ganske originalt og forfriskende indslag på de danske breddegrader.

Det starter højtsvævende med “Desert Song”, hvor Emil Davidsens let slørede, dovne vokal i omkvædet får smukt modspil af bror Jeppes lyse heliumkor, og fortsætter i samme ufortrødne luftlag med den nuancerige “Anything You Want”.

Jeg er mest draget af LMPYG, når tempoet kommer lidt ned – som i “Sleepy Sharks” og den smukke, drømmende “Moment” – og der for alvor træder interessante, lettere groggy stemninger frem af den psykedeliske tåge, lige til at fortabe sig i og sætte på replay.

“Sun” er med sin ambitiøse spillelængde på over otte minutter det forjættede klimaks, der munder ud i et organiseret kaos af støjende guitarer og skurrende feedback – det bliver dog næsten for meget af det gode. Ambitionerne er ikke til at tage fejl af.

Der er fortsat noget meget jordnært og organisk over Let Me Play Your Guitars lyd, selvom de meget velspillede melodier ofte vil svinge sig derop, hvor de får (lettere syrede) vinger. Det kræver nogle gennemlytninger at skelne numrene fra hinanden, men det homogene og meget fokuserede udtryk er også en styrke. Ep’en giver indtryk af et meget målrettet band, og Shoebill Garden er et vellykket mellemspil inden den svære toer, der skal cementere langtidsholdbarheden og potentialet. Det lover godt.

★★★★☆☆

Deltag i debat