Plader

Mads Wæhrens & Bjørn Friis Thomsen: Situationer

Skrevet af Jens Blendstrup

Selvom Mads Wæhrens tidligere med held har sat musik til digte, fremstår Situationer ikke som et vellykket eksempel på sådan et forsøg. Nærmere virker det, som om poesi og musik taler forbi hinanden.

Jeg tror, jeg er for gammel til at forstå den her plade. Eller måske er jeg mest af alt for gammel og kold til at forstå den inderlighed, der lægges for dagen. Jeg kan ikke klare forsangerens stemme. Og har det decideret svært med arrangementerne, som minder for meget om hinanden. Teksterne er fine nok, selvom også de – som situationer – er korte.

Der er ellers gode takter at finde: »En torsdag i regn / rækker du hånden frem / først sker der ingenting / men langsomt fyldes du til randen af lykke.« Det er da smukt. Og sandt sanset. Men når det så puttes i en tre minutter lang musikalsk indpakning, bliver det gemacht. Mads Wæhrens har ellers før prøvet kræfter med digtere, bl.a. Henrik Nordbrandt på pladen Flodens hemmelighed (2008), og der findes masser af eksempler på gode møder mellem musik og poesi, men her er der ikke tale om et møde, men en snakken ved siden af hinanden.

For at være ærlig synes jeg ikke, digtene indbyder til den patos og næsten prikkende overfølsomhed, som de udsættes for af Wæhrens her. Jeg ville ønske, jeg forstod, hvorfor der skal være den dér klagende og overdrevne forlængelse af ordene, som sangeren åbenbart har ment, der skulle til. Jeg forstår, det er tyste nedslag i kærligheden og i naturen, han har villet gestalte musikalsk. Men jeg bliver ikke rørt. Jeg har ikke lyst til at rejse med.

Teksterne i sig selv fungerer ellers rigtigt godt, når man læser dem. Jeg kan huske, jeg blev overrasket over, at de var så korte og enkle, men alligevel lykkes med at samle sig. Og der er også fine billeder af kærlighedsmøder. Og det faktisk meget skægt, at Bjørn Friis Thomsen som digter virker langt mere musikalsk, end  musikeren virker, ja, poetisk. Det virker, som om Friis forstår at lukke sine digte – lade dem leve lige den tid, de kan – og det kan Wæhrens ikke. »Du er et flag på en flagstang / og jeg er røg fra en skorsten / og vi blæser mod hinanden / uden nogen kan forklare hvorfor.« Og teksten til “SMS-digt” er decideret tough: »Lad os vende tilbage til det simple: forelskelse, sex, kærlighed, utroskab, had, mord og krig / så kan vi lade mere komplicerede ting som opvasken stå.« Men det er, når de puttes på sang, at det virker kunstigt.

Der er en underlig tendens i dansk musik i de her år. En art skønsangificering af knækprosa. En slags grådkvalt tempelbyggeri af minimale tekster. En forlængelse via suk og inderlighed og dæmpet musik. Der er også en klagende saxofon. Nej. Jeg beklager. Det er ikke mig.

★★½☆☆☆

Deltag i debat