Plader

Moon Duo: Circles

På bandets andet album har Moon Duo stadig fuzz-pedalerne trådt i bund. Resultatet er svedig syrerock, hvor der dog også findes plads til iørefaldende indslag på en intens og overbevisende plade, der indløser forventningerne næsten uden at træde ved siden af.

En vinters isolation i Rocky Mountains og en fascination af den amerikanske forfatter og filosof Ralph Waldo Emerson og hans idéer om transcendentalismen – en amerikansk gren af romantikken kan tilsyneladende føre til mangt og meget. I hvert fald har det efter sigende været opskriften på andet fuldlængdeudspil fra makkerparret Erik ”Ripley” Johnson og Sanae Yamada, der til sammen udgør Moon Duo. Titlen på måneduoens nye album er Circles, og dermed følger amerikanerne op på sidste års udsyrede albumdebut, Mazes.

Når Johnson ikke er på tomandshånd med Yamada i øvelokalet eller on the road, er han af finde i det psykedeliske San Francisco-baserede stonerrock-band Wooden Shijps. Og det bands dronede og psykedeliske minimalisme har Johnson lånt med over i Moon Duo, hvis lydunivers dermed peger i retning af navne som The Velvet Underground, Suicide og The Jesus and Mary Chain. Numrene på det nye album er alle bygget op over enkle og staccato-anslåede akkordrundgange, der gentages om og om igen. Bandet tager sig god tid – særdeles god tid – på de ni sange, hvoraf flere udelukkende består af kun ét riff, og Moon Duo løsriver sig dermed fra den traditionelle vers-omkvæd-vers-struktur. Den klassiske sangskrivning viger til fordel for et udtryk, hvor variationen ikke skal findes i strukturelle ændringer i musikken, men i hvilke lyde der bliver hældt på og hvornår.

Det er en tilgang, der både bliver bandets force og i visse tilfælde også dets svaghed. Når bandet er bedst, er gentagelserne hypnotiske og dragende, og de enkelte numre folder sig ud og vokser i intensitet som et langsomt virkende syretrip. Åbneren “Sleepwalker” er et glimrende eksempel. Den repetitive guitarfigur danner udgangspunktet og varieres med guitarsoli, der lyder som noget, Sterling Morrison kunne have revet ud af ærmet til en Velvet Underground-plade engang i slutningen af 60’erne. Dertil kommer et arsenal af overjordiske lydflader, der droner sangen frem og holder et konstant og hæsblæsende energiniveau.

Åbningsnummeret afspejler i store træk de musikalske virkemidler, der er kendetegnende for Circles‘ stærkeste skæringer. Samme opskrift ses eksempelvis også på den tilbagelænede, men storsvingende ”Rolling Out”, hvor der godt nok er keyboard helt i front sammen med guitaren, men hvor der ligeledes bygges opfindsomt og flittigt ovenpå med alskens lyde og indsovsede soli. Det er cool, og man føler sig hensat til en anden tid, men uden at det på nogen måde virker nostalgisk eller uvedkommende.

Det er først og fremmest gentagelsernes trancevirkning, der virkelig giver numre som “Sleepwalker” og “Rolling Out” deres musikalske pondus. Men Moon Duo har også et andet es i ærmet. På albummets titelnummer giver bandet den som alternative popsnedkere i bedste stil. Nummeret kan nemmest beskrives som happy-happy-indie bygget op over en næsten naivistisk enkelt guitar. Det ligger tæt op ad, hvad The Brian Jonestown Massacre har bedrevet med deres mest tilgængelige sange eller The Velvet Underground uden feedback. Også ”Trails” bevæger sig i et lettere univers, og den spændvidde, der er mellem de udsyrede og de iørefaldende elementer, fungerer perfekt. De to står nemlig ikke i modsætning til hinanden, da det hele holdes sammen af de bagvedliggende grundfigurer, der bare gentages og gentages.

Men træerne vokser ikke ind i himlen, for nu at bruge et stærkt fortærsket, men også ganske rammende udtryk. De fleste sange på albummet fungerer godt, netop fordi sangene får lov at flyde over med svævende klangflader og på den måde vokse sig større end de to-tre akkorder. På ”I Can See” og ”I Been Gone” er der skåret kraftigt ned på de mange lag lyd, og den intense opbygning, der ellers virker så godt i de øvrige numre, er dermed fraværende. All right, vokalen afløses af guitar i “I Can See” og varierer dermed lydbilledet en smule, men der er tale om pæn og traditionel rocksolo, ikke frenetiske væg-til-væg-udfald, der bygger op til semi-støj, som i de fleste af albummets bedre numre. Omtrent det samme er tilfældet med “I Been Gone”. Men ret skal være ret, og to svipsere ud af ni er trods alt til at leve med, når man på albummets øvrige skæringer fodres med fuldfede fuzz-guitarer og musikalske syretrip for alle spareskillingerne.

★★★★½☆

Deltag i debat