Plader

Mumford & Sons: Babel

Mumford & Sons blander igen på deres andet album indiepop/-rock og country. Resultatet mangler både smag og originalitet.

En sjælden gang sker det, at en britisk kunster får et kommercielt gennembrud i USA. Endnu sjældnere er det, at denne har bagagen stopfyldt med indie cred. Dette gælder ikke desto mindre folkrock-bandet Mumford & Sons, som har deres base i den engelske hovedstad. Herfra udsendte de i 2009 debuten Sigh No More som en del af et kuld af talentfulde kunstnere, der talte darlings som blandt andre Noah and the Whale og Laura Marling, og ligeledes herfra udsender de i 2012 den længe ventede opfølger, Babel, efter en periode, hvor de i både popularitet og salgstal er vokset milevidt fra førnævnte artister.

I løbet af de bare tre år er meget vand nemlig løbet i den å, Marcus Mumford og resten af slænget fra London sejler på. Ud over at have turneret Europa tyndt (inklusiv en gigantkoncert på Glastonbury, eksklusiv den aflyste koncert på årets Northside Festival), er de på trods af deres nævnte indie credibility slået massivt igennem på den anden side af Atlanten. En bedrift, som umiddelbart virker overraskende, men som ved nærmere eftertanke alligevel giver meget god mening. Mumford & Sons sammenblanding af gode melodier, folk-guitar og vanvittige banjoklimpren går nemlig meget godt i spænd med de gamle americana- og countrytraditioner, hvorved de giver en efterhånden fortærsket genre et friskt pust. At Babel netop nu er gået nummer ét på Billboard 200, bekræfter kun førnævnte.

Når amerikanerne er gået ned i den lokale pladeforretning og har købt albummet, har de givetvis fået, hvad de kom efter, for opskriften på det nyeste udspil er umiskendeligt den samme som på forgængeren. Indledningsnummeret og andensinglen ”Babel” åbner således albummet på traditionel Mumford & Sons-vis: En excentrisk, akustisk guitar pumper løs fra første sekund og underbygges hurtigt af storladne trommer og en ukontrollabel banjo, som ganske enkelt bare tonser derudaf. Tempoet er højt fra start, hvilket som sådan passer gruppens lyd meget godt, og når Mumfords fænomenale, særegne, hæse vokal akkompagnerer resten af bandet, føler man sig med ét hjemme i gruppens lyd.

Stilen fortsætter på ”Whispers In The Dark”, hvor gruppens medlemmer endnu engang med skiftende dynamik pumper løs på deres respektive instrumenter. Allerede her ville man ønske sig, at gruppen en gang imellem kunne holde igen og variere deres instrumentbeherskelse. En ellers god melodi drukner nemlig i en tyk mur af forskellige afarter af guitarer, hvis strenge sanseløst slås an i noget, der virker som en uendelighed. Hver for sig har det en god effekt på numrene – hvilket sikkert er grunden til, at den efterfølgende ”I Will Wait”, som var skivens førstesingle, klarede det ganske udmærket i radioen – men i løbet af et næsten timelangt album holder en så simpel opskrift ganske enkelt ikke.

Heldigvis bliver det for en tid bedre, idet vi når til sangene ”Holland Road” og ”Ghosts That We Knew”. Hvor førstnævnte sang på sin vis følger førnævnte skabelon, indeholder den til gengæld et fænomenalt blæserstykke, som virkelig giver lyden et tiltrængt løft. Sidstnævnte udmærker sig derimod ved et fint guitarspil, som vækker mindelser om The Beatles’ ”Blackbird”. Samtidig er banjospillet til en afveksling tilpas afdæmpet, så man for en gangs skyld rent faktisk kan læne sig tilbage og nyde banjoens tilbagekomst til populærmusikken.

På trods af sporadiske fremragende elementer og en lyd, som er ganske modig i tider, hvor elektroniske elementer er blevet en del af stort set al musik, der spilles i radioen, er opskriften på Mumford & Sons’ sange simpelthen for kedelig. Springene i dynamik er ganske enkelt for ensformige og så ekstreme, at de til tider kan virke forcerede. Desuden er den lyriske dimension i sangene for triviel: »So love the one you hold / And I will be your gold / To have and to hold«, synger Marcus Mumford således, hvorefter han skriger »a lover of the light« i sangen af samme navn. Det virker for amerikansk og som et helt igennem pinligt forsøg på at ramme det bredest mulige publikum – en målsætning, der som sådan ikke er noget problem, så længe det ikke går ud over musikkens kvalitet. Det gør det desværre i tilfældet Babel, og London-drengenes forsøg på at sammenblande lige dele let engelsk indiepop/-rock med amerikansk country ender som tyk fløde, der er ganske svær at få ned som lytter.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Joachim Kahr Rasmussen

Biografi:
Min musikalske dannelse blev skyldet ud med regnvandet, der trængte gennem min families garagetag, en sommerdag i mine allerførste leveår. Her stod et af mine forældres sidste vidnesbyrd om et liv på den anden side af ligusterhækkene opmagasineret; en stor pladesamling, der nåede ud i alle afkroge af den alternative musiks verdenskort. Tilbage stod en fad bunke af cd'er med artister som Aqua, Madonna og Michael Jackson - en bunke, som jeg siden har set tilbage på, som mit musikalske ground zero. Herfra er horisonten blevet udvidet skridt for skridt: først var der Eminem, der med sit Slim Shady-alias effektivt fik slået benene væk under både mig og mine venner, og siden var der Red Hot Chili Peppers, der åbnede mine øjne for musik frembragt ved håndkraft.

Det var i forbindelse med fascinationen af sidstnævnte, at jeg i 2007 deltog i min første Roskilde Festival. Anthony Kiedis og resten af slænget fra LA var mit utvetydige formål med festivalen, men da jeg efter fire dage i mudder endnu engang kunne vende hjemad, var disse kun én oplevelse blandt utroligt mange andre, og sidenhen er min musikalske opvækst udelukkende fortsat.

 

Fem favoritalbums:
My Bloody Valentine: Loveless
The Strokes: Is This It?
Palace Music: Viva Last Blues
Mother Sparrow: Have a Heart
Sonic Youth: Goo

Skriv et svar