Plader

Orgi-E: Klamfyr

Skrevet af Maja Hirani

Orgi-E er en klam fyr, men det er ikke det hele. På soloalbummet går Albertslund-rapperen i alle tænkelige retninger. Ikke alle klæder ham lige godt, og en mere ensrettet solodebut havde sandsynligvis fremstået mere fokuseret.

Vi kender godt Klamfyr. Det er blandt andet ham, der er der, når du ikke trækker for. Med ham som titel på Albertslund-rapperen Orgi-E’s solodebut har de fleste en forestilling om, hvilken retning dagen har taget. Forbavsende nok er Klamfyr et album, hvor alle tænkelige afkroge af rapperen findes frem.

I et årti har Orgi-E haft en særlig plads i samtlige raphjerter. Det er blevet til et halvt dusin udgivelser med konstant musikalsk udvikling og samtidig en vedholdende originalitet og troværdighed. På en måde som kun få har formået, har Orgi-E balanceret yndefuldt mellem de trofaste rapfans og den kommercielle lytterskare. Lyrisk set samler Klamfyr flere tråde fra Suspekt-albums og Forklædt som voksen, end det føjer nye til. Men alligevel har noget ændret sig. Lyden er blevet mere kommerciel – og for Orgi-E er netop dét mere dristigt, end det er let.

Albummet starter med genkendelsens glæde. “Kommer snigende ind – Klamfyr pt. 2” er lige så malende og klam som forgængeren. Den efterfølges af “Gul feber”, der i stedet for at dreje sig om tropiske virusinfektioner handler om Orgi-E’s fascination af asiatiske kvinder. Hvis man her troede, at ordlegene ikke kunne blive skarpere, vil man mildest talt falde bagover, når man hører den metaforiske brug af japanske motorkøretøjer, som på snedigste vis er flettet ind overalt i fortællingen. Det er Klamfyr-værdigt til det punkt, hvor jeg på den ene side ikke kan vælge, hvad der skal citeres af ren begejstring – og på den anden side hellere vil majes ned af 15 japanske biler frem for at videregive tekstens indhold i al offentlighed. Det er kort sagt præcis, som det skal være.

Umiddelbart herefter skifter stemningen på albummet – og den skifter flere gange. Det fremgår tydeligt, at soloalbummets rammer er Orgi-E’s anledning til at berette personlige anekdoter som aldrig før. “Blinkende lygter” tynges af et umenneskeligt malplaceret og reelt svagt Xander-omkvæd, men Orgi-E’s tekstskrivning om en bytur, der ender galt, falder også til jorden med et brag. Det virker anstrengt, kunstigt og mangler vitterligt en pointe.

Orgi-E trives langt bedre i de samfundskritiske numre såsom “Få dine pistoler frem” og særligt “City2Musik #Hva Glor Du På”, hvor nogle af Vestegnens karaktertræk skildres så malerisk, at det giver kuldegysninger, når man nu tilfældigvis er derfra: »Der’ ingen fucking stress / jeg’ født på tidens holdeplads / Remouladestræde hvor folk de flasher i jogging-dress / med en stjålet task’ / under armen når de på vej op at vask’…« Det er klart i denne form for tekster, hvor Orgi-E i virkeligheden gør sig bedst. Hjemstavnshiphop. Mmmh.

Orgi-E rimer stadig som en drøm. Hans levering er noget af det fineste i kongeriget. Man kan sige mange dejlige ting om Klamfyr. Men at albummet er en voldsom rodebutik, kan man ikke se bort fra. Teksterne stikker i alle retninger, og som samlet værk virker albummet ustruktureret. Desuden er en håndfuld af numrene decideret kedelige. “MILF” er pinligt under niveau, “Respiration” er kun en Nik&Jay-feature fra at være fuldendt, “Hold dig stærk” er lige så klichefyldt og anstrengende, som titlen antyder, og den føromtalte ”Blinkende lygter” kombinerer al ærgerlighed.

Vigtigt er det dog at pointere, at det ikke er de blødere radiovenlige toner, der gør ovenstående sange svage. Det er Orgi-E’s tekstskrivning, manglen på fokus og jammerlige produktioner, man kun kan ryste på hovedet af. Intet andet.

Alt i alt er Klamfyr et ret rodet album, hvor Orgi-E tilsyneladende har lidt for meget at sige. Alsidighed er en fin ting, men ser man bort fra stemmen og leveringen, kunne fire forskellige rappere have stået bag albummet. Heldigvis er der et overtal af solide skriverier og velvalgte beats, der trods alt sikrer en god oplevelse.

★★★½☆☆

Deltag i debat