Koncerter

Rangleklods, 20.10.12, Pumpehuset, København

Skrevet af Siri Holm

Lørdag aften bød Pumpehuset i København på elektronisk-eksperimenterende toner fra danske Rangleklods, som pumpede pulsen op under en udsolgt koncert.

Danske Esben Nørskov Andersen aka Rangleklods debuterede for godt et år siden med ep’en Home. Siden da har den elektroniske sanger og producer haft stabil fart under hjulene og gav i går en udsolgt koncert i Pumpehuset i København.

Efter en del forsinkelse grundet tekniske problemer satte koncerten storladent og selvsikkert sat i gang med nummeret “Beekeeper”, der er at finde på Rangleklods’ debutalbum af samme navn, som kom på gaden i marts. “Beekeeper” er et af Rangleklods’ mere dybtfølte, dystre og tunge numre, men uden tvivl et afsindigt smukt og lokkende et af slagsen, specielt da det primært bæres af Andersens imponerende og til tider nærmest operasanger-klignende vokal, som blev bakket op af et komplimenterende kor.

Det indledende nummer ledte på pompøs vis over i det ambitiøse, kraftfulde og dansable “Riverbed”, hvor Andersen plus tre bandmedlemmer for alvor viste, at de koncentrerede sig og indlevede sig i, hvad de foretog sig.

Koncertens i alt 12 numre gik alle godt i spænd med hinanden og bød på et velkomponeret og klub-orienteret, elektronisk og dubsteppende lydunivers, hvor man som publikum kunne lægge ører til eksperimenterende toner, som kom til live ved hjælp af synth, elektronisk guitar, diverse perkussion, trommer, kor og selvfølgelig Andersens vokal.

Rangleklods’ frontmands vokal, er i mine ører primus motor for numrene. Hans røst minder mig om en elektronisk udgave af I Got You on Tapes Jacob Bellens’, hvilket absolut skal tages som en kompliment. Derudover udstrålede Andersen en seriøsitet, ydmyghed og generel glæde, når han stod på scenen, hvilket smittede af på publikum.

Koncertens ellers så imponerende lydbillede skrattede desværre af og til, og den meget gennemtrængende bas åd flere af de pirrende og trippende toner i numre som bl.a. “Puzzlehead” og “Order”, hvor der trods teknisk dygtighed og menneskelig ydmyghed desværre gik et shot for meget ‘halbal i Gram’ i den for min smag. Overordnet var koncerten dog en smittende oplevelse; måske bedst eksemplificeret ved det afsluttende nummer “Young and Dumb” og det højtravende “Empty”, hvor der legende og ivrigt blev hevet, drejet og trykket på knapper, så Rangleklods pumpede pulsen i Pumpehuset helt i vejret.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Om skribenten

Siri Holm

Musik har været en fast ingrediens i min dagligdag, så længe jeg husker.
Jeg husker, at mine forældre lystigt sang med på blandt andre The Beatles, Jimmy Hendrix og Kate Bush hjemme i stuen, og at min bror og jeg skrålede ”Du vilde karamel” til Kinks’ ”You Really Got Me”. I de tidlige teenageår, introducerede min bror mig for bands som Nirvana, Green Day og The Smashing Pumpkins, som løbende blev overhalet af identitetskrise-perioder med Spice Girls og Peter Andre eller lignende. Da jeg i 2007 fik åbnet ørene for danske Turboweekend fik jeg en seriøs interesse i elektropop/-rock, og har siden brugt en del tid på at undersøge netop det univers og holde mig opdateret med nye såvel som mere etablerede danske og udenlandske kunstnere inden for dette felt.
Jeg hører egentlig mange forskellige genrer og meget forskelligt musik, specielt elektronisk, indie og rap, men jeg må indrømme, at jeg ville trille grædende ind under dynen hver aften, hvis der kun fandtes dansk-top og countrytoner.

Skriv et svar