Plader

Spector: Enjoy It While It Lasts

Skrevet af Klaus Thodsen

Med et ganske særligt fokus på air-play og fællessang, har Spector begået et debutalbum, der har sine gode øjeblikke, men også for få af dem. Det kan sparke gang i festen, og ikke så meget andet.

Når man har rigtig mange strenge at spille på, signalerer man, at man ligger inde med et vist overskud. Og overskud, det er en af de bedste ting, man kan have rigeligt af. Sidder man derimod med en seks-strenget guitar, men kan kun spille på én af strengene, signalerer man ikke helt den samme form for overskud. Så må det nemlig briste eller bære.

Strengen, der bliver benyttet mest på Enjoy It While It Lasts, er den, der signalerer fest og ikke mindst en helt masse sing-along. Det skal man som sådan ikke kimse af. Pladens helt klare rocknummer, “Chevy Thunder“, står for den første anledning til at synge med. Den forvrængede guitar brager ud af højtalerne fra første sekund, og den klare keyboard-tone svæver rundt om rocklyden og giver det ekstra lag, der får hele dansegulvet fyldt. Det er svært ikke at blive smittet med en lille smule godt humør, når “Chevy Thunder” melder sin ankomst. Der er måske nok ikke meget kunst over det, men det er så uendelig ligegyldigt. Der er gang i den, og det er mere end nok.

Spector trækker helt sikkert på flere store bands, og især inspirationen fra The Killers skinner tydeligt igennem. “Twenty Nothing” og det efterfølgende “Friday Night, Don’t Ever Let It End” er et af de tydeligste eksempler. Én ting er at lade sig inspirere. Noget andet er at lade den inspiration skinne mere igennem end bandet selv. Det bliver desværre for ofte tilfældet her, og det kan flere steder være svært at få øje på Spector mellem alle bandets forbilleder.

Og her ligger meget af problemet med denne debut. Set over 13 numre bliver pladens sparsomme variation mere og mere udtalt, og nogle numre synes at nærmest at optræde flere gange. Hvilket de på en måde også gør. “What You Wanted” finder vi på pladens tiendeplads, og dets omkvæd fortsættes på det efterfølgende, 50 sekunder lange ”Celestine”. Umiddelbart har jeg svært ved at forstår hvorfor, da det ikke gør hverken det ene eller andet nummer bedre.

Fred McPherson leverer en af de reneste vokalpræstationer, jeg længe har oplevet. I løbet af pladen forlader hans vokal højest sit faste monotone stemmeleje et par gange. Det bidrager i høj grad til Spectors meget statiske og overproducerede lydbillede. Der er ingen knaster, og man længes med tiden efter noget, der ikke er poleret til perfektion.

En af den seks-strengede guitars helt store forcer er, at hver streng afgiver en lyd, der skiller sig ud fra de andre. Og efterhånden som Enjoy It While It Lasts spiller sine 13 numre, begynder jeg at længes efter, at Spector spiller på alle de strenge, de nu engang har til rådighed.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat