Koncerter

Tame Impala, 22.10.12, Lille Vega, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

Når ikke koncerten med Tame Impala druknede i støj fra alt for mange musikalske elementer på én gang, fremstod de ‘ældre’ numre som livemæssigt langt bedre end de nytilkomne numre fra Lonerism.

Lille Vega skulle efter sigende være udsolgt denne mandag aften – det troede jeg i første omgang ikke på. For sidste gang, jeg oplevede australske Tame Impala live, var koncertteltet godt nok mere end halvfyldt, men den generelle publikumsinteresse manglede i stor stil – og ligeså gjorde publikumsnærværet fra bandets side. Alligevel var der stort set ikke en kvadratmeter ledig i Stauningsalen, da en barfodet Kevin Parker og de fire andre bandmedlemmer indtog scenen, og man håbede derfor på en noget mere levende oplevelse end for to år siden.

Aftenens for mit vedkommende store tema skulle dog hurtigt vise sig at omhandle lyden langt mere end selve stemningen. For hver eneste (og jeg mener hver eneste) gang, der kom lidt for mange elementer ind over fremførelsen af de forskellige numre, blev det uundgåeligt for mindst et elementer at forsvinde helt i et totalt kaotisk lydbillede – hvad enten det var Parkers vokal, én af de to guitarer eller de analoge synths. De eneste, der fastholdt en nogenlunde synlighed i lydbilledet, var Nick Allbrook på bas og Julien Barbagallo bag trommerne. Sidstnævnte havde til gengæld en gedigen off-day, hvor han haltede gevaldigt bagefter, når det kom til at holde tempoet, der kunne nå at gå både op og ned i løbet af et enkelt nummer.

Sætlisten tog denne aften – ikke overraskende – udgangspunkt i debutpladen, Innerspeaker, fra 2010 samt den nyudkomne Lonerism. Det var altså også uropførelsen af de nyeste kompositioner på dansk grund, der dermed skulle prøve at stå distancen i liveformat. Desværre endte det med at føles som en noget tam debut, hvor Lonerism-numrene kom til at stå i skyggen af de ældre og mere prøvede af slagsen. Numre som for eksempel ”Desire Be, Desire Go”, ”It Is Not Meant to Be” og ”Solitude Is Bliss” udklasserede simpelthen blandt andre ”Music to Walk Home By”, ”Feels Like We Only Go Backwards” og ”Mind Mischief”, hvor førstnævnte – udover i op til flere tilfælde at være inklusiv udvidede mellemstykker, hvor der blev gjort plads til masser af variation på de ellers simple kompositioner – også satte mere gang i publikums bevægelighed og sing-along-evner. Kun de to forudgående singler, ”Elephant” og ”Apocalypse Dreams”, viste sig fra sine mere medgørlige sider denne mandag aften i Lille Vega, hvilket man da også havde forventet før denne koncertoplevelse.

Aftenens mest positive overraskelse opstod, da åbningsnummeret fra Lonerism, den lettere ensformige og korte ”Be Above It”, fortsatte videre over i ”Runaway, Houses, City, Clouds” fra debutpladen, der yderligere bidrog til de tidligere numres livemæssige overlegenhed i forhold til de nytilkomne i australiernes diskografi. Nøjagtig ligesom ”Apocalypse Dreams” umiddelbart forinden trækker dette nummer også på en mere intens første halvdel, før det ender i en relativ lang og svævende outro. Og i takt med at de sidste langstrakte guitarakkorder døde hen, forlod de fem australiere også scenen til et overvældende og taktfast bifald.

Uden at komme som den helt store overraskelse, var der selvfølgelig også blevet sat tid af til et ekstranummer, der i aftenens anledning kom i form af ”Half Full Glass of Wine”, hvorfor vi igen fik Kevin Parker og co. på scenen. I mine øjne var det rart at slutte af med endnu et nummer af den mere rockede variant, der endelig fik publikum helt op på et ekstatisk energiniveau, og som ligeledes endnu en gang indeholdte et udvidet mellemstykke, hvor der blev plads til en fem-ti minutter lang jam-session, hvilket det hele taget i betragtning var et helt point på karakterskalaen værd. Det pyntede ligeledes oven på en 75 minutter lang koncert, hvor de nye numre primært blev overstrålet af de ‘gamle’, og den musikalske eksperimenteren trods alt viste sig at være bandets store force, selvom langt størstedelen af den lydmæssige oplevelse desværre druknede i et sandt støjinferno.

★★★★☆☆

Fotos: Mia Dernoff

Deltag i debat