Koncerter

The Crookes, 19.10.12, Ideal Bar, København

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Ideal Bar fik fredag besøg af fire Sheffield-drenge med krudt i røven. The Crookes gjorde en god figur med deres energi, charme, selvtillid og gode hår, men desværre opvejede stemningen ikke de lidt sløje melodier.

Sheffield er Englands fjerdestørste by, vært under EM i fodbold 1996, gennemløbes af floden Don og er en gammel dansk vikingekoloni, men allervigtigst i denne sammenhæng er byens musikalske bedrifter: den er hjemsted for de meget kendte Arctic Monkeys og de mindre kendte The Crookes. Denne aften havde Ideal Bar besøg af sidstnævnte.

Da den fire mand høje gruppe gik på scenen, var rummet godt fyldt af mennesker, der søgte ly for nattens lygtepæl-oplyste mørke. Alle på scenen lignede helt almindelige engelske mænd, og især forsangeren kunne være en voksen udgave af Ron fra Harry Potter med sit lyse, krøllede, røde hår.

Bandet startede selvsikkert og fyldt med engagement med aftenens første nummer, der kom fra deres sidste plade, Hold Fast. En tempofyldt sang med masser af guitar og godt med trommerytmer, der er afhængig af et omkvæd med en forløsning. Heldigvis klarede “Where Did Our Love Go?” sig gennem uden at miste sit melodiøse flow og sin catchy lyd.

Den samme tilgang til musikken havde andet nummer, “Just Like Dreamers”, fra debuten Chasing After Ghosts. Her var det igen god, gammeldags rock tilsat romantisk, hjertevarm lyrik, der satte rammerne for fornøjelighederne. Resultatet var, at folk så småt begyndte at vippe lidt med fødderne, og hovederne begyndte da også nogle steder at vippe til stortrommens taktfaste, dybe lyd.

Med yderligere to numre efter samme skabelon begyndte det dog at blive lidt for ensformigt, ligesom melodierne også begyndte at svinge i kvalitet. Da der blev hentet en akustisk guitar frem fra gemmerne, var der med andre ord tale om en kærkommen klangforandring. “Sal Paradise” var et herligt afbræk fra de før så forhastede rytmer og gentagne omkvædsmønstre. Her kom der ro i det lille rum, og forsanger George Waites engelske accent charmerede sig ind på os lyttere. Det blev et af aftenens højdepunkter, fordi nummeret dvælede ved sin melodi, og refrænet fik lov til at stå tindrende klart i lokalet uden at flygte med benene på nakken halsende efter det næste effektjagende moment.

Desværre var den akustiske guitar ikke lig med eftertænksom omgang med lydens opbygning. De næste tre sange var lige så hektiske, homogene og frejdige som starten af koncerten. “Bloodshot Days”, “American Girls” og “Chorus of Fools” ilede af sted på letbenede guitarfødder med trommen og bassen som trofaste ledsagere. Imens flagrede George Waites røde hår lystigt, som var det en paryk, der ikke sad ordentlig fast, og dansetrinene fra medlemmerne var geniale, men også til tider lidt klodsede. På “Bloodshot Days” bredte energien fra scenen sig også ud til publikum, og nogle begyndte ligefrem at bevæge hele kroppen til de festligt-romantiske eskapader. Men det hele føltes i lige vel høj grad som tomme kalorier på konservesdåse, og selv ikke Waites vrængende vokal kunne redde numrene fra anonymiteten.

Bedre gik det på de tre sidste numre, hvor “Afterglow” fra Hold Fast var aftenens andet melodiske peak. Refrænet var i aldeles topklasse og lige til at synge med på, og rytmen forplantede sig i fuseletterne, som var den en resistent virus. Nogen vovede sig ligefrem ud i regulær dans, hvor ikke bare kroppen, fødderne og armene bevægedes, men hvor der også blev lagt passion og sensualitet i trinene.

Til at slutte aftenen af fik vi to herlige numre med masser af energisk karma. Især “Yes, Yes, We Are Magicians” fra den gamle ep Dreams of Another Day var fabelagtigt god. Sangen starter med kun knips, hvorefter nummeret går over i støjende lømmelrock og igen slutter af med tyste knips. Enkelt, men effektivt.

Det er ikke nogen velbevaret hemmelighed, at The Crookes skeler meget til deres naboer i Arctic Monkeys. Begge er glade for det hurtige rocktempo og det perfekte pop-omkvæd, der aldrig bliver decideret poppet. En tendens, der prægede alle aftenens numre, som også skyldte en del til The Smiths melankolske og til tider maniodepressive romantik. Desværre blev denne aften præget af for meget Arctic Monkeys uden samme fornemmelse for melodi og omkvæd og for lidt af The Smiths dvælende take på musikken.

★★★½☆☆

Fotos: Alberto Vernaccini Petersen

2 kommentarer

Deltag i debat