Plader

The Foreign Resort: Scattered & Buried

Skrevet af Klaus Thodsen

Danske The Foreign Resort er klar med opfølgeren til sidste års glimrende ep. Scattered & Buried er en samling af nye numre og remix af gamle. Der er ikke så meget nyt under solen, men det kunne man godt have ønsket sig.

For snart et år siden gav jeg både ros og en smule ris til The Foreign Resort og deres selvbetitlede EP. Dengang gik en stor del af roserne især til nummeret ”Orange Glow”, der er en af gengangerne på Scattered & Buried, der byder på remix af fire af bandets tidligere udgivne numre.

Siden da har “Orange Glow” været under kærlig behandling af den amerikanske electronica-kunstner Novachild, hvis remix af The Foreign Resort er et af de mest respektfulde og vellykkede, jeg længe har oplevet. Det er i høj grad tro mod det originale materiale, men samtidig skinner Novachilds egen lyd tydeligt igennem. Indledningen på nummeret er fuldstændig forvandlet, til gengæld er den kraftfulde, snurrende synthesizer bibeholdt og giver endnu en gang “Orange Glow” sit energiske og forvrængede udtryk.

Scattered & Buried starter dog med helt ny lyd fra københavnerne. “Delayed” er som åbningsnummer meget repræsentativt for The Foreign Resorts lyd: dette støvede og tumultariske shoegazing-univers, man bliver lukket ind i, hvor den flagrende guitar holdes på plads af den stabile hjerterytme fra Morten Hansens trommer. Stilen fortsættes meget ufortrødent i det rent instrumentale “Rocky Mountains”, hvor det ophobede støv for alvor begynder at vælte ud af højtalerne, inden nummeret roligt dør ud.

Gennem samtlige ni numre bevæger The Foreign Resort sig rundt et indelukket og temmelig mørkt sted. Det er ikke uhyggeligt, snarere lidt nedtrykt. Kun de stædige lyse toner fra den ene guitar kaster lidt lys ind i dette dunkle og udefinerbare rum. Den dybe vokal, der bringer minder om Brandon Flowers fra The Killers, gør også sit for at underbygge dette. Selv de hyrede musikanter på de fire remix forstår, med en enkel undtagelse, at videreføre stemningen.

I bund og grund er Scattered & Buried lidt svær at blive klog på. Den har sine gode sider, sine klare højdepunkter, der især kommer blandt de nye skæringer. Samtidig er der lidt langt mellem de gode snapse. Hvor fedt det konstant støvede og små-rodede lydbillede end er, så går det rigtig meget igen, og kun et nummer som “Tide” stikker rigtig ud af mængden.

Man kunne godt have ønsket sig en anelse mindre automatpilot fra The Foreign Resorts side.

★★★½☆☆

Deltag i debat