Plader

The Hills Are Alive: s.t.

Skrevet af Alex Nørregaard

Debutalbummet fra danske The Hills Are Alive tager lytteren med på tur via velbevandrede stier i det danske indiepoplandskab. Der levnes ikke plads til eksperimentelle afstikkere, og de gode idéer og melodier udebliver. En ujævn tur, der ikke fører lytteren nye steder hen.

En let støjende og rungende guitar indleder det selvbetitlede debutalbum fra danske The Hills Are Alive og bekræfter, at der er liv. Ørerne spidses, og opmærksomheden skærpes. Det varer dog kun syv sekunder, og herfra ændrer det musikalske landskab sig fuldstændig. Den ellers interessante og betagende tåge letter, og resten af åbningsnummeret, “Copenhagen Streets”, udstikker retningslinjerne for den tur, som bandet har arrangeret for lytteren.

I det vedlagte pressemateriale fremgår det, at turen er inspireret af postpunkede sværvægtere som Echo & the Bunnymen og The Cure, hvilket lyder lovende. Men et hurtigt blik på de musikalske vejviseres tidligere virke i bands som moi Caprice, Juncker, Maborosi og Fløjl vidner nærmere om, at der er udsigt til en solid omgang indiepop. Erfaringen og ambitionerne er til stede, og håndværket må forventes at være i orden. Men hvad ligger bag? Er det nye idéer eller gode melodier, som har vækket bakkerne til live?

For at vende tilbage til åbningsnummeret, så er det skruet ganske godt sammen og fungerer udmærket, men det er ikke ligefrem, fordi det for alvor sætter sig fast eller overrasker. Guitarerne ringler lystigt og livligt derudaf, mens bas og trommerne står for fremdriften i det polerede lydbillede. Der sendes her – såvel som mange andre steder på albummet – tydelige musikalske hilsner til moi Caprice, dog uden at man udviser samme melodiske tæft eller kan konkurrere med Michael Møllers karakteristiske vokal.

Bedre bliver det ikke i de efterfølgende numre, hvor gruppen via den forsigtige og flade “Limousines” kører lytteren væk fra de københavnske gader og sætter farten ned. Optimismen fra åbningsnummeret forsvinder, og lydmæssigt bliver det hele en tand mere dystert og foruroligende, hvilket dog virker underligt påtaget. Interessen og opmærksomheden daler, mens musikken glider forbi i et søvndyssende tempo, der tillader den ellers lyttelystne passager at tage en lille én på øret.

Midtvejs mødes man dog noget overraskende af håndklap, blød synth og behagelige guitarer i “Sleeping Won’t Be Likely”, som også var at finde på bandets EP fra 2011. Søvnen gnides ud af øjnene, og man får for en kort stund lyst til at lytte efter og følge forsangeren, som stille synger »Hold on, hold on.«

Måske er der alligevel noget at komme efter? Er det mon på denne del af turen, at ekkoet fra Echo & the Bunnymen genlyder og The Cures sans for himmelstræbende og fængende melodier skærer igennem? Desværre ikke. Anden halvdel af albummet er kun marginalt bedre og byder på to af albummets stærkeste numre i form af den velklingende “Blood of the 70s” og “Feed the Rich”, som overrasker med drilske trommer og tilbagelænet instrumentering. Omgivelserne bliver for en stund lidt spændende, men det fanger aldrig for alvor. Det er egentlig hyggeligt nok, men også for sikkert og velkendt.

Da turen er slut, står man som lytter tilbage med en følelse af, at man egentlig hellere ville være tage en tur “To the Lighthouse” med moi Caprice eller rulle ned ad “Fascination Street” med The Cure. Det har været lidt for meget op ad bakke, og man er ikke rigtig kommet nogen steder. Det virker, som om The Hills Are Alive har blikket rettet så meget bagud mod tidligere bedrifter, at de ikke formår at vende blikket fremad og søge nye veje. Det går desværre også ud over melodierne, som bandet ikke formår at hive op på et niveau, hvor de for alvor fanger lytteren, lever op til de erklærede inspirationskilder eller når op på siden af de musikalske slægtninge i moi Caprice, som kan anes ude i horisonten.

Albummet er bestemt ikke dårligt. Det er bare heller ikke synderligt interessant.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat