Koncerter

The Raveonettes, 26.10.12, Store Vega, København

10 års jubilæet for duoen fejredes i Store Vega med en koncert i røg og damp, der mod slutningen mindede Undertoners anmelder om, hvorfor hun engang faldt for The Raveonettes.

Selvom jeg har lyttet til The Raveonettes siden deres nu 10 år gamle debut, Whip It On, har jeg kun set dem live én gang før. Det var på Roskilde Festival i 2005 og en lidt amputeret oplevelse, så vidt jeg husker. Syv år og fire studiealbum plus diverse ep’er senere var jeg derfor ret spændt på koncerten i Store Vega.

Det var jeg nok ikke den eneste, der var. Det var tydeligt, at Sune og Sharin var på hjemmebane denne aften. Salen var proppet, og vi stod som forventningsfulde sild i en tønde. Mangt en kvinde med afbleget Sharin-pagehår kunne spottes.

Sune Rose Wagner er måske en af de mest arrogante mænd i dansk musik, men jeg har altid forsvaret ham med, at han altså har noget at have det i. Uanset om man er til The Raveonettes eller ej, må man anerkende hans stilsikkerhed, imponerende produktivitet og sans for selviscenesættelse. Han er ikke bange for at vedkende sig sine tydelige inspirationskilder – fra surf- og punkrock til Phil Spector-pigebands som The Ronettes og The Shangri-Las – men han forvalter dem begavet album efter album på fornemmeste vis i en vekslen mellem det poppede og det støjende, der er kernen i den der helt særlige, letgenkendelige The Raveonetteslyd.

Denne arrogance er blevet en del af The Raveonettes’ varemærke, og således tonede bandet frem på mytisk vis som sorte silhuetter uden et ord før de første toner af ”Hallucinations”, der fluks blev fulgt op af af førstesinglen, ”She Owns the Streets”, fra Observator. En fin sag fra den mere poppede del af repertoiret, desværre plaget af en noget mudret lyd, som især vokalerne led under. Sharin Foos vokal på omkvædet druknede helt, mens versene sunget af Sune Rose Wagner var nogenlunde til at genkende. Endnu værre gik det ud over den smukt støjende ”Dead Sound”, der ellers i sin studieversion netop excellerer i kraft af det fine vokalsamarbejde mellem skønheden og udyret. Jeg forventer ikke klokkeklar sang fra et band, der dyrker det støjende lydbillede i så høj grad, men det er altid ærgerligt, når nuancerne forsvinder live.

Vi strøg fra det ene hit til det andet leveret af et band, der langt ind i sættet virkede meget distancerede og knapt var synlige i det hav af farvet lys, som det evigt hengivne publikum blev bombarderet med. Stemningen på scenen løsnede dog op undervejs, og vi fik både smil og tak, fordi vi dansede til ”Love in a Trashcan”, der var aftenens egentlige party-starter. Ja, det ville have virket både fjollet og malplaceret med en konstant small talk’ende leflen mellem numrene, men det er alligevel meget rart at få bekræftet, at bandet deroppe er mentalt til stede.

Der var rig lejlighed til både at flytte fødderne og vride hofterne i den bløde afdeling med for eksempel ”Gone Forever” og ”That Great Love Sound” og til at lukke øjnene og drømme sig væk til de sfæriske, mørke guitarklange på ”Apparations” (desværre eneste nummer fra det lille mesterværk Raven in the Grave), hvor den meget aktive røgmaskine for alvor kom til sin ret. Direkte transcenderende, og så var arrogante forsangerattituder pludselig ligegyldige, nu var musikken og kun musikken i et af aftenens suveræne højdepunkter. Herfra blev det for alvor sjovt med et nostalgisk tilbagetog til bandets garagepunkede rødder – hele fire numre fra Whip It On: gennembrudshittet ”Attack of the Ghostriders” (hørt tusindvis af gange, men stadig bare et virkelig godt nummer), de sexet førførende ”My Tornado” og ”Bowels of the Beast” samt den hæsblæsende ”Cops on Our Tail” blev vi forkælet med, sovset ind i endnu mere sønderrivende støj end på pladen. De store mænd med heavy-hestehaler omkring mig headbangede, og jeg huskede lykkeligt, hvorfor jeg faldt for The Raveonettes i sin tid.

Alt i alt en glimrende koncert, der især skal have ros for at vælge så varieret fra det efterhånden bugnende bagkatalog. Med lidt mere nærvær fra bandet fra start af, og en renere lyd, var vi landet på et U mere.

★★★★☆☆

Fotos: Alberto Vernaccini Petersen

Deltag i debat