Plader

The Rumour Said Fire: Dead Ends

Skrevet af Zenia Menzer

På det andet studiealbum fra The Rumour Said Fire er der store tanker på banen. Det har givet deres lyd en anderledes alvorlig og tung drejning. De fire bagmænd har ønsket at gentænke deres lyd og udtryk, og det kommer også tydeligt til udtryk på Dead Ends.

På dette andet studiealbum fra The Rumour Said Fire får forsanger og sangskriver Jesper Lidang frit spil, og selvom inspirationen er hentet mange forskellige steder, er der dog én fællesnævner: Numrene på Dead Ends søger at afdække en dybere mening med tilværelsen. Der er direkte citater fra store digtere som Baudelaire og Rilke, men inspirationen er også hentet hos David Lynch og Friedrich Nietzsche. Den tyske filosof bliver dog ikke brugt på samme direkte måde som de øvrige, men er afsæt for en af grundtankerne bag Dead Ends.

Med den nye plade har bandet ønsket at destruere det, de tidligere stod for, for at skabe noget nyt. Det er et kendt modernistisk træk at ville brænde det gamle ned for derefter at lade noget nyt opstå af asken, og dette element findes ligeledes i det nok mest kendte Nietzsche-citat: ‘Gud er død.’ Tanken om, at Gud er død, var med til at åbne for en ny anskuelsesform, der ikke kun bundede i meningsløshed, men også i enorm frihed og ny kreativitet.

Samtidig ligger der det i citatet, at Guds død ville medføre tabet af ethvert universelt perspektiv på tingene og dermed gøre det subjektive perspektiv til det dominerende. The Rumour Said Fire har netop valgt den subjektive form som pladens grundelement: Lidangs egen tankegang er også meget til stede i hans fascination og dyrkelse af førnævnte store digtere m.m., og det, der har drevet ham, er mundet ud i en fortabelse i ‘det ukendte andet’, der er til stede overalt på albummet i form af store spørgsmål og en søgen efter livets mening.

Samtidig har der været et ønske fra bandets side, om at den nye plade skulle rumme en form for voldsomhed, hvilket kan belyses med endnu et Nietzsche-citat: ‘Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne.’ Heri ligger både den skabertrang, bandet har haft, men det beskrives også, hvordan dette nødvendigvis må stamme fra noget vildt inden i selvet – noget, der ikke kan tøjles.

At tale om ‘kaos’ er stort slået op, og det er nok heller ikke hovedtanken bag Dead Ends. Melankoli, meningsløshed og surrealisme er dog nøgleord om albummet, hvilket kommer til udtryk gennem lyrik som »How about the way that we died deep inside the caves of doom / We could have the world inside our hearts / I still not feel better« fra nummeret “Destroyer” og »Lit all the cigarettes to burn away the feeling of nothing / So please me / Nothing /So please me« fra “Voyager”.

Samtidig er musikken blevet mere rocket og mindre indiepoppet. I “Destroyer” er trommerne f.eks. skubbet godt frem i lydbilledet, og de akkompagneres af guitaren, der igennem nummeret bryder frem med små udbrud, der tager form som henholdsvis kantede og mere træge rockpassager. I “Dead Leaves” hører man også trommerne tydeligt, idet de ikke blot skaber en stabil bund for nummerets fremgang, men også gradvist bliver mere og mere dominerende i lydbilledet og derigennem skaber en massiv tilstedeværelse. På “Dead Leaves” bidrager trommer og guitar sammen til en dynamisk og fremadskridende stemning, der tydeligt skaber tempo og en dyb, rummelig klang.

Sammenlignet med deres første udgivelser, The Life and Death of a Male Body og The Arrogant, er Dead Ends meget anderledes, specielt i forhold til numre som “The Balcony” og “Sentimentally Falling”. Musikken på Dead Ends er anderledes rå, kølig og kompliceret. Alligevel rummer albummet også en umiddelbarhed, når man ser på den rent instrumentale side. Til tider kan det være svært at finde den alvor, bandet gerne vil formidle og udtrykke, og som gerne skulle indramme rummet om lytteren, fordi riffet eller trommegangen er for upbeat.
Når man sammenholder lyrikken med det instrumentale, er der tydelige kontrapunktiske elementer. Disse ender imidlertid med at stå i vejen for bandets oprindelige idé, nemlig at skubbe det dystre og melankolske helt frem i lydbilledet. Det kan i hvert fald godt være lettere at opfatte og gennemleve disse følelser, hvis både tekst og musik snakker samme sprog, og det får man nogle gange fornemmelsen af, at de ikke gør på dette album.

Dead Ends rummer dog flere rent instrumentale numre som “Nocturne V/K’s Passage” og “Nocturne IV”, der viser en mere underfundig og eftertænksom side af bandet. Disse numre bidrager imidlertid ikke med synderligt meget mere og bliver hurtigt til noget, der skal overstås for at komme hen til pladens øvrige numre, der er langt mere spændende. De numre, der rummer vokal, er dels mere interessante, fordi vokalen med sit skingre udtryk tilfører et ekstra niveau til musikken, og dels fordi der rent lydmæssigt sker mere. Den skingre vokal bidrager til den mere voldsomme natur, bandet har ønsket at fremmane, og tilfører også noget mere nerve til musikken.

Dead Ends er afdæmpet og voksen, og albummet står på den måde i kontrast til den sprudlende oplevelse, The Arrogant giver lytteren. Dead Ends er lige så dynamisk som forgængeren, men pladen er mindre legende, og inddragelsen af store tænkere og digtere tilføjer også en vis tyngde i både tilgang og tankegang.
Det markerer ligeledes en form for overgang, en transformation, til et andet, mere voksent og eftertænksomt stadie for bandet. Transformationen har ikke fundet sted for at negligere eller forkaste deres tidligere lyd, men for at skabe en ændring i, hvad og hvem The Rumour Said Fire er. Genopdagelsen af dem selv (eller skabelsen af et nyt selv) for bandet er lykkedes ret godt, og de skal have ros for at prøve sig selv af på en måde, der på en og samme tid understøtter og omformer, hvem The Rumour Said Fire er.

★★★★½☆

3 kommentarer

  • Fremragende og velskrevet anmeldelse, der kommer ind på relevante emner ift. Lidangs overordnede vision med albummet.

    I skriver dog:

    “Lit all the cigarettes to burn away the feeling of nothing / So please me / Nothing /So please me« fra “Permanent Vacation”.

    Nummeret hedder “Voyager”, og ikke “Permanent Vacation”.

Deltag i debat