Plader

The Soft Pack: Strapped

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

The Soft Pack har udvidet lydbilledet med sax og synth og skabt et mere varieret og modent udtryk, end tilfældet var på den simple, men medrivende guitarrock-debut fra 2010. Den udvikling har kostet San Diego-bandet en del på charme-kontoen.

Efter bare nogle sekunder inde i åbneren “Saratoga” genkender man straks den velkendte The Soft Pack-lyd, der gjorde San Diego-bandets selvbetitlede debut til en overbevisende lige-ud-ad-landevejen-rockplade. Den bestod af en samling stramt komponerede, men særdeles uimodståelige og tempofyldte rocksange med skarpe guitarriffs. Det var lidt fuzzet, lidt beskidt og lidt punket, men allermest enormt iørefaldende. Gedigen poprock i klassisk rockopstilling: vokal, guitar, bas og trommer. Ingen unødige eksperimenter eller instrumenter.

Første tryk på play giver forventninger om, at Soft Pack har bevaret samme enkle tilgang til sangskrivningen på Strapped. Efter ”Saratoga” fortsætter “Second Look” ad samme spor i samme tempo. Men der er en enkelt afvigelse, og den skal vise sig at være gennemgående på Strapped. En sax stikker pludselig frem, men dens indblanding er umærkelig og elegant, så den efterlader her et cool aftryk.

Til indspilningerne af debuten under Soft Pack-navnet (de fire californiere har tidligere udgivet under navnet The Muslims) havde bandet ikke mange flere sange med i studiet, end der endte på den færdige plade. Denne gang er det helt omvendt. Det begyndte med 80, de blev skåret ned til 30 og er endelig endt med de 12, der udgør Strapped. Det burde øge kvaliteten af de endelige udvalgte med så stor en bruttoliste, men i tilfældet Soft Pack har det mest af alt skabt en større diversitet i ideer og udtryk.

Soft Pack vil og prøver mere end at levere korte, effektive poprocknumre. Sax og synth blander sig i lydbilledet på Strapped, og tempoet er også sat ned i flere numre. Faktisk er de stærke guitarriffs nu en mangelvare. I “Chinatown” er guitarerne reduceret til ren staffage, et ligegyldigt mellemspil, i stedet for at drive sangen frem med effektive riffs.

Ellers er resultatet nogenlunde vellykket, selvom Soft Pack desværre har mistet lidt af sin charme i processen. Først og fremmest fordi Matt Lamkins stemme ikke er stærk nok til at kunne bære de afdæmpede numre hjem med større overbevisning. Det kan den underlæggende synth og den kælne sax i “Tallboy” ikke rette op på, hvorfor et ellers velstruktureret rocknummer ender med at hælde til den kedsommelige side.

Også de nedtonede “Everything I Know” og “Bound to Fall”, hvor Lamkins snarere taler end synger, er også en smule hæmmet af hans ordinære stemmeføring. Ærgerligt, for det er begge fine melodier, hvor Soft Pack er tæt på at fremstå dragende – selv i nedsat tempo.

Helt galt går det aldrig for Soft Pack på Strapped. Selvom den new wave-poppede “Bobby Brown” burde have været en b-side, da den med sine (alt for) kække guitarer og sexede saxtoner stikker så meget ud fra de øvrige numre, at den ødelægger helheden, har lige netop dét indslag allerstørst hitpotentiale – på trods af at Lamkin heller ikke her helt lever op til sangens r’n’b-erotiske vibe.

Det proggede instrumentalnummer “Oxford Av.”, hvor saxen har fået frie tøjler, kunne være endt som et forfejlet eksperiment, men ender som et kærkomment små-kaotisk mellemspil midtvejs på pladen. Efter et sæt ligefremme rocknumre og inden Lamkins og co. nedtoner tempoet og intensiteten.

Soft Pack befinder sig på Strapped netop ved sådan en skillevej. På den ene side fastholder de den ungdommelige guitarrock. Desværre uden samme skarptskårne guitarriffs som tidligere. Og på den anden side forsøger de at ramme en mere moden pop/rock-lyd ved at udvide den musikalske palet, sætte ned hastigheden og skære de mest beskidte kanter af det tidligere let poppunkede udtryk. Den udvikling har utallige andre gennemgået med kommerciel succes til følge (fx Kings of Leon og Black Keys), men Soft Pack mangler de store omkvæd og en karismatisk forsanger for at kunne bevæge sig i samme retning.

Soft Pack vinder næppe mange nye fans med Strapped, men kan miste en god del af dem, der fandt debutens ungdommelige guitarpop appellerende.

★★★☆☆☆

Deltag i debat