Plader

Thee Attacks: Dirty Sheets

Retro-rockerne i Thee Attacks er klar med opfølgeren til debuten, That’s Mister Attack to You, fra 2010. Det er blevet til 11 halvlunkne numre på Dirty Sheets, der aldrig helt kommer ud af starthullerne.

Hvorfor begive sig ud i ukendt farvand, når man i stedet kan stå tørskoet på skuldrene af giganter? Det kunne meget vel være mantraet for eksil-nordjyderne i bandet Thee Attacks, der nu er klar med deres andet album, Dirty Sheets. Første gang der var lyd fra bandet, var tilbage i 2010, hvor debuten, That’s Mister Attack to You, så dagens lys.
Albummet, der havde det københavnske pladeselskab Crunchy Frog i ryggen, diskede op med klassisk retro-rock uden de store dikkedarer. Og som sådan lagde bandet sig i slipstrømmen af den genoplivning af garagerocken, der blev sparket i gang af The Strokes, White Stripes og andre beslægtede navne for snart mange år siden.

Overordnet set er der ikke meget nyt på spil hos Thee Attacks, der stadig kigger tilbage i musikhistorien, når inspirationskilderne skal findes. Dirty Sheets bevæger sig nemlig i samme klassiske rock-univers som debuten, men med små afstikkere, der dog forvirrer mere, end de gavner. Såedes er det riff-baseret guitar og pågående vokal, der i ægte rock’n’roll-ånd sætter pejlemærkerne på albummets 11 numre.

Og netop rock’n’roll-ånd er også det, man tilsyneladende mødes med på albummets åbningsnummer, “Stab”, der skydes i gang med energiniveauet skruet op på 10, overstyret guitar, håndklap og dreng-møder-pige-tekst. På papiret er alt i orden. Riffet er enkelt og skarpt og bringer umiddelbart associationer til et band som The Hives, der befinder sig i samme musikalske univers.
Alligevel er der et eller andet, der ikke virker. Det fænger simpelthen ikke. Udtrykket er rendyrket i en grad, som var det skrevet ud fra en manual i beskidt garagerock, men uden at tilføje genren noget videre originalt eller personligt.

Det samme gør sig gældende for albummets næste par numre. “Take Take Take” skruer lidt ned for energien og tilføjer i stedet et steady trommebeat og orgel, men uden at komme ud af anonymitetens skygger. “So Cold” kunne nemt være kreeret på en rytmisk højskole engang i starten af 90’erne, og samme årti mærkes også i “Stop Saying No”, der er bygget op over et halvbøvet og malplaceret grunge-riff.

Efter seks fesne præstationer sker der endelig noget, der løfter niveauet en smule. Selvom originaliteten stadig er til at overse, slippes tøjlerne en anelse, og bandet lyder for en gangs skyld, som om der tilnærmelsesvis er noget på spil for dem i “I See Through You”. Også den efterfølgende “Watch Your Game” forbliver i det mere løsslupne univers. Der er percussion og tilløb til guitarstøj, og det klæder i særdeleshed bandet at have, om ikke andet, så bare en smule variation og vildskab med i lydbilledet.

“You’re It” fortjener også et par ord med på vejen, da den bevidner, at Thee Attacks trods alt kan levere rå, enkel og udsyret rock, når de er i stødet. Men så er der også lukket for det varme vand, og med albummets to sidste numre befinder vi os atter i velfriseret og klassisk rock-territorium.

Når man som Thee Attacks vælger at slå sine folder inden for en genre, der er så gennempløjet af generationer af musikere, som det er tilfældet med garagerock, fordrer det originalitet og fandenivoldskhed – eller i det mindste evnen til at skrive gode ørehængere, hvis man for alvor skal gøre sig forhåbninger om at holde hovedet oven vande. Ingen af delene finder man i nævneværdig grad på Dirty Sheets. Og den i pressemeddelelsen fremsatte påstand om bandets musikalsk slægtskab med navne som The Velvet Underground og Black Sabbath kan være svær at genkende, da Thee Attacks på albummets svageste skæringer ligger nærmere soulet hygge-onkel-rock à la Joe Cocker.

Hvis bandet besad bare halvt så meget kreativitet, som de har attitude og lækkert hår, kunne man måske nære håb om fremskridt på det næste album. Men på Dirty Sheets giver Thee Attacks mest af alt mindelser om et vist ordsprog om tomme tønder. Bevares, bandet er velspillende, coveret er flot, og produktionen er god. Men spændende, dét er det ikke.

★★☆☆☆☆

1 kommentar

  • Don’t know what any of this says but…I am downloading your new album right now and I am very excited. Love the samples I’ve heard so far and consider the last album my most favorite of the last few years!! Please come to the States!!

Deltag i debat