Plader

TM Hunter: La Porte EP

Den danske indieduo TM Hunter er nu klar med fem numre samlet på en franskinspireret ep. Stilen er storladen og dramatisk, og sammenhængen mellem sangene er til at overse. Der trænger til at blive skåret ind til benet, for bag teatermakeuppen er der både fine idéer og gode ambitioner.

Coverfotoet er sorthvidt. Parret har sort og hvidt tøj på, sensommerbrise i håret og alvorlige miner malet på deres smukke ansigter. Ep’en hedder La Porte, og førstesinglen bærer den naivistisk-teatralske titel “Mon chat est mort”. TM Hunter har styr på virkemidlerne; scenen er sat allerede, inden vi har hørt musikken.

Lad mig sige det med det samme: Der er stor sandsynlighed for, at denne ep vil dele vandene. Nogle vil helt sikkert falde pladask for hele rammesætningen, TM Hunters arty udtryk og de franske referencer.

Jeg burde egentlig også selv være spot on på målgruppen. Jeg har stor respekt for Serge Gainsbourg, jeg elsker fransk kunst og kultur, og jeg er også af den nostalgiske type, der synes, at fotografier gør det rigtig godt i sort/hvid.

Men helt ærligt, det bliver altså ikke interessant, bare fordi det er sort/hvidt og udtalt på fransk. Tværtimod synes jeg fra starten, at der går lidt kliché i opsætningen. Og her henviser jeg ikke kun til coveret, men til hele TM Hunters projekt.

Bag duoen står parret Therese og Michael Fischerson. Begge har før slået deres folder i musikkens verden – Michael i postrockbandet Doí og Therese som sanger i nu opløste GimmiJapan. Og de har bestemt talent, de to. Vokalen er interessant, om end lidt skabet, og mange af numrene er båret af smukke temaer med inspiration i klassisk impressionistisk klavermusik. Og var duoen da bare blevet ved disse simple ingredienser – elegant og udtryksfuldt, som en fransk film noir.

Men nej. La Porte er en ambitiøs plade, og den vil mere. Resultatet bliver, at numrene stritter i hver sin retning fra det soulpoppede åbningsnummer “The Pressure” over det foruroligende og insisterende “To the North” for at lande i det smukke og drømmende afslutningsnummer “The Garden” – sidstnævnte ep’ens absolut bedste skæring.

Med andre ord savner jeg sammenhæng mellem numrene. Jeg savner et musikalsk udtryk, der er lige så præcist som det stilistiske. Og det er fint med inspiration og referencer, men det skal være med måde og gerne blendes med bandets egen lyd. Ellers kommer projektet hurtigt til at fremstå uoriginalt og forudsigeligt.

Det er ærgerligt, men måske også ret sigende, at det nummer, duoen har valgt at lægge ud som førstesingle, desværre er pladens mest klichéfulde, nemlig “Mon chat est mort”. Den hviskende vokal i verset og det højspændte musicalomkvæd med violin og hele pivtøjet – det bliver simpelthen for meget af det gode for denne anmelder.

Jeg håber, at TM Hunters fremtidige produktioner bliver simplere, mindre opstillede. Jeg håber, at de ikke vil glemme de franske penselstrøg, men at de vil lære at lade dem blande sig mere med deres egen lyd, så der bliver sammenhæng i det musikalske udtryk. Den dag skal jeg nok vende tommelfinger og mundvig opad. Men indtil da vil jeg fortsat være lidt lunken.

★★½☆☆☆

Deltag i debat