Plader

Why?: Mumps etc.

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Simple beats, poetisk lyrik og enkle omkvæd er, hvad Why?’s nye album kan byde på. Nogle gange lykkes det at få forenet melodi og lyrik, så det rører én, mens det andre gange virker lidt for sterilt og skabelonpræget.

Hvad man skal lægge i det spørgende navn, som det amerikanske alternative hiphop/indierock-band bestående af Jonathan “Yoni” Wolf (medstifter af pladeselskabet Anticon), storebror Josiah Wolf og Doug McDiarmid bærer, er svært at sige. Rent musikalsk er det følsomme vibrationer, som Yoni Wolf svinger taktstokken over. Altid sensitivt, men uhyggeligt sikkert og fremadrettet gennem et genrenedbrydende terræn, hvor der findes flere spørgsmål end svar.

Det femte Why?-album, Mumps etc., består som de foregående af såvel elementer af rap som følsom indiepop. Begge genrer bliver udforsket, og begge tilgange til musikken lykkes for Why?. Uden at være et rapgeni med et ultrastramt flow virker Yoni Wolf meget overbevisende på pladens eksperimentale hiphopnumre. Både når vi er i den bløde ende af skalaen i åbneren “Jonathan’s Hope” og i den lidt mere tempofyldte “Bitter Thoughts”. Nævnes skal også “Sod in the Seed”, der er Yonis bedste rappræstation. Her forener et velplaceret flow sig med en tempofyldt lydcollage, og ordene falder præcist.

Succesen fortsætter i de lidt mindre raporienterede sange, også selvom Wolf ikke ligefrem har et stort vokalspektrum. Bedst lykkes det i den catchy “Distance”, der starter med en tikkende lyd, inden der snart efter kommer lyse tangentslag og en cello, der smyger sig om det simple lydbillede. Ud over den fængende melodi har nummeret et sjovt omkvæd, der ender med at blive en rigtig ørehænger: »I gotta keep my distance / to withstand / the silence of your missing / when you’re not there to listen / to this nonsense.« Men også “Thirteen on High” og den rørende “Kevin’s Cancer” lyder veloplagte med en vis kant af eksperimenterende pop.

Mens Why?s lydbillede er eventyrligt og fremmedartet, er teksterne vedkommende og nære. I den slentrende “Thirst” kan man næsten se coverets bølger for sig, mens Pinocchio råber om hjælp. Sangens tema er, at du aldrig får slukket tørsten, fordi munden er fuld af sand. Dette budskab bliver serveret oven på et dovent beat. I omkvædet bliver der tilført kor, mens en blød synth støder til. Alt sammen meget fint, men ikke just sindsoprivende.

Men der er også lidt legestue over Why?’s kompositioner, og det tilfører en frisk energi til sangene. “Strawberries” er et glimrende eksempel. Med maracas, sporadiske lyse tangenter, taktfaste håndklap og Yonis sikre vokal lægger sangen godt ud. Senere tilføres der rislende elektroniske lyde i baggrunden, mens et beat tager form. Der sniger sig endda også en xylofon ind, og denne variation af lyde gavner sangen rigtig meget. Men det bedste ved “Strawberries” er det simple, men virkelig gode omkvæd, der med det samme sætter sig fast i øregangene.

Hvorfor? lyder bandets navn på dansk. Og et af svarene på, hvorfor man skal bruge tid på Why?, er den overraskende poetiske lyrik. Linjer som »I don’t wear rubbers and I don’t wear sun screens / I wanna heat my heart, not hide under something« (“Strawberries”) og »I see my shadow makes the grass not grow / in a strange approximation of my sorrow« (“Thirteen on High”) er bare lige i skabet.

Mumps etc. skinner det igennem, at vi har at gøre med folk, der elsker at lave musik, og entusiasmen lyser ud af de energiske og stemningsmættede melodier. Til tider bliver det dog lidt ensformigt, og der bliver lagt for meget vægt på omkvædene.
Grundlæggende er det dog et godt album, Why? har begået.

★★★★½☆

Deltag i debat