Plader

Wovenhand: The Laughing Stalk

På det nye album fra Wovenhand skrues der op for guitarerne, og bandleder David Eugene Edwards giver en sand opvisning i, hvorfor den amerikanske kvintet er et af alternativ countrys mest hæderkronede navne.

David Eugene Edwards har – i bedste Jim Morrison-stil – stadig alternativ countrys mest intense stemme og har med sine bands Sixteen Horsepower og Wovenhand for længst udmærket sig som en af genrens ledende skikkelser. Og der er bestemt ikke skruet ned for noget på Wovenhands syvende album, The Laughing Stalk. Snarere tværtimod. Albummet præsenterer et Wovenhand, der har usædvanligt godt fat om de elektriske guitarer. Flere af numrene er riff-baserede, og feedback er et væsentligt, om end ikke styrende, element i lydbilledet. Bandet har ikke som sådan fjernet sig fra udgangspunktet, der altid har været at finde i dyster country og folk, men der er i denne omgang lagt ekstra vægt på et mere støjende og råt udtryk, og det må siges at være et endog særdeles vellykket skridt videre for en musiker, der allerede har været langt omkring.

The Laughing Stalk åbnes fornemt med “Long Horn”, hvor man som lytter med det samme kan konstatere, at Edwards’ trademark-lyd er helt og aldeles intakt. Nummeret er med sine næsten fem minutter en ren opvisning i, hvorfor Wovenhand er et af genrens mest interessante navne. Der er manisk guitar og messende vokal, og nummeret opbygger stødt og roligt den hypnotiserende vanvids-stemning, der altid har karakteriseret bandet, når det var bedst. At sangen får lov til at kamme over af rendyrket energi og aggressivitet hen mod slutningen, sætter standarden for store dele af pladen, der således i højere grad end tidligere Wovenhand-album peger tilbage til Sixteen Horsepowers mere rå og upolerede lydbillede. Det er heftigt og kravler ind under huden på én.

Herlighederne fortsætter med titelnummeret, hvor energiniveauet sænkes en smule, og man får en tiltrængt mulighed for at tørre sveden af panden. Sangen overrasker ved at have et omkvæd, der nærmer sig mere traditionel og iørefaldende sangskrivning. Det virker forfriskende, uden det bliver for meget, da det trods alt stadig finder sted inden for en kontekst, der umiskendeligt er Edwards’ helt egen lyd.

Og sådan går det slag i slag. Albummet ruller sig ud nummer for nummer uden at falde igennem noget sted. “King O King” er flosset og støjende, sine steder på grænsen til det punkede, men også med klare referencer til Neil Young, når han er allermest løssluppen og hårdtslående. “Closer” er et nedbarberet, men dybt fængende nummer, der drives af sted af et galoperende trommebeat over tilbagetrukne og dronede klangflader. Der er tydelige industrial-referencer i spil, og nogenlunde samme stemning dyrkes i den efterfølgende “Maize”, hvor det igen er trommerne, der, ved siden af vokalen, tager teten, mens guitaren holder den samme mol-akkord hele nummeret igennem. Resultatet er dystert på grænsen til gotisk.

At religion altid har fyldt meget i Edwards’ musik, er ingen hemmelighed. Man kunne næppe forestille sig et Wovenhand-album, der ikke er spækket med bibelske referencer, og i vanlig stil giver Edwards den også som rablende dommedagsprædikant på The Laughing Stalk. I “Long Horn” lyder det eksempelvis »You don’t know me from Adam / Down here in the lamplight / Both of us are filthy,« og generelt bevæger teksterne sig i samme kulsorte dyb. Det er gennemført og flot og underbygger musikkens dystopier.

Der er skiftet ud i besætningen siden sidste udgivelse, The Threshingfloor, fra 2010, og man kan forestille sig, at det hårdere lydbillede skal ses i den sammenhæng. Men det er fortsat Edwards, der er det ubestridte omdrejningspunkt. På The Laughing Stalk destilleres dermed videre på den helt særegne lyd, der har fulgt ham siden Sixteen Horsepowers ep-debut i 1995. Edwards’ styrke som musiker er, hvor simpelt det end måtte lyde, at han er fandens original i sit udtryk og slet og ret en gudsbenådet sanger. Og The Laughing Stalk er et af den slags album, hvor alt bare falder i hak. Bandet er velspillende, og sangene er intense, velskrevne og varierede.

At sige, at bandet har genopfundet sig selv, er nok at tage munden for fuld. Men The Laughing Stalk stikker bestemt ud i diskografien, og som sådan indløses enhver forventning, man måtte have, fuldt ud, hvorved Wovenhand endnu en gang cementerer sin position på den efterhånden velvoksne scene for nutidig folk og country. Medrivende og gennemført. Simpelthen.

★★★★★½

Deltag i debat