Plader

Altar Eagle: Nightrunners

Skrevet af Mikkel Arre

Eksperimental-weird folk-noise-arbejdshesten Brad Rose stikker af i en helt ny retning sammen med sin kone. Som duo spiller de kølig synthpop: velproduceret, detaljespækket, legende – og alligevel lidt svær at engagere sig i.

Brad Rose er indbegrebet af en ildsjæl. Siden 2004 har hans selskab Digitalis stået for at udsende på den anden side af 400 udgivelser i alskens formater: vinyl, kassettebånd, cd-r eller rent digitalt. Samtidig driver han musiksitet Foxy Digitalis og er aktiv i en håndfuld bands. Et af dem er Altar Eagle, en duo med hans hustru, Eden Hemming.

Her på sitet har vi tidligere haft fat i to af Brad Roses (omkring 25) plader under navnet The North Sea og anvendt genreetiketter som freefolk, ambient, drone og støj. Men ligesom Digitalis-udgivelserne de seneste par år har bevæget sig mere og mere i retning af kosmiske synth-ekskursioner og electronica, har Rose lagt de dunkle New Weird America-skove bag sig. I stedet går han og Hemming i en helt anden retning og prøver kræfter med synthpop.

Deres debutalbum, Mechanical Gardens, bar også præg af electropoppede virkemidler, men på duoens andet album, Nightrunners, er der skruet ned for støjen og for de mange slørede lag af vokal. I stedet er Hemmings sang skubbet langt frem i lydbilledet, mens Rose for det meste holder sig ved maskinparken af analoge synths og trommemaskiner.

Ved at rense lyden har duoen gjort det nemmere at høre, hvor omhyggeligt der er kælet for de knurrende, summende, flagrende synthlydbilleder. Hvor lagene af støj på Mechanical Gardens sine steder kunne tolkes som usikkerhed – »hey, tør vi lade det her kunne høres, eller skal vi skubbe det langt ned i mixet?« – er Nightrunners en mere modig plade. Der er plads til tossede synthsoli, vocoder-vokal og parløb mellem idylliske IDM-melodier og sleazy robotfunk.

Også den prominente placering af Eden Hemmings lyse vokal hører til de dristige valg. Også i lidt for høj grad, viser det sig. Hun synger sart og forsagt, og hun rammer ikke tonerne lige rent hele tiden. I ”Piglette” er det faktisk nærmest pinagtigt at lytte til.

Synth-lagene under hendes vokalspor har sine steder – f.eks. i det skurrende og let overstyrende åbningsnummer ”Carousel Ocean” – dreampop-kvaliteter. Men i stedet for at udgøre en sfærisk kontrast eller flyde ind som et ekstra instrument ender Hemmings stemme ofte som et betuttet fremmedlegeme, afkoblet fra Roses synthmønstre og baspuls. »We will, we will, we will break through,« synger hun, men kun sjældent trænger hun igennem til samme verden som musikken.

Af en synthpopplade at være er Nightrunners en kende fattig på hooks eller andet, der kalder på genlyt. ”Parallel Lives” er dog en undtagelse: tempofyldt electropop med småkitschede trommemaskine-håndklap, udmærket melodimateriale og frem for alt en Hemming-vokal, der lige netop er nærværende nok til at virke besnærende frem for uengagerende.

Men ellers er Nightrunners bedst, når musikken har mekaniske tendenser. Især på sidste halvdel af pladen dukker der dumpe 4/4-beats og stivbenede synkoperinger frem, og sammen med forvrængede vokaler og fuzzede synths giver de afslutningstrioen ”Fledgling”, ”New Designs” og ”Hologram” et let fremmedgjort præg.
Her støder electropop og synthesizer-shoegazer sammen med dunkende techno-reminiscenser – uden at det hele går perfekt op. Her er tværtimod friktion og fortolkningsmuligheder; dét, der ved et lyt minder om The Postal Service, vækker ved næste lyt snarere anakronistisk længsel efter den dreampop-plade, Emeralds aldrig fik udgivet på 4AD i 1988. Desværre er den illusion mere spændende, end Nightrunners er i sin helhed.

★★★☆☆☆

Deltag i debat