Plader

… And You Will Know Us by the Trail of Dead: Lost Songs

Skrevet af Klaus Thodsen

Texanernes rammer noget helt rigtigt med deres ottende langspiller. Der er gode melodier, og der er gode tekster. Det er ikke fantastisk kunst, men der mangler sgu egentlig ikke noget.

… And You Will Know Us by the Trail of Dead har efterhånden været et kendt navn på alverdens musikscener gennem mange år. Bandet dukkede op af det texanske støv i midten af 90’erne og har siden da opbygget et stort og trofast publikum. Efter næsten 20 år på scenen kommer prædikatet ‘veteraner’ lige så langsomt snigende, men selvom de første grå hår måske er sprunget ud, har Trail of Dead fortsat mere end rigeligt at byde på.

”Open Doors” introducerer os helt langsomt til Lost Songs. Nærmest postrocket fader nummeret roligt ind, mens man fornemmer, der er noget i gære. Efter et minuts penge bryder den halvtumultariske støjrock ud i lys lue, og nederst i dette buldrende lydbillede kæmper Conrad Keelys vokal for at blive hørt. Det lykkes kun lige netop, for vokalen er pladen igennem trukket langt tilbage i lydbilledet, hvilket kun er med til at give musikken sit lidt energiske og støvede udtryk. Stilen fra ”Open Doors” føres i høj grad videre på det efterfølgende ”Pinhole Cameras” – faktisk så meget, at man dårligt opdager overgangen.

Det første, der slår en ved Lost Songs, er den enorme energi, der lægges for dagen. Der bliver høvlet løs i trommerne og flået i strengene stort set uden ophold på nummer efter nummer. Alligevel bliver det ikke for alvor ensformigt, selvom mange af de samme mønstre i bund og grund gentager sig flere gange.

Fra pladens femte nummer, titelnummeret, sker der så småt en ændring. Det konstant buldrende lydunivers får sig en pause, og pludselig er det hele knap så støjende, støvet og energisk, men til gengæld langt mere eksperimenterende. Det gør sådan set heller ikke noget. Trail of Dead har tilsyneladende forudset, at der måtte ske noget nyt for at undgå trivialitetens stempel. Det korte titelnummer åbnes med afdæmpede, men galoperende trommer. De to knastørre guitarer tilfører en rastløs energi og giver lytteren den lidt paranoide følelse af at blive forfulgt af musikken.

”Flower Card Games” er et af de få numre, der skiller sig markant ud fra resten. Den langsomt opbyggende og ganske dystre indledning er milevidt fra de tidligere skæringers energi og kompromisløshed. Her får vi i stedet præsenteret en langt mørkere side af Trail of Dead, som faktisk klæder amerikanerne. Selv da rockknappen trods alt bliver trykket i bund, er lyden langt mere melodisk og kontrolleret, end det var tilfældet på de hårdtslående numre i begyndelsen af pladen.

Prisen for det stærkeste nummer bør dog gå til “Catatonic“, der er dedikeret til de russiske punkpiger fra Pussy Riot, og som samtidig også bliver ansigtet på Lost Songs politiske undertoner om undertrykkelse og social uretfærdighed.

I det hele taget må man sige, at Lost Songs er en meget gennemført plade. Selvom enkelte numre skiller sig ud, er der ikke rigtig mærkbare knaster i de texanske træstammer. Omend det er så som så med de helt store variationer, fungerer det hele, som det skal. Set over disse 12 numre, hvor vokalen er tilbagetrukket og utydelig, og hvor lydbilledet til tider virker kaotisk, fornemmes det, at Trail of Dead formår at kontrollere det ukontrollerbare.

★★★★☆☆

Deltag i debat